Mødedato: 30.05.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Startredegørelse for lokalplan "Postgårdkarreen ved Købmagergade", Indre By

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal igangsættes udarbejdelse af lokalplanforslag med henblik på at kunne etablere en tagbygning i to etager på Niels Hemmingsens Gade 24 i Indre By samt at fastlægge strøggadebestemmelser og at sikre bevaringsværdige bygninger i området.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til lokalplan ”Postgård-karreen ved Købmagergade” på baggrund af intentioner og anbefalinger, der fremgår af vedlagte startredegørelse, bilag 1.

Problemstilling

Lokalplanområdet består af to ejendomme. Den tidligere Hotel- og Restaurantskole på Niels Hemmingsens Gade 24, samt den tidligere Postgård og Post- og Telemuseet på Købmagergade. 

På Niels Hemmingsens Gade 24 ønsker bygherre at erstatte den eksisterende tagetage med to nye etager over den bevaringsværdige bebyggelses taggesims i forbindelse med omdannelse af ejendommen til hotel mv. Ejendommen mod Købmagergade er under ombygning, som ikke har udløst krav om lokalplan, og lokalplanens bestemmelser for denne ejendom vedrører derfor alene strøggadebestemmelser samt facadebestemmelser.   

Bevaringsværdien SAVE 2 på Niels Hemmingsens Gade 24, bygningens synlige og centrale beliggenhed i middelalderbyen, samt det omkringliggende bevaringsværdige kulturmiljø forudsætter en lokalplan for gennemførelse af projektet.

Løsning

Karreen er præget af store og pompøse bygninger i barok og nyklassicistisk stil opført i 1700-, 1800- og 1900-tallet. Den overvejende del af bebyggelsen er bevaringsværdig, SAVE 1 og 2, heraf har ejendommen mod Købmagergade to fredede bygninger ved hjørnet Købmagergade/Valkendorfsgade. Karreen er beliggende midt i Middelalderbyen med betydelige kulturhistoriske værdier og er omgivet af fredede og bevaringsværdige bebyggelser. Karreen grænser desuden med to hjørner op til henholdsvis Gråbrødre Torv og Helligåndskirken. Da karreens to ejendomme er uden planmæssige regulering, foreslår forvaltningen, at lokalplanen fastlægger strøggadebestemmelser, samt sikrer de historiske bygninger bl.a. af hensyn til en eventuel fremtidig af-fredning af den fredede bebyggelse.

Niels Hemmingsens Gade 24

Der er ønske om at etablere et hotel med konferencelokaler, restaurant og ca. 250 m² butikker. Af hensyn til rummelighed for hotellet erstattes den eksisterende tagetage med to nye etager svarende til en udvidelse af etagearealet på ca. 2.100 m². Mod gaden opføres den nye tagbygning med en højde på ca. 19 m svarende til den maksimale bygningshøjde i den overvejende del af nærområdet. Bygningen er i dag ca. 15,5 m høj. I stueetagen ønskes facaderne åbnet med døre og gulvhøje vinduer ved udskæring i den eksisterende granitsokkel mod gaderne. Bebyggelsesprocenten stiger fra ca. 300 til ca. 390.

De særlige bestemmelser i Indre By gør, at området er friholdt fra de standardiserede rammebestemmelser om maksimal bebyggelsesprocent, friarealprocent mv. Det enkelte projekt skal i stedet vurderes individuelt og særligt i forhold til indpasningen i den arkitektoniske kontekst. Forvaltningen vurderer, at den ønskede bebyggelsesprocent og bygningshøjde på Niels Hemmingsens Gade 24 er acceptable i forhold til beliggenheden og omgivelserne. Bebyggelsen fremstår i dag med et samlet homogent facadeudtryk, men den er over en lang periode sammensat af flere bygninger med forskellig arkitektur og ændringer frem til det nuværende udtryk, som er fra i 2006. Den nærmere udformning af bebyggelsen mod gaderne skal udvikles under størst mulig hensyntagen til lys og skyggevirkning for gaderum, nabobebyggelser og tagterrasser. Bebyggelsen skal med den nye tagbygning fremstå med ekstraordinære arkitektoniske kvaliteter, der kan være med til at styrke den københavnske egenart ved samspil mellem den nye bebyggelse og de historiske bebyggelser i kvarteret.

Ejendommen mod Købmagergade

Ejendommen mod Købmagergade er under omdannelse fra postfunktioner til serviceerhverv med kontorer samt publikumsorienterede funktioner og ca. 700 m² detailhandel mod Købmagergade. Der er meddelt byggetilladelse til den igangværende ombygning af ejendommen mod Købmagergade.

Der henvises i øvrigt til bilag 2, Faktaark

Byliv

Samlet set vil byggeprojekterne med bl.a. mere åbne og aktive facader mod Købmagergade og mod Niels Hemmingsens Gade give mere liv til området og mulighed for at trække flere besøgende ind i karreen. 

Bæredygtighed

Det tilstræbes, at der indarbejdes løsninger for lokal afledning af regnvand (LAR) i projektet, hvilket klarlægges inden udarbejdelse af lokalplanforslaget. Der vil blive taget stilling til opsætning af solceller, samt i hvilket omfang der skal etableres grønne elementer på nye tagflader. Herudover vil det blive fastlagt, hvordan tagvandet kan afledes og indarbejdes i bæredygtige tiltag for klimasikring. 

Almene boliger

Karreen er i Kommuneplan 2015 fastlagt til S-område (serviceerhverv), hvor det ikke er muligt at planlægge for almene boliger.  

Parkering

I Kommuneplan 2015 er p-normen for biler i dette område 1 p-plads pr. 150 m² etageareal. Den påtænkte udvidelse af bebyggelsen i Niels Hemmingsens Gade 24 vil udløse et krav om ca. 10 pladser. Da det ikke er muligt at parkere på egen grund, har bygherre oplyst, at man forventer at reservere p-pladser til projektet i et p-hus i Adelgade. Lokalplanen vil muliggøre dette. P-normen for cykler er 4 p-pladser pr. 100 m² svarende til ca. 60 pladser ved det ønskede projekt. Cykelparkering forventes placeret i kælder, men kundeparkering skal etableres i gadeniveau/stueetage. 

Anbefalinger til den videre planlægning

Forvaltningen vil i det videre samarbejde med bygherre og rådgiver særligt fokusere på følgende temaer: 

  • Karreens bevaringsværdier skal sikres gennem udarbejdelse af bevaringsbestemmelser, samtidig med at der gives mulighed for at åbne karreen op for publikumsorienterede serviceerhverv samt mulighed for adgange til gårdrum og til restaurant i de øverste etager. 
  • Tagbygningens påvirkning af omgivelserne. Niels Hemmingsens Gade-projektets virkning på dagslyset for nabobebyggelserne og tagterrasser samt i gaderummene, herunder virkningen af yderligere tilbagetrækning af hver tagetage, skal undersøges nærmere inden udarbejdelse af lokalplanforslag.
  • Den endelige udformning af tagbygningen.  Tagbygningen på Niels Hemmingsens Gade skal udformes som nutidigt byggeri, og fremstå med arkitektoniske kvaliteter, der i formsprog, farve- og materiale passer med den eksisterende bevaringsværdige bygning. Tagbygningen skal forholde sig til den særlige beliggenhed samt styrke det arkitektoniske samspil mellem den nye bebyggelse og de historiske bebyggelser i kvarteret. Den nye tagbygning skal i sin udformning understøtte skala, proportioner og takt i de oprindelige bygninger. Bygningshøjden må ikke overstige 19 m mod gaderummet.
  • Trafikale forhold. Bygherre skal tilvejebringe velfungerende løsninger til håndtering af trafik til og fra Niels Hemmingsens Gade 24, herunder bilparkering, cykelparkering samt håndtering af gæster og varelevering til hotellet. Bygherre anbefales at undersøge muligheden for et samarbejde med naboejendommen vedrørende disse forhold.
  • Begrønning og regnvandshåndtering. Mulighederne for begrønning af bygningerne, opsætning af solceller samt håndtering af regnvand skal afklares yderligere.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når udvalget har godkendt startredegørelsen, gennemfører forvaltningen en intern høring af relevante instanser – herunder Indre By Lokaludvalg med henblik på bidrag til udarbejdelse af lokalplanforsalget. 

Når planarbejdet sættes i gang, vil Teknik- og Miljøforvaltningen foretage en screening af de miljømæssige konsekvenser med henblik på at vurdere, om der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (MPP).

Forvaltningen forventer at forelægge forslag til lokalplan i oktober 2016 for Teknik- og Miljøudvalget, hvorefter det kan sendes i offentlig høring i 8 uger. Planforslaget kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, jf. Borgerrepræsentationens delegation af 12. november 2015. Lokalplanen ventes endeligt vedtaget i maj 2017.

                                     Pernille Andersen     

                                                                     /Jakob Møller Nielsen                

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. maj 2016 

Jacob Hougaard (A) deltog ikke i sagens behandling på grund af inhabilitet.

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top