Mødedato: 16.09.2025, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Beslutning - Valg af forperson

Posten som  forperson i Valby Lokaludvalg er vakant per 1. oktober 2025, og udvalget skal derfor foretage nyvalg. Den vakante plads skal besættes med et af Lokaludvalgets medlemmer. Hvis posten besættes med den nuværende 2. næstforperson, skal udvalget umiddelbart efter foretage valg til denne post. 

Indstilling

Sekretariatet indstiller, 

1) at Valby Lokaludvalg vælger en forperson blandt lokaludvalgets medlemmer.

2) at Valby Lokaludvalg vælger en 2. næstforperson blandt lokaludvalgets medlemmer, hvis posten som forperson overtages af den nuværende 2. næstforperson.

Problemstilling

Posten som  forperson i Valby Lokaludvalg er vakant per 1. oktober. Når en post i forpersonskabet bliver ledig, skal der foretages nyvalg, som beskrevet i Regulativet for Lokaludvalg i Københavns Kommen §9, stk. 5. Den vakante plads skal besættes med et af lokaludvalgets medlemmer.

Udvalget konstituerede sig med et forpersonskab bestående af forperson, 1. næstforperson og 2. næstforperson ved sit konstituerende møde 5. april 2022, Første og anden næstforperson fungerer i denne rækkefølge i forpersonens funktion, hvis forpersonen har forfald (jf. Regulativet for Lokaludvalg i Københavns Kommen §9, stk.2).

Alle medlemmer af lokaludvalget, dvs. både parti- og foreningsrepræsentanter, kan kandidere til poster i forpersonskabet. Det eneste krav til kandidater til forpersonskabet er, at vedkommende skal være CPR-bopælsregistreret i bydelen. 

Løsning

De medlemmer af Valby Lokaludvalg, der ønsker at stille op til posten som forperson, melder deres kandidatur. Kandidaterne får mulighed for at begrunde deres kandidatur. 

Valby Lokaludvalg vælger herefter blandt sine medlemmer en forperson for Lokaludvalget.

Valget til posten som forperson foregår ved almindeligt, skriftligt flertalsvalg blandt Lokaludvalgets medlemmer. Der kan stemmes på én kandidat.

Hvis posten som forperson ved valget overtages af den nuværende 2. næstperson, vælger udvalget umiddelbart efter ny 2. næstforperson på samme måde.

1. næstforperson Emmanuelle Kortholm ønsker at forblive og denne post er derfor ikke på valg. 

Videre proces

Forpersonskabet overdrages per 1. oktober 2025. 

 

Til top