Beslutning - Input til organisering i Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1. at Valby Lokaludvalg drøfter og beslutter, om udvalget vil give input om ønsker til samarbejdsformer med Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen (KFF) i Valby.
2. at Valby Lokaludvalg drøfter, om udvalget vil give lokale input til de tre udvalgte temaer i Kultur-, Fritids og Borgerserviceudvalgets (KFU) nye strategi, der kommer i høring i efteråret 2026.
Problemstilling
Omstilling af Center for Kultur- og Fritidsaktiviteter
I forbindelse med vedtagelsen af KFU's budgetbidrag for 2027 blev udvalget orienteret om en kommende omstilling i KFF’s Center for Kultur- og Fritidsaktiviteter, altså de afdelinger, der møder borgere, foreninger og kulturaktører.
Organisationsændringen, der sigter på at styrke kvaliteten i tilbuddene på kultur-, idræts- og biblioteksområdet, vil medføre en ændret ledelsesstruktur og opgavevaretagelse gennem nye fagfællesskaber.
Læs evt. mere her Andenbehandling af Kultur- Fritids- og Borgerserviceudvalgets budgetbidrag 2027 | Københavns Kommune
Strategiproces for Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets har besluttet proces for udarbejdelse af det strategiske grundlag for udvalgets arbejde for de næste fire år til erstatning af Kultur- og Fritidspolitik 2023-2026.
Læs evt. mere om den politiske behandling her: Udvalgets strategiproces, herunder temamøder | Københavns Kommune
Løsning
Forvaltningen beder om input på
- Samarbejdsmåder, der er særligt vigtige for lokaludvalgene, eller input til, hvad der giver særlig værdi i det lokale samarbejde, som man skal have øje for i en organisationsændring.
- Lokale input til de tre strategiske temaer
- Børn og Unge
- Levende fællesskaber og Samlingspunkter
- København som kulturhovedstad.
Se vedlagte bilag om temaer og strategiproces og find supplerende materiale på Medlemmernes Side. Vær obs på, at det supplerende materiale er fortroligt, og derfor ikke må deles hverken mundtligt eller skriftligt med andre.
Pia Kolind deltog i orienteringsmøde 11. maj om hhv. planer for en omorganisering i Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen og proces for ny Kultur og Fritidspolitik. Emmanuelle Kortholm deltog i dag i opfølgende møde, hvor forvaltningen samlede punkter ind, men da Lokaludvalget først har møde i dag, kan udvalget sende sine punkter ind umiddelbart efter sit møde.
Økonomi
Der er ingen økonomi forbundet med punktet.
Videre proces
Strategien kommer i offentlig høring oktober-december 2026, og både strategi og omstilling forventes at træde i kraft ved årsskiftet.