Mødedato: 26.06.2002, kl. 15:00

Sundheds- og Omsorgsudvalgets tandklinikplan

Sundheds- og Omsorgsudvalgets tandklinikplan

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. juni 2002

 

10. Sundheds- og Omsorgsudvalgets tandklinikplan

UUU 265/2002 J.nr. U107/02

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at udvalget tager orienteringen vedr. Børne- og Ungdomstandplejens principper for langtidsplanlægning til efterretning

at udvalget godkender det af Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte forslag til årlig planlægningsprocedure for ændring i klinikstrukturen inden for Børne- og Ungdomstandplejen

 

RESUME

Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte på mødet den 23. maj 2002 de overordnede principper for Børne- og Ungdomstandplejens langtidsplanlægning af tandplejen.

De overordnede principper er udarbejdet på baggrund af, at der i disse år sker en stærk stigning i børnetallet i Københavns Kommune.

Planlægningen tager sit udgangspunkt i en udvikling hen imod større - og dermed færre – klinikenheder.

Efter drøftelser mellem Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har Sundhedsforvaltningen foreslået, og Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendt, ny planprocedure vedrørende ændringer i klinikstrukturen for Børne- og Ungdomstandplejen.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets forslag til ny planlægningsprocedure for ændring i klinikstrukturen inden for Børne- og Ungdomstandplejen fremlægges til udvalgets godkendelse.

 

SAGSBESKRIVELSE

Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte på mødet den 23. maj 2002 de overordnede principper for Børne- og Ungdomstandplejens langtidsplanlægning af tandplejen.

De overordnede principper er udarbejdet på følgende baggrund:

Der sker i disse år en stærk stigning i børnetallet i Københavns Kommune. På denne baggrund har Børne- og Ungdomstandplejen udarbejdet en langtidsplanlægning for udbygning og nedlæggelse af tandklinikker i de forskellige bydele (bilag 1). Planen blev udarbejdet i 1997 og bliver løbende revideret.

Planlægningen tager sit udgangspunkt i en udvikling hen imod større - og dermed færre - klinikenheder baseret på følgende forhold:

  • En positiv udvikling i tandsundheden hos kommunens børn og unge gennem de seneste 15-20 år har betydet, at det egentlige behandlingsarbejde er formindsket, hvilket gør det fagligt forsvarligt og ressourcemæssigt fordelagtigt at ændre på den uddannelsesmæssige – og dermed omkostningsmæssige – sammensætning af de personaleteams, som varetager behandlingen af eleverne.

Tidligere bestod et tandplejeteam på en tandklinik typisk af 1 tandlæge og 1 klinikassistent, der varetog et vist antal børns tandpleje. Erfaringer fra projekter gennemført af Børne- og Ungdomstandplejen viser, at en hensigtsmæssig model er et tandplejeteam bestående af f.eks. 1 tandlæge, 1 tandplejer og 2 klinikassistenter. De større personaleteams skal varetage et større antal børn og unges tandpleje.

Det er en ressourcemæssigt rimeligere løsning, som dog kræver større tandklinikker med flere behandlingsrum. En stor del af de små 1-rums-tandklinikker er ældre klinikker, som trænger til modernisering. Det er væsentligt billigere at indrette f.eks. én 3-rums-klinik end tre 1-rums-klinikker. Erfaringen viser, at indretning af en 1-rumsklinik koster ca. 1 mio.kr., mens en 3-rumsklinik koster 1,9. mio.kr. Ligeledes kræver en 3-rumsklinik relativt mindre plads. Indretning af tandklinikker finansieres af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget, mens den fysiske plads til klinikkerne stilles til rådighed af Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

  • Børne- og Ungdomstandplejen i hele landet har svært ved at fastholde og rekruttere tandlæger. De nyuddannede tandlæger stiller krav om et godt arbejdsmiljø med muligheder for faglig dialog med kollegaer på samme arbejdsplads. De er derfor ikke interesserede i at arbejde på små klinikker.
  • For udviklingen hen imod større og færre tandklinikker taler også de stadigt skærpede miljøkrav. Miljøkravene er relativt dyre at leve op til ved opretholdelsen af små klinikker.

De principper klinikplanlægningen bygger på, som medfører større og færre klinikker, er således:

  • Stigning i børnetallet
  • Ændrede teamsammensætning som følge af en bedre tandsundhed
  • Behov for renovering
  • Fastholdelse og rekrutteringsproblemer
  • Skærpede miljøkrav

Børne- og Ungdomstandplejen har indtil årsskiftet 1997/98 været under Uddannelses- og Ungdomsudvalgets område. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er jævnligt i kontakt med Børne- og Ungdomstandplejen forud for forelæggelsen af konkrete skoleudbygningsprojekter for Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

Denne administrative koordinering forslås nu af Sundheds- og Omsorgsudvalget udbygget med en udvalgspolitisk koordinering.

Efter drøftelser mellem Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har Sundhedsforvaltningen foreslået, og Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendt, følgende planprocedure vedr. ændringer i klinikstrukturen for Børne- og Ungdomstandplejen:

1) Ved starten af hvert kalenderår fremsender Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen som sædvanligt et forslag til Uddannelses- og Ungdomsudvalget indeholdende forslag til hvilke skoler, der skal udarbejdes planer for med henblik på optagelse på årets handleplan. Som noget nyt fremsendes forslaget til orientering til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

2) Sundheds- og Omsorgsudvalget behandler herefter forslaget som en del af en større sag, der indeholder Sundhedsforvaltningens ønsker til det kommende års ændringer vedr. klinikplanlægningen. Samtidig fremlægges der en status for klinikudvidelse og –nedlæggelse for det forgangne år. Sundheds- og Omsorgsudvalget fremsender herefter sagen til Uddannelses- og Ungdomsudvalget til orientering.

3) Herefter udarbejdes der helhedsplaner for de relevante skoler som normalt. Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres efterfølgende om, hvorvidt de udarbejdede helhedsplaner har givet anledning til ændringer. Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres ligeledes, når Uddannelses- og Ungdomsudvalget fremsender bevillingsansøgninger til Borgerrepræsentationen, der indeholder problemstillinger vedrørende tandklinikker.

De berørte skolebestyrelser informeres så tidligt som muligt.

Børne- og Ungdomstandplejens plan for udbygning og nedlæggelse af tandklinikker i 2002 og 2003 fremgår af bilag 2, der er afstemt med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, og som er tiltrådt af Sundheds- og Omsorgsudvalget den 6. juni 2002.

Status for klinikplanlægning i 2002

For 2002 planlægges med vedtagne klinikudvidelser/-etableringer på Brønshøj Skole, Utterslev Skole og Bavnehøj Skole. Sammenhængende hermed er der planlagt nedlæggelser af 1-rumsklinikker på Vanløse Skole og Vigerslev Alle's Skole.

Det er yderligere vedtaget, at der i 2003 skal ske klinikudvidelser på Christianshavns Skole og Peder Lykke Skolen. Skolebestyrelserne er orienteret.

Kildevældsskolens tandklinik: En klinikudvidelse fra 2 til 5 rum er planlagt og færdigprojekteret men ikke bevilget.

Handleplan 2003

Det igangsatte planlægningsarbejde vedr. Handleplan 2003, jf. Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning den 13. marts 2002, har problemstillinger vedr. tandklinikstruktur for Gerbrandskolen, Nyboder Skole og Vesterbro. I forbindelse med Handleplan 2003 har Børne- og Ungdomstandplejen haft en række ønsker vedr. klinikplanlægning, der er søgt indeholdt i de udarbejdede planer.

Det drejer sig om udvidelse af Nyboder Skole, Gerbrandskolen og udvidelser på Vesterbro. (jf. bilag 2)

Vedrørende Nyboder Skole er der udarbejdet en plan for en placering af tandreguleringsklinikken på Stevnsgades Skole, jf. sagen om Nyboder Skoles udbygning, der også er optaget på dette mødes dagsorden.

Udvidelsen på Gerbrandskolen vil forårsage nedlæggelse af den midlertidige klinik på Højdevangens Skole samt Sundbyøster Skoles 1-rums-klinik. Gerbrandskolens bestyrelse er orienteret. Orienteringen af Højdevangens skolebestyrelse og Sundbyøsters Skoles skolebestyrelse afventer Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens endelig forslag vedr. Gerbrandskolens udbygning, der forelægges Uddannelses- og Ungdomsudvalget efter sommerferien. Ændringerne på Vesterbro vil medføre nedlæggelse af Oehlenschlægersgades Skoles 1-rums-klinik. Skolebestyrelsen er orienteret.

 

Miljøvurdering

Nedlæggelsen af små klinikker vil medføre, at det ressourcemæssigt er billigere for Børne- og Ungdomstandplejen at leve op til de skærpede miljøkrav.

 

Nedlæggelsen af tandklinikker er som udgangspunkt ikke motiveret af et økonomiske hensyn, men er begrundet i udviklingen i tandsundheden, miljøkrav, fastholdelses- og rekrutteringsproblemer samt renoveringsbehov. Det medfører visse besparelser på varetransport, husleje, udstyr og på længere sigt en sparet modernisering af klinikken. Samtidig medfører sammenlægningen en serviceforbedring, da større klinikker har mulighed for at foretage investeringer i udstyr, der ikke kan udnyttes optimalt i små enheder.

 

I sager, der vedrører etablering, udvidelse eller nedlæggelse af tandklinikker, høres den enkelte skolebestyrelse.

 

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Langtidsplanlægning for udbygning og nedlæggelse af tandklinikker i de forskellige bydele (Børne- og Ungdomstandplejen)
  • Bilag 2: Børne- og Ungdomstandplejens plan for udbygning og nedlæggelse af tandklinikker i 2002 og 2003 (Sundhedsforvaltningen).

 

 

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

 

Til top