Mødedato: 12.11.2019, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Lokalpuljen

Indstilling

Formanden indstiller,

1) at Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager støtte fra Lokalpuljen.

Problemstilling

Valby Lokaludvalg har modtaget 7 ansøgninger til Lokalpuljen. Heraf vedrører 5 ansøgninger puljen for 2020.

1) Valby Skolescene 2020 - Teater V på vegne af diverse skoler og institutioner i Valby. 

2) Frivilligheds Galla 2020 - SURF Valby.

3) Underskudsdækning for Valby Jazzklub 2020 - Valby Jazzklub.

4) Winter Jazz 2020 - Cowbell

5) Produktion, opsætning og afsløring af monument af Olsen Banden op Tingstedet i Valby - Foreningen Olsen Banden Statuen (2020). 

6) Forfatterforedrag med Eva Tind - Valby Bibliotek – Kultur V i samarbejde med DR læseklubberne på biblioteket. 

7) Lær Etiopien bedre at kende - Foreningen Etiopiens Børn.  

 

Kort beskrivelse af ansøgningerne:

1) Teater V på vegne af diverse skoler og institutioner i Valby - Valby Skolescene 2020 

Der ansøges om midler til en fortsættelse af ”Valby Skolescene”. 

”Skolescenen” er et samarbejde med Valby Lokaludvalg og Teater V, som er bygget op igennem de sidste par år. 

Skolerne i Valby har kunnet få/ansøge om tilskud fra Lokaludvalget 35 kr. pr. teaterbillet, de købte til Teater Vs lokale teaterforestillinger. 

Vi har haft en stor succes med skolesceneordningen og oplevet, at både elever og lærere er meget positive overfor ordningen. 

Den giver mulighed for fælles klasseoplevelser, som skaber grobund for debat og undervisning, og de knap så ressourcestærke elever får også en unik mulighed for at komme i teatret. 

Vi tager børnenes møde med den scenekunstneriske oplevelse meget seriøst og gør vores ypperste for, at oplevelsen bliver god, og vi møder dem i øjenhøjde. Vi håber, at ”Valby Skolescene” kan fortsætte i år 2020. 

Dato for afholdelse: jan. - dec. 2020 

Budget: 100.000 kr.  

Ansøgt: 87.500 kr.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der gives tilskud på 87.500 kr. 

2) SURF Valby - Frivilligheds Galla 2020  

SURF Frivilligheds Galla (#FG) er en årlig tilbagevendende tradition, der har eksisteret siden 2014. De frivillige ildsjæle i de tre boligområder Hornemanns Vænge, Valbyejendommene, og Folehaven bliver fejret og modtager en lille gave (krus). Derudover bliver der kåret én ”Årets Nabo” fra hvert boligområde samt én ”Årets Spire”, som er et nyt frivilligt initiativ, der er spiret op inden for det sidste år.  

Den fælles fest skal styrke de sociale netværk mellem beboerne, så de kan inspirere hinanden. Samtidigt er festen med til at øge trygheden og styrke tilliden i områderne, da beboere af forskellige alder og kulturer er fælles om at fejre deres frivillighed. Sidst får de engagerede beboere anerkendelse for deres frivillige indsats, som giver dem lyst til at fortsætte og skabe nye initiativer året efter.  

Dato for afholdelse: 28. feb. 2020 

Budget: 65.346,96 kr.  

Ansøgt: 12.000 kr.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der gives tilskud på 12.000 kr. 

3) Underskudsdækning for Valby Jazzklub 2020 - Valby Jazzklub 

Vi samler Valbyborgere 60+ til kvalitetsjazz og fællesspisning. Vi oplever mange nye venskaber mellem enlige, som har mistet en partner og i Jazzklubben finder samhørighed med andre til vore arrangementer, skovture, rejser m.m. 

Der er rigtig mange som får nogle gode oplevelser at leve videre på. 

Budget: 56.100 kr.  

Ansøgt: 22.700 kr.  

Dato for afholdelse: 25. januar 2020, 14. marts 2020, 2. maj 2020, 29. august 2020, 24. oktober 2020, 5. december 2020. 

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen ikke imødekommes, idet der er tale om drift af en forening.

4) Winter Jazz 2020 - Cowbell 

Ideen og visionen for Winter Jazz er at bygge videre på festivalens historik og kunstneriske profil, hvor unikke ensembler dannes på tværs af nationaliteter, generationer og genrer, og et musikinteresseret publikum dermed tilbydes unikke koncertoplevelser i et område af København der ikke har et jazzspillested. Gennem Benjamin Koppels vidtrækkende, internationale netværk, er det muligt for Winter Jazz at udfordre både et nysgerrigt publikum og de optrædende kunstnere fra ind- og udland, med enestående koncertoplevelser med jazzens verdensnavne i nyskabende konstellationer.  

Festivalen afvikles på et tidspunkt, hvor der er kulturelt lavvande i København. Hele festivalen er således nyskabende ift. tidspunkt og geografisk placering i det ydre københavnsområde. 

Dato for afholdelse: 3.-9. feb. 2020 

Budget: 415.000 kr.  

Ansøgt: 50.000 kr.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der gives tilskud på 45.000 kr. 

Cowbell opfordres til også at søge støtte andre steder.
 

5) Produktion, opsætning og afsløring af monument af Olsen Banden op Tingstedet i Valby - Foreningen Olsen Banden Statuen 

Med accept fra de afdødes familier, og med stor opbakning fra både den danske og tyske Olsen Banden fanklub samt Nordisk Film, ønsker den nystartede forening ”Olsen Banden Statuen”, at hædre Olsen Banden med produktion og opstilling af en danskproduceret bronzestatue af de tre forbrydere, i størrelsesforholdet 1:1, på Tingstedet i Valby – og efter helt samme opskrift som den i 2018 afslørede Dirch Passer statue i Alhambra Museets have (tidl. Revymuseet) på Frederiksberg, som blev realiseret af flere af de samme frivilligt engagerede med formand Henrik Hansen i front. 

Et monument i Valbys bymidte, Tingstedet, blot få hundrede meter fra kulisserne i Nordisk Film, hvor man også i 2019 kan besøge den eksklusive Olsen-banden særudstilling, vil være en velfortjent hyldest til Olsen-banden og seriens filmiske univers, som er blevet dansk folkeeje og del af vores fælles kulturelle arvegods. 

Dato for afholdelse: Ultimo 2020. 

Budget: 1.974.890 kr.  

Ansøgt: 50.000 kr.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen ikke imødekommes, idet puljeudvalget ér enige i udtalelse fra Rådet for Visuel Kunst, der ikke bakker op om projektet.

Projektet opfordres til at søge støtte hos Nordisk Film. 

6) Forfatterforedrag med Eva Tind - Valby Bibliotek – Kultur V i samarbejde med DR læseklubberne på biblioteket  

Eva Tind udgav i foråret romanen ”Ophav” på Gyldendal og har bl.a. fået 5 hjerter i Politiken for en historie, som bl.a. er blevet kaldt en ”hverdags-odyssé”. Den er nomineret til DRs romanpris og Valby Bibliotek har netop 3 læseklubhold, som læser de nominerede. Flere af deltagerne vil gerne være frivillige denne aften; stille stole op, være værter, brygge kaffe, bage småkager – vi vil forsøge os med frivillig entré. Eva Tind er ikke bange for en diskussion med kant og med denne bog kan det både handle om adoption, økologi, feminisme – eller Valby (hun bor i bydelen)! 
Annoncering via bibliotek.kk.dk, facebook og vi vil søge omtale i Valbybladet.  
Desuden formidling via biblioteksrummet. 
Max. kapacitet 60 publikummer på et bibliotek, hvis indretning ikke er særligt velegnet til betalingsarrangementer. 

Dato for afholdelse: 28. nov. 2019. 

Budget: 5.000 kr.  

Ansøgt: 1.500 kr.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der gives tilskud på 1.500 kr.

7) Lær Etiopien bedre at kende - Foreningen Etiopiens Børn.  

Kom og vær med til at smage, danse og høre om Etiopien.  

Igennem hele workshoppen kommer vi til at opleve Etiopien ved at klæde os ud, som man gør i landet. Danse til etiopisk musik og smage på landets forskellige madretter. Til sidst kommer vi til at høre lidt sjove fakta fra landet.  

Dato for afholdelse: 7. dec. 2019. 

Budget: 4.400 kr.  

Ansøgt: 2.050 kr.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der gives tilskud på 2.050 kr. 

Løsning

 

Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager støtte fra Lokalpuljen.

Økonomi

 

Tabellen viser økonomien i puljen, under forudsætning af vedtagelse af punkt 3, hvis det indstillede beløb bevilges.

 

Pulje 2019

Disponeret per 31. okt. 2019

Ansøgt 31. okt. 2019

Resterende pulje, hvis ansøgningerne imødekommes.

2.276.000 kr.

2.173.268    kr.

3.550 kr.

99.182   kr.

 

 

 Disponeret fra 2020-pulje pr. 31. oktober 2019: 154.000 kr. 

 

Beslutning

Indstillingerne blev godkendt.

Vedr. ansøgning om Skolescene 2020 blev det endvidere aftalt, at sekretariatet udarbejder et notat til lokaludvalget med oversigt over brugen af ordningen.

 

 

Til top