Mødedato: 12.06.2002, kl. 10:30

Medlemsforslag om decentralisering af samtænkningspuljen

Medlemsforslag om decentralisering af samtænkningspuljen

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. juni 2002

 

12. Medlemsforslag om decentralisering af samtænkningspuljen

UUU 221/2002 J.nr. U96/02

 

INDSTILLING

Undertegnede har modtaget nedennævnte forslag fra Trine Schalz (F), Charlotte Wieth-Klitgaard (F) og Per Bregengaard (Ø) og jeg anmoder om, at punktet optages på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets dagsorden:

"Forslag til beslutning:

at samtænkningspuljen for skoleåret 2002/2003 decentraliseres således, at de midler, der er til stede til samtænkning, udmeldes til de enkelte udviklingsfora ud fra en nøgletalsberegning dog således, at de udviklingsfora, som endnu ikke har modtaget midler fra puljen, eller som kun har modtaget et beskedent beløb fra puljen, vil blive forfordelt.

at samtænkningsprojekter i løbet af et skoleår inddrager såvel skolens som fritidshjemmenes muligheder og faciliteter i forbindelse med den udvidede bevægelsestid. Endvidere skal lærernes og pædagogernes arbejdstid tilrettelægges så fleksibelt, at det generelt er muligt for lærerne og pædagogerne at være til stede i hele arbejdsperioder uden voksenskift og på en måde, så hvert udviklingsforum kan skabe vilkår og muligheder for samarbejdstid.

Motivering

Uddannelses- og Ungdomsudvalget lægger vægt på, at samtænkningen udbredes til alle udviklingsfora samtidig med, at den lokale indflydelse på projekterne styrkes bedst muligt. Ligeledes er det et mål at fjerne det administrative arbejde, som er forbundet med ansøgningsproceduren. Efter vores opfattelse bør samtænkningspuljen for skoleåret 2002/2003 derfor decentraliseres således, at de midler, der er til stede til samtænkning, udmeldes til de enkelte udviklingsfora ud fra en nøgletalsberegning dog således, at de udviklingsfora, som endnu ikke har modtaget midler fra puljen, eller som kun har modtaget et beskedent beløb fra puljen, vil blive forfordelt.

Det drejer sig om 3 distriktsskoler og 3 specialskoler, som endnu ikke har søgt og fået bevilget midler fra samtænkningspuljen. Og det drejer sig om 4 skoler, som kun har søgt og fået et beskedent beløb til samtænkning jf. bilag 1. Generelt er alle skolerne i gang med samtænkning, selvom de ikke har søgt og fået økonomisk støtte.

Udvalget forudsætter her:

· at der fortsat decentraliseres midler til samarbejde mellem lærere og pædagoger efter gældende aftale

· at samtænkningsprojektets 1. fase, som løber til og med skoleåret 2002/2003,

og som omfatter alle udviklingsfora, afsluttes med en ekstern evaluering, jf. beslutningsprotokol UUU44/2001 J.nr.U23/01, så tidligere erfaringer kan kvalificere det videre arbejde i fase 2

· at de fælles efteruddannelsesforløb i forbindelse med samtænkningens fase 1 og fase 2, som er planlagt fælles for lærere og pædagoger, gennemføres som planlagt

Tilbage er et beløb, når allerede disponerede udgifter er fratrukket, svarende til 2.206.284 kr.. Dette beløb fordeles ud fra nøgletallet 160 kr./elev til hvert enkelt udviklingsforum. Det enkelte udviklingsforum disponerer derefter midlerne ud fra gældende principper, som evt. kan suppleres med de principper, hvert enkelt udviklingsforum bliver enige om.

Erfaringer fra nuværende praksis viser:

· at de fleste aktiviteter i forbindelse med den udvidede bevægelsestid foregår på skolerne, uden at fritidshjemmenes særlige muligheder og faciliteter bliver inddraget i væsentlig grad

· at der forekommer mange voksenskift i løbet af en dags arbejde med et samtænkningsprojekt

· at det generelt er vanskeligt for lærere og pædagoger at mødes for at planlægge og evaluere samtænkningsprojekter

Udvalget lægger derfor vægt på, at samtænkningsprojekter i løbet af et skoleår inddrager såvel skolens som fritidshjemmenes muligheder og faciliteter i forbindelse med den udvidede bevægelsestid. Ligesom udvalget lægger vægt på, at lærernes og pædagogernes arbejdstid tilrettelægges så fleksibelt, så det generelt er muligt for lærerne og pædagogerne at være til stede i hele arbejdsperioder uden voksenskift og på en måde, så hvert udviklingsforum kan skabe vilkår og muligheder for samarbejdstid.

Det er forvaltningens opgave fremover at bidrage med inspiration og vejledning i forbindelse med skolernes planlægning, gennemførelse og evaluering af samtænkningsprojekter."

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Per Bregengaard

 

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

BILAG VEDLAGT

  • Fordeling af midlerne fra samtænkningspuljen

 

 

Til top