Mødedato: 13.05.2014, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Udpegning af medlemmer til bydelsrelaterede bestyrelser og netværk

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller, 
1) at Valby Lokaludvalg udpeger 2 medlemmer til styregruppen for Områdefornyelsen Gl. Valby
2) at Valby Lokaludvalg udpeger medlem til bestyrelsen for Valby Kino
3) at Valby Lokaludvalg udpeger medlem til den rådgivende bestyrelse for Kultur Valby
4) at Valby Lokaludvalg udpeger medlem til Smagspanelet
5) at Valby Lokaludvalg udpeger medlem til Frivilligcenter VSV
6) at Valby Lokaludvalg udpeger medlem til bestyrelsen for Solar City Copenhagen


 

Problemstilling

Valby Lokaludvalg har i en række sammenhænge ret til at udpege et eller flere medlemmer af en bestyrelse, styregruppe eller lignende funktioner.
Udpegningen sker som udgangspunkt for den funktionsperiode, opgaven løber i, dog højst i det siddende lokaludvalgs funktionsperiode.
De udpegede varetager opgaven som repræsentant for Valby Lokaludvalg, og har desuden til opgave at sikre kommunikationen mellem Lokaludvalget og det respektive organ.
Valby Lokaludvalg besluttede på møde den 18. marts at disse råd og nævn skulle vendes på seminaret den 12. april og udpegningen kunne herefter ske på lokaludvalgets møde i maj.
På seminaret meldte nogle interesserede kandidater sig. Øvrige interesserede kan melde sig frem til eller på lokaludvalgets møde den 13. maj.

Herunder følger den beskrivelse, der også blev præsenteret på lokaludvalgets seminar den 12. april:
OBS: Udpegning til Styregruppen for gavlmalerier i pigekvarteret bortfalder, da projektet i den afsluttende fase.

1) Styregruppen for Områdefornyelse Gl. Valby.
Valby Lokaludvalg udpeger to medlemmer af styregruppen for Områdefornyelsen Gl. Valby.
Områdefornyelsen dækker området fra Carlsberg i øst til Akacieparken i vest, i området nord for jernbanen og fra Langgade Station nord for Valby Langgade. Områdefornyelsen har et samlet budget på ca. 30 mio. over 5 år, og har eksisteret siden 2010. Funktionsperioden for områdefornyelsen udløber i sommeren 2015.
Områdefornyelsen beskæftiger sig med fysiske forbedringer i området, i mindre grad med egentlig byfornyelse og desuden med andre projekter, der styrker områdets sociale sammenhængskraft. Formålet er at give hele området et samlet løft i perioden og at sikre permanente resultater. Flere af projekterne i Valby Bydelsplan realiseres i tæt samarbejde med Områdeløftet og for nogle af projekterne fungerer områdeløftet som den primære tovholder på projektet (fx Herman Bangs Plads og Gl. Jernbanevej)
Primær forankring i Lokaludvalget: Lokaludvalget, og for projekterne de relevante udvalg eller arbejdsgrupper. Nuværende udpegninger: Ejner Jensen og Erhard Nielsen. Kommentar: Det vil være hensigtsmæssigt og af stor betydning for kontinuiteten i Områdefornyelsens arbejde, at Ejner Jensen genudpeges, da han er formand for Områdefornyelsens styregruppe.
Ejner Jensen ønsker at fortsætte i styregruppen for Områdefornyelsen

2) Bestyrelsen for Fonden Valby Kino.
Valby Lokaludvalg udpeger et medlem af fondsbestyrelsen for Fonden Valby Kino.
Valby Kino er Valbys lokale biograf, der åbnede på Gl. Jernbanevej i 2013 på grundlag af et stort lokalt engagement.
Fonden Valby Kino er den bagvedliggende fond, der står for biografdriften. Det udpegede medlem skal have kvalifikationer inden for mindst et af områderne: film, biografdrift, jura, økonomi, virksomhedsledelse. Det skal understreges, at det er en arbejdende fondsbestyrelse, der har det overordnede økonomiske og juridiske ansvar for driften af Valby Kino.  Udpegningen sker for tre år fra maj 2014.
Lisbeth Ritter har været udpeget hidtil. Lisbeth ønsker at udtræde af fondsbestyrelsen nu.
Primær forankring i Lokaludvalget: Lokaludvalget 
Formand anbefaler, at Katrine Clausager Rich udpeges til Fondbestyrelsen, idet Katrine har erfaring fra arbejdet med etableringen af biografen.

3)Den rådgivende bestyrelse for Kultur Valby.
Valby Lokaludvalg udpeger et medlem af den rådgivende bestyrelse for Kultur Valby.
Kultur Valby er den samlede organisation af kommunale kulturinstitutioner i Valby, der består af Kulturhuset, Prøvehallen, Valbys to biblioteker og børnekulturenheden Zone 2. KulturValby blev etableret som en sammenlægning af disse tidligere selvstændige enheder og den rådgivende bestyrelsen afløste de tidligere brugerbestyrelser.
Den rådgivende bestyrelse, som der er planer om at omdøbe til Advisory Board, forholder sig primært til overordnet strategi for udviklingen af Kultur Valby og mødes 3-4 gange om året. Kultur Valby har kontor i kulturhuset, hvor også Lokaludvalget har sit sekretariat. Primær forankring i Lokaludvalget: Lokaludvalget Nuværende udpegninger: Henrik Palsmar.  Det vil være hensigtsmæssigt at en eventuel udskiftning af Valby Lokaludvalgs medlem sker med virkning fra efteråret 2014, idet det er væsentligt at bevare sammenhængen mellem KulturValbys bestyrelse og forårets konkrete arbejde i byggeudvalget, der følger arbejdet med at tegne et nyt bibliotek i Smedestræde.
Ebbe Bay meldte sig som interesseret

4) Smagspanelet
Valby Lokaludvalg udpeger et medlem af Smagspanelet.
Smagspanelet er Københavns Kommunes organ, der har til opgave at besøge plejehjem i kommunen og bedømme og udtale sig om madens smag og kvalitet. De melder tilbage til kommunen og har en rolle som talerør for en plejehjemmenes beboere. Smagspanelets arbejde har i en række tilfælde ført til konkrete forbedringer.
Primær forankring i Lokaludvalget: det udvalg, der beskæftiger sig med ældres forhold Nuværende udpegninger: Grethe Mørk, der i sidste periode repræsenterede Ældrerådet i Valby Lokaludvalg.
Grethe Mørk ønsker at fortsætte i Smagspanelet.

5) Frivilligcentret VSV.
Valby Lokaludvalg udpeger et medlem af bestyrelsen for Frivilligcentret VSV.
Frivilligcentret VSV understøtter frivilligt arbejde i bydelene Vesterbro, Sydvest og Valby og udfører en del af sit arbejde i Valby. Frivilligcentret arbejder for at støtte, koordinere og udvikle de frivillige arbejde og står blandt andet bag arrangementer som Frivilligdagen og andre arrangementer, der støtter eller påskønner frivilligt arbejde. Primær forankring i Lokaludvalget: Det udvalg, der kommer til at arbejde med socialt og frivilligt arbejde. Nuværende udpegninger: Isabelle Littau.
Isabelle Littau ønsker at fortssætte i bestyrelsen for Frivilligcenter VSV.

6) Solar City Copenhagen
Valby Lokaludvalg udpeger et medlem af Solar City Copenhagen.
Solar City er et EU-støttet projekt, der arbejder for udbredelsen af solceller som del af bæredygtige byer. I Valby har Solar City været væsentlig for de solcelleprojekter, der tidligere er gennemført, fx på gavlen af Prøvehallen ud mod jernbanen.
Valby Solcelleplan er et af de projekter, der er knyttet til Solar City Copenhagen. Projektet var knyttet til Miljøpunkt Valby og flyttede sammen med det over i lokaludvalgets regi, da det lokale miljøarbejde fra 2012 blev lagt ind under lokaludvalget. Primær forankring i Lokaludvalget: Miljøgruppen
Erhard Nielsen har været udpeget i den forgående periode. Erhard ønsker ikke at fortsætte i solar City Copenhagen.
Niels Hougaard, medlem af miljøgruppen og suppleant til lokaludvalget har meldt sig som interesseret.

Løsning

Valby Lokaludvalg udpeger repræsentanter til de 6 bestyrelser og lignende.


Michael Fjeldsøe

Beslutning

Ad. 1: Ejner Jensen og Erhard Nielsen blev udpeget
Ad. 2: Katrine Clausager Rich blev udpeget
Ad. 3: Ebbe Bay blev udpeget med virkning fra august
Ad. 4: Grethe Mørk blev udpeget
Ad. 5: Isabelle Littau blev udpeget
Ad. 6: Niels Hougaard blev udpeget

I løbet af efteråret vil de udpegede repræsentanter blive bedt om en tilbagemelding om arbejdet i de eksterne udvalg og bestyrelser.
Til top