Mødedato: 10.09.2013, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Høring - Helhedsplan for Harestrup Å

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

1) At Valby Lokaludvalg drøfter høringen

2) At Valby Lokaludvalg afsætter 5000 kr. til borgeraktiviteter i regi af høringen

Problemstilling

Valby Lokaludvalg har modtaget "Helhedsplan for Harestrup Å" i høring. Høringsfristen er den 28. oktober 2013.

Visionen er at omdanne Harrestrup Å fra en tidligere spildevandskanal til natur og et rekreativt parkstrøg gennem Krogebjergparken, Damhusengen, Vigerslevparken og til Valby Strand med øget livskvalitet og værdi for byen. Den øverste prioritet er at opfylde vandplanerne og først og fremmest at skabe et godt vandmiljø i en god økologisk tilstand. Dette vil medvirke til, at Harrestrup Å med tilhørende arealer kan få en større biologisk mangfoldighed end tilfældet er i dag. Dernæst kommer det rekreative behov at få åbnet op for den bedst mulige adgang til og varierede brug af de blå grønne områder. Klimatilpasning er den tredje prioritet som samtidig sikrer at åen og de grønne områder kan afvande byen under ekstreme nedbør.

I helhedsplanen arbejdes der med fire temaer – VAND, NATUR, RUM OG

FORMIDLING. Grundlaget for behandling af disse fire temaer i helhedsplanen er, udover bl.a. de eksisterende undersøgelser, en dynamisk hydraulisk model, der beskriver de afvandingsmæssige konsekvenser af ændringer af Harrestrup Å´s udseende (profil og beliggenhed)for parkerne og de tilstødende byrum.

Modellen visualiserer de afvandingsmæssige konsekvenser ved forskellige karakteristiske afstrømninger, identificere eventuelle behov for afværgeforanstaltninger ved ”kontrollerede” oversvømmelser og beskriver anvendelsesmulighederne i de enkelte parkrum

Løsning

Planudvalget har drøftet sagen på dets møde den 3. september. Planudvalget stiller sig meget positiv overfor helhedsplanen.

Konkrete kommentarer fra planudvalget er:

Delstrækning 3b. Damhussøen. Vigtigt at bevare trærækken langs Damhussøen og at man skal genoverveje ideen med at sænke Dæmningen med hovedstien, hvis det ødelægger træerne. På denne strækning ser vi meget gerne yderligere passager på tværs af åen og en åbning mod Rødovresiden, hvor det er muligt, fx ved Damhus Tivoli. Vigtigt med en trampesti på vestsiden.

Delstrækning 4. Vigerslevparken mellem Roskildevej og jernbanen. Vi bør drøfte, at der er markeret en mulighed for en senere forlægning af åen ind i parken, og om vi ønsker det. Det er lidt ærgerligt, at vi går glip af de muligheder for yderligere rekreative værdier i denne del af parken, som kunne opnås her. Det kunne formentlig løses med en å i Vestsiden af parken, således at det samlede areal til fodbold ikke formindskes.

Delstrækning 5a. Vigerslevparken mellem jernbanen og Vigerslev Alle. Vigtigt med en sti også på Vestsiden af åen, og gerne med yderligere muligheder for passage af åen og adgange fra Hvidovresiden. Der er en teknisk sti til vedligeholdelse på vestsiden i hvert fald i den nordlige del af denne strækning.

Delstrækning 5b. Vigerslevparken mellem Vigerslev Alle og Åhaven. Vigtigt at tænke cykelbroen ind i projektet, og peg på, at HOFORs arbejdsplads på sydsiden af Folehaven, hvor der i byggeperioden fjernes træer, kunne være en oplagt mulighed for at lande den sydlige del af cykelbroen uden at skade yderligere træbeplantning. Mind dem om, at vi har fået en bevilling til cykelbro.

Delstrækning 5c. Vigerslevparken mellem Åhaven og Gl. Køge Landevej. Ros for det meget spændende område ud for Kirsebærhaven med øer og flere åløb.

Delstrækning 5d/ Badestrand i Valbyparken: Stranden kan anlægges så den er klar til ibrugtagning i 2015/16. således er det fejlagtigt når der i materialet står at tidshorizonten for stranden er  år 2021.



Det forslås at høringen, på baggrund af bemærkningerne fra planudvalget, behandles i miljøgruppen, som udarbejder det endelige høringssvar med henblik på lokaludvalgets godkendelse i oktober.

Miljøgruppen har ligeledes tilkendegivet et ønske om at arrangere en cykeltur for borgere, eventuelt i samarbejde med Københavns Kommune, med henbik på at besigtige de berørte områder. Der afsættes 5000 kr til dette arrangement.


Det samlede høringsmateriale kan downloades via dette link eller rekvireres ved sekretariatet.

http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/helhedsplan-harrestrup

Lisbeth Ritter

Økonomi

5.000 kr til annoncering og forplejning i forbindelse med cykeltur tages af de overskydende midler i projektet "Klimatilpasning i Folehaven"


Alle beløb anvises på IM konto 06455111999000

Lisbeth Ritter

Beslutning

Valby Lokaludvalg drøftede høringen og afsatte 5.000 kr. af puljemidlerne til borgeraktiviteter i forbindelse med høringen.
Lokaludvalgets miljøgruppe udarbejder udkast til høringssvar.
Til top