Indledende drøftelse af ønsker til Overførselssag 2025/26 og Budget 2027
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1. at Valby Lokaludvalg tager en indledende drøftelse i grupper af ønsker til overførselssag 2025/26.
2. at Valby Lokaludvalg tager en indledende drøftelse i grupper af foreløbige ønsker til budget 2027.
Problemstilling
Lokaludvalgene bidrager hvert år med ønsker til Københavns Kommunes budget og overførselssagen, der fordeler overskydende midler fra året før.
Der kan indstilles ønsker til alle forvaltninger, men Teknik- og Miljøudvalget kører som de foregående år en særlig proces, hvor Lokaludvalgenes budgetønsker indsendes til forbehandling i Teknik- og Miljøforvaltningen med i februar, mens ønsker til Overførselssagen skal indsendes samlet senest 1. februar.
Efter forbehandling i forvaltningen beslutter Lokaludvalget sine endelige ønsker, der indsendes til de respektive udvalg og gruppeforpersonkredsen. Lokaludvalgenes ønsker indgår sammen med øvrige ønsker i Teknik- og Miljøudvalgets budgetseminar. Lokaludvalgene kan på eget initiativ søge sparring og dialog med andre relevante forvaltninger til modning og kvalificering af de ønsker, lokaludvalget vil prioritere.
I starten af året kan lokaludvalgene desuden holde øje med fagudvalgenes dagsordener og referater og eventuelle temadrøftelser for at få overblik over aktuelle prioriteringer, sager og orienteringer, der har indflydelse på bydelen.
Løsning
For at fremme muligheden for at få ønsker med på Overførselssagen anbefaler Økonomiforvaltningen, at ønsker afklares inden årets udgang. Det giver samtidig bedre tid til dialog mellem Lokaludvalg og Borgerrepræsentationen.
Ønsker til Overførselssag 2024/25 og ønsker til Budget 2026 er vedlagt som bilag inkl. forvaltningskommentarer.
Videre proces
Fagudvalg og arbejdsgrupper kan frem til 5. december viderebehandle ønsker på eget område, derefter samler sekretariatet op på drøftelser og input og fremlægger et færdigt forslag til beslutning på Valby Lokaludvalgs møde i december 2025.