Mødedato: 16.09.2025, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Beslutning - Lokale spørgsmål til fælles borgerpanelundersøgelse

Se alle bilag

Valby Lokaludvalg skal tage beslutning om udsendelse af en fælles og lokal borgerpanelundersøgelse til understøttelse af datamateriale om bydelen i forbindelse med valg til lokaludvalg.

 

 

Indstilling

Indstilling

Sekretariatet indstiller,

1. at Valby Lokaludvalg drøfter og beslutter at deltage i den fælles borgerpanelundersøgelse. 

2. at Valby Lokaludvalg i grupper drøfter emne/fokus for de lokale spørgsmål. 

Problemstilling

Som led i arbejdet med valg til lokaludvalg arbejder lokaludvalgssekretariaterne på tværs med understøttelse og forberedelse af forskellige dele af valgprocessen, herunder rekruttering, valgprocedure og modtagelse af nyt lokaludvalg.

De nye lokaludvalg vil få udleveret en datapakke med de nyeste data om bydelen og i den forbindelse foreslår sekretariaterne, at daapakken med fordel kan suppleres  med en mere holdningsbaseret viden om bydelen/lokalområdet indhentet gennem bydelenes borgerpaneler. 

Løsning

Borgerpanelundersøgelsen foreslås delt op i to dele: en række fælles spørgsmål for alle lokaludvalgenes borgerpaneler og en række lokale spørgsmål af primær relevans for egen bydel. Undersøgelsen ønskes udsendt i slutningen af november i alle de deltagende lokaludvalgs borgerpaneler.

En tværgående projektgruppe har udarbejdet fælles spørgsmål med udgangspunkt i de temaer, der grundlæggende er fælles for lokaludvalgenes arbejde i bydelene, dvs. borgernes engagement i deres lokalområde og nabolag. Spørgsmålene er i vid udstrækning udformet på baggrund af Realdanias spørgeguide til deres store landsdækkende undersøgelse "Vores Livskvalitet – Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere?" udgivet marts 2025, se evt. mere her: Vores Livskvalitet - Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere?

For at spørgsmålene kan anvendes på tværs af lokaludvalg, til sammenligning mellem bydele, er det ikke muligt for lokaludvalget at ændre i de fælles spørgsmål.

De lokale spørgsmål beslutter det enkelte lokaludvalg selv fokus eller emne for.
Spørgsmålene kan f.eks. ligge i forlængelse af de allerede stillede spørgsmål om ens relation og engagement i lokalområdet og frivillighed. De kan også indgå i en rekrutteringsindsats gennem spørgsmål om ens ønsker til deltagelse i forskellige former for lokaludvalgsarbejde eller præferencer for inddragelse i lokale spørgsmål og problemstillinger. 

Videre proces

Hvis Lokaludvalget beslutter at deltage i undersøgelsen, udarbejder sekretariatet de lokale spørgsmål på baggrund af lokaludvalgets input. 

Til top