Mødedato: 13.10.2015, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Halloween 2015

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller
1) at Valby Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Arbejdsgruppen for Halloween er gået til opgaven med liv og sjæl, og planlægningen er allerede nået langt.

Halloween-festen bliver fra kl. 16 til 20 på Toftegårds Plads nord, og her er masser af aktiviteter, mad og drikke for store og små.  

Lav et græskar
På pladsen kan deltagerne plukke sig et græskar, og i græskarboden kan de få hjælp til at udhule og skære i uhyggelige mønstre. De færdige græskar opstilles løbende rundt om pladsen, og deltagerne tager deres græskar under armen når de vender næsen hjemad. Boden bemandes af frivillige fra Valby og fra Cph volunteers.

Lanterner
Ved lanterneboden kan man lave og udsmykke sin egen Halloween-lanterne, der kan lyse vej når mørket falder på. Miljøgruppen har foreslået at lave lanterner af mælkekartoner og brugte syltetøjsglas, og standen bemandes delvist af medlemmer fra miljøgruppen, og frivillige fra Cph volunteers.

Ansigtsmaling
Hos ansigtsmalerne kan man blive malet som et spøgelse, vampyr, monster eller andet. Fire studerende fra kosmetologskolen School of Art and Makeup bemander boden sammen med en række frivillige fra Cph volunteers.

Trick or Treat
Butikkerne på Toftegårds Plads og Toftegårds Allé bakker i stor stil op om arrangementet, så udklædte børn kan fra kl. 16-18 gå Trick or Treat i over 20 butikker.

Mad og drikke
Vi har kontaktet lokale handlende og foreninger i Valby og deltagere fra kulturdagene, og er efterhånden oppe på et pænt udvalg af mad og drikke.
Der bliver b.la. salg af pizza, græskarsuppe, pandekager, kaffe, the, varm kakao, øl og vand. Foreningen Iftin og helhedsplanen Lejerbo er ved at undersøge, om de også deltager med hhv. salg af somalisk mad og marrokansk the-telt.

Musik
Gademusikanterne fra Verdensstjernerne gæster endnu engang Halloween i Valby, med deres skøre miks af harmonika, vaskebræt, tuba og alskens andre instrumenter. De spiller fra kl. 17-19. 

Der er altså lagt op til mindst lige så stor en fest som vi fik skabt på Valby Tingsted sidste år - derfor har vi også brug for, at så mange som muligt fra lokaludvalget deltager. Både som praktiske hænder, som uhyggeligt udklædte deltagere, og til at møde valbyborgerne og gøre det tydeligt, at det er Valby Lokaludvalg der står bag arrangementet. 

Skriv dig derfor op til at komme og hjælpe den 30. oktober! 
 

Løsning

Valby Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning
Til top