Mødedato: 04.04.2001, kl. 13:00

Ombygning af afdeling på Skolen i Charlottegården, pilotprojekt

Ombygning af afdeling på Skolen i Charlottegården, pilotprojekt

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. april 2001

 

9. Ombygning af afdeling på Skolen i Charlottegården, pilotprojekt

UUU 108/2001 J.nr. U75/01

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives kapitalbevilling på 498.000 kr. til ombygning af undervisningslokaler i en afdeling på Skolen i Charlottegården (pilotprojekt)

RESUME

Skolen i Charlottegården underviser børn med DAMP (forstyrrelser med hensyn til afledelighed, motorisk kontrol og perception). Med henblik på en tiltrængt tilpasning af de fysiske rammer til det pædagogiske arbejde med eleverne, er der udarbejdet et pilotprojekt, som omfatter ombygning af 1 af skolens 5 afdelinger. Pilotprojektet skal danne grundlag for en evt. beslutning om tilsvarende ombygning af skolens øvrige afdelinger og eventuelt etablering af nye afdelinger i forbindelse med fremtidige kapacitetsudvidelser.

På den baggrund fremlægges forslag til kapitalbevilling på 498.000 kr.

SAGSBESKRIVELSE

Skolen er opdelt i 5 afdelinger. En afdeling består af 2 grupper/klasser med 6 børn i hver gruppe.

I afdelingerne foregår almindelig undervisning, gruppearbejde og undervisning af enkeltelever. Til hver afdeling hører et køkken, hvor eleverne som led i undervisningen arbejder, og hvor afdelingens elever spiser. Køkkenet anvendes samtidig som led i undervisningen i natur- og teknik. Behovet for at kunne arbejde meget differentieret med eleverne stiller store krav til mulighederne for at opdele og adskille eleverne i afdelingen.

I 1998 blev der udarbejdet et skitseprojekt for skolen med henblik på udvidelse af skolens kapacitet for undervisning af DAMP-børn. Projektet blev imidlertid udskudt, da der ikke var økonomisk grundlag for at realisere projektet.

Som led i den pædagogiske udvikling på skolen, har man ændret organiseringen af undervisning og samtidig forsøgt at gøre de fysiske rammer så fleksible, at de løbende kan tilpasses børnenes udvikling.

I arbejdet med DAMP-børnene er det vigtigt, at undervisningen kan tilpasses den enkelte, og at børnenes arbejdspladser kan afskærmes. Der er derfor et stort behov for en ændring af de eksisterende lokalers opdeling og for særligt inventar til afskærmning af børnenes arbejdspladser. Dette er hidtil sket primært ved at opdele rummene med interimistiske skærmvægge mv. – en løsning der afskærmningsmæssigt ikke er særlig effektiv, og som i længden ikke er holdbar.

I samarbejde med skolen er der derfor udarbejdet et projektforslag med henblik på at opnå en mere hensigtsmæssig indretning og opdeling af undervisningslokalerne.

Forslaget er et pilotprojekt, der vedrører en ændring af forholdene på den ene af skolens 5 afdelinger, hvor skolen får mulighed for at afprøve de pædagogiske arbejdsmetoder i forbedrede fysiske rammer. Erfaringen fra undervisningen i de ombyggede lokaler skal bruges som grundlag for en generel ændring af skolens andre afdelinger og eventuelt i forbindelse med en fremtidig kapacitetsudvidelse.

Projektbeskrivelse

Ombygningen omfatter 1 afdeling på 2. sal i alt 146 m2 brutto, som nyindrettes. Hovedideen med ombygningen er at skabe fleksible rum, som dels tilgodeser behovet for traditionel klasseundervisning og gruppearbejde, dels eneundervisning og afskærmede arbejdspladser.

Herudover tilgodeses behovet for edb-arbejdspladser og de fysiske opgaver i forbindelse med køkkenet, som er isoleret fra grupperummene af støjmæssige hensyn.

Opdelingen af arbejdsrummene vil hovedsagelig ske via glasvægge med bevægelige skodder, således at lærerne kan holde opsyn med hele lokalet. Indretningen tilgodeser endvidere børnenes behov for motorisk træning og træning i sociale færdigheder.

Ombygningen omfatter følgende bygningsarbejder:

  • Opdeling af undervisningsrum med glasvæg monteret med skodder, således at områderne kan afskærmes
  • Indretning af rum til hjemkundskab og natur/teknik
  • Delvis udskiftning af gulvbelægning
  • Opsætning af nye akustiklofter
  • Ændring af belysning samt etablering af edb-installationer
  • Opmaling af alle overflader
  • Nyt inventar, herunder møbler

De eksisterende lokaler har i dag forskellige akustiklofter – i forbindelse med opstilling af nye vægge m.m. er det derfor nødvendigt med opsætning af helt nye lofter samt opmaling af lokalerne for at få en samlet rimelig lokalekvalitet.

Udgiften til nyt inventar udgør 100.000 kr. af den samlede udgift. I forbindelse med nyindretningen gennemføres samtidig en del vedligeholdelsesarbejder (udskiftning af akustiklofter mv.) for i alt 100.000 kr., der afholdes via Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens centrale pulje til bygningsvedligeholdelse.

 

Økonomi

Det samlede anlægsbudget til den vidtgående specialundervisning (inkl. overførte beløb fra 2000) er på i alt 21,5 mill. kr.

Den samlede udgift til pilotprojektet i Skolen i Charlottegården udgør ved prisindeks 162, 498.000 kr. Udgiften afholdes i 2001.

Udgiften svarer til en istandsættelsesudgift inkl. på i alt 2.700 kr. pr. m2 (ekskl. inventar).

I forbindelse med Borgerpræsentationens beslutning den 7. december 2000 (sag nr. 540/2000) blev det besluttet, at "Borgerrepræsentationen er indforstået med, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget bevilges et 1-årigt lån på op til 20,7 mill. kr. i slutningen af 2001 til finansiering af anlægsprojekter til gavn for børn og unge med behov for vidtgående specialundervisning, såfremt dette skulle vise sig nødvendigt."

Der skal i den forbindelse orienteres om, at der med vedtagelsen af udbygningen af Skolen på Kastelsvej (etape 1), Øresundsskolen etape 2, midlertidig skole for kontakthæmmede elever i Sjællandsgade samt det foreliggende pilotprojekt foreløbig samlet for år 2001 er vedtaget anlægsprojekter for i alt 27.863 mill. kr. – eller 6.363 mill. kr. over det faktiske anlægsbudget til den vidtgående specialundervisning.

På nuværende tidspunkt påregner forvaltningen ikke, at det vil blive nødvendigt at anbefale en udnyttelse af lånegarantien, idet merudgifterne vil blive søgt indeholdt i den samlede anlægsramme.

Kassemæssig dækning for den samlede udgift på i alt 498.000 kr. kan anvises af det på budgettet for 2001 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens post 3.01.3 afsatte rådighedsbeløb til folkeskoler.

 

Høring

Ingen – projektet er udarbejdet i samarbejde med byggeudvalget for Skolen i Charlottegården

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Tegninger over eksisterende og fremtidige forhold

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

 

Til top