Mødedato: 09.10.2018, kl. 20:00
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Lokalpuljen

Indstilling

Formanden indstiller,

1) At Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager støtte fra Lokalpuljen

Problemstilling

Lokalpuljen har modtaget seks ansøgninger. Ansøgningerne er:

  1. Sankt Annæ Symfoniorkester: Efterårskoncert ”Virtuose Walentin”
     -Frederik Støvring Olsen

  2. BOHR for alt i verden (FASE1)
    - Koppelwrite v. Pelle Koppel

  3. Kultur-, traditions- og motivationsdage
    -Fesser og Hannetove Hæklund

  4. #Likeagirlcamp
    -Ajax København Håndbold, Jacob Just Mikkelsen

  5. Fællessang på Vigerslev Bibliotek
    -Ninna J. Greve

  6. Valby Skolescene 2019
    -Teater V

 

Kort præsentation af ansøgningerne:

 

1) Sankt Annæ Symfoniorkester: Efterårskoncert ”Virtuose Walentin”
Tirsdag den 6. november 2018 kl. 19.30

Som en del af vores 23. sæson inviterer vi til symfonisk koncert i Timotheuskirken i Valby. Koncerten er bygget op om koncertens solist, Niklas Walentin, som trods sin unge alder allerede har skabt sig en international karriere.
Niklas Walentin debuterede fra solistklassen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2017. Violinen har allerede taget ham til prestigefyldte koncertsale som Carnegie Hall, New York, Mariinsky Teateret, Skt. Petersborg og Det Nationale Konservatorium i Beijing, og han har været solist med samtlige danske orkestre. Som kammermusiker er han medlem af Trio Vitruvi, der vandt P2’s  Kammermusikkonkurrence i 2014.
Til koncerten spiller Niklas værker af den franske komponist Camille Saint-Säens. Derudover vil orkestret spille musik af Ludvig van Beethoven og Franz Schubert.
Det er vigtigt for os at spille koncerter, hvor vi har hjemme, og med denne koncert i Timotheuskirken vil vi give alle lokalt i Valby mulighed for at få en enestående koncertoplevelse.

Budget: 21.500 kr.
Ansøgt: 10.000 kr.
Valby Lokaludvalg har i 2016 støttet ansøgeren med10.000 kr. til HELT TÆT - ”Vincenzo and Winds!”

Puljeudvalget indstiller at ansøgningen imødekommes.

2) BOHR for alt i verden (FASE1)
Oktober og november 2018
Pelle Koppel ansøger om støtte til FASE 1 i udvikling af filmprojekt om NIELS BOHR, fordi der ligger en ekstremt spændende og tankevækkende fortælling, som endnu ikke er blevet fortalt - og som har sit udgangspunkt - i Valby!
NIELS BOHR er en af vort lands allerstørste historiske personligheder, men hvad han egentlig stod for - og kæmpede for - er stadig underfortalt i de lidt bredere og folkelige kredse i Danmark.
BOHR boede de sidste 30 år af sit liv (og døde) i Valby (i æresboligen på Carlsberg) og har et helt særligt bånd til bydelen. Det vil derfor være et kæmpe scoop når det lykkes, at få hans historie op på det store lærred. Historiske film er dog ekstremt dyre at producere og der er derfor nogle som skal tage ansvar og gå forrest, hvis andre (fonde) senere skal medfinansiere.
I senere faser af projektet vil vi også involvere Valbyborgere, på flere planer.

Budget: 109.500 kr.
Ansøgt: 50.000 kr.
Ansøger har ikke tidligere søgt til filmprojekter

Puljeudvalget indstiller at ansøgningen afvises med begrundelsen:
-Ansøgningen lever ikke op til retningslinjerne for lokalpuljen.

Ansøger må gerne søge Lokalpuljen i senere faser.

3) Kultur-, traditions- og motivationsdage
Otte -10 arrangementer i oktober, november og december 2018
Kultur/Traditions & Motivationsdage – er dejlige begivenhedsrige dage med forskellige kulturelle & traditionsrige input – og vi vil motivere hinanden til at huske tilbage til de dejlige tider, med duften a ”andestegen og rødkål og risalamande” og Mortens and og sjov Oktoberfest m. spillemænd & hornmusik.  Halloween med (u)lækker mad og pynt så håret rejser sig i nakken – ja som puster liv i de gamle og unge – så de sammen oplever noget sjovt! Vi slutter af med dans & bevægelse så kroppen også kommer med - mens vi synger og lader musikken underholde os.
 Joeee vi vil byde på ”Time to remember” og nye påhit, hvor vi rigtig kan få smilet & glæden & grinet frem f.eks. med ”Revy” - sang & spas eller når vi pynter op til et 70’80’er arrangement med sange og musik og mad fra dengang med Disko kugle og med masser a flotte farver – som der pyntes op med - til hyggelig ”sommer-november-fest” og Traditionen tro hygger med julehygge og juletræsfest med julemand & julegaver og selvfølgelig m/ skøn traditions julemad!
Vi vil igen skabe hyggelige dage - motivere hinanden til at komme i gang igen og nyde godt a’ hinanden og ikke bare lade stå til.  Netværket største ønske er altid at skaber masser a’ glæde!!

Budget 77.000 kr.
Ansøgt 68.500 kr.
Valby Lokaludvalg har tidligere støttet ansøgeren:
i 2018 med 26.000 kr. I 2017 med  101.000 kr. I 2016 med  38.000 kr. I 2015 med  8.000 kr.

Puljeudvalget indstiller at ansøgningen afvises med begrundelsen:
- At projektet indeholder en del uspecificerede arrangementer
-At det er en prioritering ud fra det økonomiske råderum.

4) #Likeagirlcamp
20. oktober 2018

Målet er at lave en seriøs rekrutteringsindsats på tværs af idrætsgrene, hvor pigerne prøver kræfter med forskellige sportsgrene. Trænerne som præsenterer sporten og tilknyttet de lokale foreninger som ønsker at rekruttere dem.
Projektet gennemføres i samarbejde med Fremad Valby og Copenhagen Beach Volley.

Budget: 12.800 kr.
Ansøgt: 5.000 kr.
Valby Lokaludvalg har ikke tidligere støttet ansøger til fællessang, men har tidligere i år støttet ansøger til fællesspisning med 8000 kr..
Puljeudvalget indstiller at ansøgningen imødekommes.

5) Fællessang på Vigerslev Bibliotek
En fredag i hver måned; oktober-december 2018
En fredag i hver måned; januar-maj 2019

Hver måned har Vigerslev Bibliotek dannet ramme om fællessang for områdets beboere. Indtil nu har folk kunnet samles i salen til sang, kaffe og lidt snak. Desværre er det på pause nu pga. manglende finansiering.
Fællessangen har skabt et trygt og hyggeligt rum med plads til alle. Det er fortrinsvis ældre, der deltager, men der er også nogle yngre.
Formålet med Fællessang i biblioteket er at samle områdets beboere på tværs af etnicitet, sociale baggrunde og alder. Her fungerer biblioteket som et neutralt sted, hvor alle kan føle sig velkomne.
Vi ved, at det er et fællesskab, som mange af især områdets ældre, der sjældent kommer udenfor deres lejlighed, sætter stor pris på.
Desuden er fællessang med til at bidrage til den positive historie om Folehaven og Vigerslev. Der har indtil videre været ca.25 deltagere pr. gang, men vi vil gerne øge antallet.
Altså, Fællessang i Biblioteket skal styrke fællesskabet i området, afhjælpe ensomhed, hjælpe nye beboere ind i områdets aktiviteter og understøtte den gode historie om området.
Vi annoncerer hos de lokale aktører (plejehjemmet, SURF, kirken, skolen) på vores egen og Kultur V’s hjemmeside, på vores egen samt andre relevante facebooksider, i vores eget program, i Folehavebladet og naturligvis i Biblioteksrummet.

Ansøgt: 8000 kr. fordelt på 3000 kr. i 2018 og 5000 kr. i 2019
Budget 11.500 kr.
Valby Lokaludvalg har ikke tidligere støttet ansøger til fællessang, men har tidligere i år støttet ansøger til fællesspisning med 8000 kr.

Puljeudvalget indstiller at ansøgningen imødekommes.

6) Valby Skolescene
2019

Der ansøges om midler til en fortsættelse af ”Valby Skolescene”. Skolescenen” er et samarbejde med Valby Lokaludvalg og Teater V, som er bygget op igennem de sidste par år. Skolerne i Valby har kunnet få/ansøge om tilskud fra Lokaludvalget 35 kr. pr. teaterbillet, de købte til Teater Vs lokale teaterforestillinger.
Vi har haft en stor succes med skolesceneordningen og oplevet, at både elever og lærere er meget positive overfor ordningen. Den giver mulighed for fælles klasseoplevelser, som skaber grobund for debat og undervisning, og de knap så ressourcestærke elever får også en unik mulighed for at komme i teatret.
Vi tager børnenes møde med den scenekunstneriske oplevelse meget seriøst og gør vores ypperste for, at oplevelsen bliver god, og vi møder dem i øjenhøjde. Vi håber, at ”Valby Skolescene” kan fortsætte i år 2019

Ansøgt 87.500 (35 kr. pr. billet, op til 2500 billetter)

Ansøger har søgt til det i:
2018, støttet med 87.500 kr. 2017: 50.750 kr. 2016: 38.855 kr. 2015: 84.700 kr. 2014: 46.200 kr.

Puljeudvalget indstiller at ansøgningen imødekommes.

Løsning

 Valby Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om støtte fra Lokalpuljen. 

Økonomi

Tabellen viser økonomien for den interne pulje, under forudsætning af vedtagelse af punkt 5, hvis det indstillede beløb bevilges

 

Pulje

Disponeret per 9. oktober

Indstillet 9. oktober

Resterende pulje

2.197.000

2.082.989

18.000

96.011

 

Hvis de indstillede beløb for 2019 bevilges, vil der være givet tilsagn om støtte på kr. 115.500,- i 2019

 

Beslutning

Indstillingerne blev godkendt
Til top