Mødedato: 11.06.2013, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Orientering og drøftelse vedr bydelsplanens projekter

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1) At Valby Lokaludvalg drøfter punktet

Problemstilling

Bydelsplan for Valby blev vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation den 24. maj 2013. Bydelsplanens projekter er tænkt som projekter, der skal realiseres inden for de kommende 4 år og eksempelvis finansieres gennem budgetforhandlingerne, der i år forventes at finde sted i slutningen af august. 

Herunder følger en oversigt over bydelsplanens 15 projekter, samt en kort orientering om status og oplysninger om eventuelt allerede tilvejebragt finansiering.

Bydelsplans projekter: status pr. juni 2013

Projekt 1. Toftegårds Plads: Status uændret i forhold til beskrivelse i bydelsplanen. Projektet er fortsat ufinansieret.

Projekt 2: Kulturfacilitet i det centrale Valby: Der er i overførselssagen afsat 2. mio. til at udarbejde et dispositionsforslag for et nyt bibliotek + teatersal på Smedestræde 2 i Valby. Valby Lokaludvalg er i tæt samarbejde med KFF og lokale kullturaktører omkring udarbejdelsen af forslaget, der skal ligge klart d. 1.8.2013 med henblik på at indgå i budgetforhandlingerne for budget 2014.

Projekt 3: Valby Idrætspark: Der blev i budget 13 afsat midler til en lille del af idrætsparken herunder Club Danmark hallen. Lokaludvalget er i fortsat dialog med lokale interessenter og forvaltningen omkring udvikling og finansiering af de resterende dele af projektet. Lokalplansforslag forventes fremlagt september 2013.

Projekt 4: Åben sundhedsrådgivning: Lokaludvalget arbejder ikke aktivt med projektet. Projektet er fortsat ufinansieret.

Projekt 5: Badestrand i Valbyparken: R98 fonden har i efteråret 2012 givet tilsagn om at bidrage til finansieringen med 17 mio. Valby Lokaludvalg er i dialog med TMF of Kongens Enghave Lokaludvalg omkonkretisering af projektet. Behov for yderligere finansiering afklares over sommeren 2013.

Projekt 6: Kulbanevej Park og Aktivitetsområde: Valby Lokaludvalg er i fortsat dialog med TMF omkring konkretisering af projektet. Det forventes at en kommende udvikilngsplan kan skitsere konkrete forslag til udformning af området i fremtiden. Projektet er fortsat ufinansieret.

Projekt 7: Cykelbro over Folehaven / Holbækmotorvejen: Der er i budget 2012 afsat 18 mio kr til etablering af cykelbro. Lokaludvalg er i dialog med cykelsekretariatet omkring konkret etablering af forbindelsen . Umiddelbart ikke behov for yderligere finansiering.

Projekt 8: Cykelstier på Gl. Jernbanevej: Der er i forbindelse med overførselssagen afsat 7 mio kr til etablering af cykelstier og cykelbaner på Gl. Jernbanevej. Projektet er fremadrettet forankret i Områdefornyelsen Gl. Jernbanevej, men Lokaludvalg indgår i arbejdet. Umiddelbart ikke behov for yderligere finansiering.

Projekt 9: Skolestien / Gåsebæksforbindelsen: Der er lavet små forbedringer på strækningen men stadig behov for yderligere trafiksikring samt belysning.

Projekt 10: Nærgenbrugsstation på Herman Bangs Plads: Projektet er fremadrettet forankret i Områdefornyelsen Gl. Valby, der søger private fonde til finansiering af projektet samt fortsat dialog med Center for Miljø.  Projektet er fortsat ufinansieret.

Projekt 11: Valby solcelleplan: Valby Lokaludvalg arbejder pt. Ikke aktivt med projektet. Projektet er fortsat ufinansieret.

Projekt 12: Klimatilpasning i Folehaven: Projektet er fortsat ufinansieret men der planlægges et pilotprojekt i samarbejde med "Træer i Folehaven" hvortil valby Lokaludvalg tidligere har beviliget 10.000. kr.  

Projekt 13: Ung iværksætterbydel Valby: Valby har i januar 2013 fået Københavns første FabLab der har beliggende i Valby Kulturhus. I regi af Fablab er der igangsat en række udviklingsprojekter, der bl.a. har til formål at styrke iværksætteri og innovation blandt børn og unge herunder Fabschool. FabLab udspringer direkte af de drøftelser, der var i forbindelse med bydelsplan for Valby. Valby Lokaludvalg arbejder pt. Ikke aktivt med de øvrige dele af projektet. Projektet er fortsat ufinansieret.

Projekt 14: Valby Sammen om Folkeskolen: Valby Lokaludvalg arbejder pt. Ikke aktivt med projektet – afventer blandt andet på grund af kommende folkeskolereform. Projektet er fortsat ufinansieret.

Projekt 15: Sammen om Valby C: Københavns Erhvervsservice har iværksat et pilotprojekt med en kvartermanager i Valby. KES har afsat i alt 300.000 til pilotprojektet. Derudover er der rejst lokale midler således at projektet har en samlet budgetramme på ca. 1. mio. kr. De fysiske dele af projektet – herunder den fysiske forbindelse mellem Spinderiet og Valby Langgade er stadig ufinansieret ligesom kvartermanageren kun er finansieret til og med årets udgang.

Løsning

At Valby Lokaludvalg drøfter punktet med henblik på at lægge en strategi for det videre arbejde med de enkelte projekter herunder hvilke projekter, der skal promoveres frem imod dette års budgetforhandlinger.

Lisbeth Ritter

Beslutning

Valby Lokaludvalg drøftede punktet og tog orienteringen til efterretning.
Til top