Meddelelser
Møde om KUBI-plan og svømmehaller
Byrial Rastad Bjørst og Trine Lætgaard Hansen har deltaget i et møde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvor der blev orienteret om arbejdet med hhv. KUBI-planen og plan for svømmeanlæg.
Arbejdet med det nye bibliotek er gået i gang
Byggeholdet er i fuld med at etablere byggeplads på Hanne Varmings Plads. Vi har endnu ikke modtaget en opdateret tidsplan for arbejdet. Ungdomsboliger og pladsrenovering sættes først i gang senere i forløbet. Lokaludvalget er inviteret til at deltage i følgegruppen for indretning af biblioteket, og der vil længere fremme også blive etableret en følgegruppe for arbejdet på pladsen. Der er også aftale med KFF om udsmykning af byggehegn.
Borgermøde 9. april om Kbh Syd
Klima, Miljø og Teknikforvaltningen er værter for borgermøde om Tillæg 3 til lokalplan 448-1&2 Ny Ellebjerg-området på Café Hyggenygge, Carl Jacobsens Vej 15A 9. april kl. 19-21.
Input til Overførselssag 2025-26
Valby Lokaludvalg har pt. indgivet input til budgetnotater om
- Emma på bænken
- Klubhus til Valby United på Kirsebærhavens Skole
- Etablering af et børne- og ungehjem på Ramsingsvej 6 -26
Kgs. Enghave Lokaludvalg har bakket op om Valby Lokaludvalg ønske til OFS om Analyse af Ungeværkernes placering i Valby og i Sydhavnen.
Skybruds- og forsinkelsesprojektet på Kirsebærhaven, Urtehaven og Gl. Køge Landevej
Projektet har været undervejs længe, men nu er forvaltningen i gang med sidste projektering, inden projektet går i gang efter sommerferien 2026.
Projektledelsen i forvaltningen har været i dialog med kvarteret til to workshops og møder på Vigerslev Bibliotek, hvor der blandt andet var fokus på trafikdæmpning af den øvre del af Urtehaven. Derudover har projektledelsen løbende været i dialog med Boligforeningen 3B/KAB, som er vejejer på den primære del af projektområdet.
Om projektet
Projektet vil forsinke vejvandet i projektområdet ved op til en såkaldt 10 års regnhændelse. Ved større regnhændelser vil det resterende vand fortsat ledes til Vigerslevparken, som også er tilfældet i dag. Forsinkelsen af vandet vil ske via grønne vejbede langs vejene.
Når projektet er færdig anlagt, vil Urtehaven og Kirsebærhaven været omdannet til trafikdæmpede gader ved hjælp af vejindsnævringer med grønne vejbede og punktvis, fartdæmpende belægning, som samtidig leder vandet på tværs af vejen. Det er nødvendigt at skabe plads til vejbedene, som betyder, at der skal nedlægges ca. 50 p-pladser. Københavns Kommune anlægger og drifter bedene efterfølgende i samarbejde med HOFOR.
Høring om projektet
Vejejer er som udgangspunkt altid part i sagen og dermed høringsberettiget. Ejere af tilstødende ejendomme vil ligeledes være høringsberettigede som parter, hvis det konkret vurderes, at projektet medfører en væsentlig ændring af deres adgangsforhold til ejendommen. Det beror på en konkret vurdering, om betingelserne for partshøring er opfyldt i det enkelte tilfælde. Øvrige grundejere og beboere i området, som ikke er parter i sagen, vil ikke blive partshørt. De vil dog blive orienteret skriftligt om projektet (via e-boks) og dets gennemførelse.
Informationsmøde
Projektledelsen forventer at holde et informationsmøde på Vigerslev Bibliotek i midten af maj 2026. Her vil totalentreprenøren præsentere udformningen af projektet, og projektledelsen vil svare på spørgsmål om baggrund, anlæg og andre spørgsmål, som I måtte have.
Høringsprocessen starter efter informationsmødet, hvor høringsparter modtager et brev i e-Boks. Herefter har du to uger til at komme med evt. bemærkninger til projektet. Inden sommerferien 2026 vil projektledelsen vende tilbage med en samlet opdatering på projektet og evt. tilpasninger. Efter sommerferien inviteres du/I igen til et informationsmøde. Denne gang med fokus på, hvordan anlægsperioden vil forløbe.