Mødedato: 30.05.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forbedret vinterberedskab på cykelstier

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til et forslag om at forbedre fremkommeligheden for cyklister i vintersæsonen gennem optimering af driften.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningen til vintersæsonen 2016/17 udpeger et antal særligt trafikerede cykelstistrækninger, (ca. 120 km), hvor snerydningsruterne forkortes så der i situationer med snefald vil blive sneryddet hurtigere end byens øvrige cykelstiruter.
  2. at forvaltningen til vintersæsonen 2016/17 på de resterende ca. 480 km cykelstier vil fastholde det nuværende niveau for snerydning, men udvide rydningsarealerne på de brede cykelstier samt på særlige kørebanestykker med intens cykeltrafik.

Problemstilling

Københavns Kommunes vinterberedskab skal sikre god og sikker fremkommelighed for trafikanterne om vinteren. De københavnske cyklister oplevede imidlertid i vintersæsonen 2015/2016 en nedsat fremkommelighed og glatføre på visse strækninger den 8. og 14. januar 2016 grundet kraftigt snefald i myldretiden samt den 1. februar 2016, hvor rim-udfældningen blev fejlvurderet fra forvaltningens side.

Vinterberedskabet har igennem hele vintersæsonen, på nær den 1. februar, fulgt ”Retningslinjer for udførelse af vintertjeneste” (BR den 26. november 2015), der beskriver serviceniveauet for vinterberedskabet på kommunens cykelstier.

På baggrund af hændelserne i vintersæsonen 2015/2016 ønsker forvaltningen at optimere snerydningen af kommunens cykelstier, så de københavnske cyklister oplever større kvalitet i forbindelse med snerydningen.

Løsning

En stor del af forvaltningens vinterberedskabsaktiviteter er udliciterede og skal genudbydes i 2016. Det forestående udbud og introduktionen af ny teknologi (bl.a. avancerede GPS-løsninger) giver forvaltningen mulighed for at revidere principperne for ruteopbygningen og optimere driften.

For at forbedre cyklisternes fremkommelighed i snevejr foreslår forvaltningen en ruteomlægning, som vil betyde hurtigere snerydning på strækninger, hvor der kører flest cyklister - fx på Dronning Louises Bro og H.C. Andersens Boulevard. Med forslaget vil forvaltningen konkret løfte serviceniveauet på ca. 120 km udvalgt cykelsti, som vil blive ryddet hurtigere end i dag.

For at gennemføre den foreslåede optimering, kræver det en ændret logistik for opgaveløsningen, som vil bestå af følgende tiltag:

  • I forbindelse med snefald opdeles de nuværende 22 køreruter på cykelstinettet i et yderligere antal køreruter. De ekstra køreruter vil få en gennemsnitlig længde på ca. 15 km mod de nuværende 27 km, og vil dermed blive ryddet hurtigere end de øvrige ruter. Ruterne udvælges efter trafikintensitet på cykelstierne, og de bemandes fortrinsvis med personale, der erfaringsmæssigt kan rykke ud med udkaldstid på ca. en halv time mod den nuværende time.

  • Der etableres en tredje ’vinterplads’ (forventet i 2017) i den nordlige ende af byen, hvorfra snerydningsmateriel kan køre ud.

På de udvalgte ekstra ruter vil tiden, fra et snefald er slut, til cykelstierne er ryddet, kunne reduceres fra de nuværende ca. otte timer til ca. fire en halv time pga. den kortere rutelængde.

Etableringen af de nye cykelstiruter medfører, at de øvrige snerydningsruter på de resterende 480 km vil blive kortere. Forvaltningen foreslår, at rydningstiden på de resterende 480 km cykelstiruter fastholdes på det nuværende serviceniveau, og afkortningen bruges på at udvide rydningsarealerne på de nye brede cykelstier samt ved enkelte knudepunkter, hvor der ikke er stier, men kørebanestykker med samme kvalitet som en cykelsti (f.eks. Nørregade).

Trods omlæggelsen af driften, kan det ikke undgås, at der fra et snefalds start og til rydningen er færdig, er sne på cykelstierne. Falder et snefald sammen med myldretiden, vil et antal cyklister derfor blive påvirket af situationen.

Ved præventive indsatser (dvs. ved saltning), hvor aktionstiden ikke har samme betydning, fordi arbejdet normalt kan afsluttes i god tid inden myldretiden, fastholdes de nuværende 22 cykelstiruter og ens serviceniveau for alle cykelstier.

Økonomi

I forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets behandling af Budget 2016 den 27. april 2015 (A, B, C, F, I, V og Ø) besluttede udvalget både at afsætte 2,0 mio. kr. til at fortsætte bevillingen vedrørende saltning og snerydning af cykelstier og midler til en optimering af forvaltningens driftspladser, som inkluderer etablering af en tredje vinterplads. Forvaltningen vurderer således, at det stillede forslag kan afholdes indenfor den gældende ramme for driften.

Forvaltningen genudbyder en stor del af vinterberedskabets opgaver efter sommerferien 2016. Priserne på de udbudte leverancer i den kommende kontraktperiode kendes derfor ikke. En eventuel prisforhøjelse i leverancerne vil få konsekvenser for gennemførelsen af ovennævnte forslag uden yderligere tilførsel af midler. I tilfælde af en markant prisstigning på ydelserne, vil forvaltningen vende tilbage til Teknik- og Miljøudvalget med et nyt forslag.

Hvis Teknik- og Miljøudvalget ønsker at højne serviceniveauet for vinterberedskabet yderligere, kan det ske i forbindelse med de kommende forhandlinger til Budget 2017. Hvis det ønskes, at de resterende 480 km cykelstier skal have det samme serviceniveau i snefaldssituationen, som de udvalgte 120 km, vil det give en årlig merpris på 3,5 mio. kr. samt en engangsinvestering til materiel på 2,5 mio. kr.

Videre proces

De 120 km cykelstiruter skal præciseres i dialog med cykeleksperter i Teknik- og Miljøforvaltningen. Cyklistforbundet vil efterfølgende blive hørt om deres holdninger til de udvalgte strækninger.

Efterårets udbud skal tilpasses forslaget, så det rigtige antal underentreprenører kan findes.

De direkte aktiviteter med nye optimerede ruter ved snefald forventes igangsat i uge 42 i 2016. Forvaltningen forventer at kunne tage den tredje vejplads i brug i efteråret 2017.

 

Pernille Andersen

                                                       / Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. maj 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top