Mødedato: 30.04.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Tryghed og sikkerhed for cyklister på H.C. Andersens Boulevard, projektforslag

Se alle bilag

For at forbedre trygheden og sikkerheden for cyklisterne langs Rådhushaven på H.C. Andersens Boulevard er der udarbejdet projektforslag. Projektforslaget indebærer, at der nedlægges fire parkeringspladser i rød zone.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at projektforslaget for etablering af en cykelsti på H.C. Andersens Boulevard på strækningen langs Rådhushaven godkendes til færdigprojektering og udførelse, jf. bilag 1.

Problemstilling

Cyklister, der kommer fra lokalbanen (den lille vej der løber parallelt med H.C. Andersens Boulevard) og kører i retning mod søerne, foretager i dag et skarpt 90 graders sving ved sidegaden Bag Rådhuset for at komme ud på cykelbanen langs med Rådhushaven. I dette sving kommer de tæt på køretøjerne på H.C. Andersen Boulevard med øget risiko for farlige situationer. Derfor er der udarbejdet projektforslag, der reducerer risikoen for, at cyklister kommer ud i bilernes kørebane og bliver påkørt, se bilag 1.

Projektet indebærer nedlæggelse af fire parkeringsplader i rød zone. Indtægtstabet i forbindelse med nedlæggelse af de fire pladser er finansieret i forbindelse med vedtagelsen af budget 2012(UÆ161).

Løsning

Projektet er en del af cykelpakke V vedtaget i forbindelse med budget 2012.

Der kører dagligt mere end 20.000 cyklister på H.C. Andersens Boulevard. Tidligere var der en busbane i det inderste kørespor langs Rådhushaven, som fungerede som en bufferzone mellem de cyklister, der kom fra lokalbanen parallelt med H.C. Andersen Boulevard, og den motoriserede trafik på H.C. Andersen Boulevard. Busbanen er nu lavet om til almindelig kørespor med en del tung trafik. Resultatet er, at cyklisterne kommer tættere på køretøjerne med øget risiko for farlige situationer og derved en forøget utryghed blandt cyklisterne.

Der skal etableres en cykelsti på 2,80 m bredde (mod i dag 1,60 m cykelbane) fra lokalbanen og langs med Rådhuset, hvor den nuværende cykelbane er placeret i dag. Der vil være kantsten mellem cyklister og bilister. Biltrafikken på strækningen er i spidstimen lige over kapacitetsgrænsen, og derfor opstår der ofte kø på Langebro. Forvaltningen har vurderet, at den ekstra bredde ikke kan inddrages fra bilernes kørebaner, da det vil føre til en væsentlig stigning i trængslen for både bus - og biltrafikken, hvis kørebanerne bliver smallere eller hvis der inddrages en vejbane. Den ekstra bredde (1,50 m hvoraf 0,3 m er sikkerhedsafstand til hegn) inddrages derfor fra rabatten i Rådhushaven. Overførslen af arealet til vejareal er accepteret af Københavns Ejendomme (KEjd), og det er aftalt, at Teknik- og Miljøforvaltningen håndterer overdragelsenadministrativt.

 

Inddragelse af Rådhushavens rabat betyder, at der fældes 2 træer, men projektet planter flere nye træer. Derudover forbedres og forskønnes forholdende i området, der ligger i forlængelse af Rådhushaven dvs. udfor sidegaden Bag Rådhuset ved at anlægge en større grøn flade. Forholdene for fodgængerne forbedres ligeledes med en ny og ensartet belægning udfor sidegaden Bag Rådhuset.

90 graders svinget for cyklisterne ved sidegaden Bag Rådhuset rettes ud, hvilket reducerer risikoen for, at cyklister kommer ud i bilernes kørebane og bliver påkørt. Udkørselsforholdene forbedres for bilerne, der kommer fra sidegaden Bag Rådhuset, da cyklerne ledes til at køre ligeud og først svinger efter sidegadens udkørsel, hvorimod i dag bruger cyklerne hele sidegadens bredde til at svinge fra lokalbanen og ud på cykelbanen.

Den nye cykelsti og udretning af svinget vil udgøre en væsentlig trafiksikkerhedsmæssig forbedring både for cyklister og bilister sammenlignet med de nuværende forhold og samtidig tager løsningen hensyn til at busserne ikke forsinkes. Udretning af svinget indebærer nedlæggelse af fire parkeringspladser i rød zone, jf. bilag 2. Antal af eksisterende pladser på H.C. Andersens Boulevard på strækningen fra Bag Rådhuset til Stormgade er 18, hvoraf de 4 nedlægges. Belægningsprocenten midt på dagen er 89%, mens den om eftermiddagen og aftenen er lavere, henholdsvis 39% og 22%. Nedlæggelse af de fire parkeringspladser i rød zone er godkendt i forbindelse med vedtagelsen af Cykelpakke V i budget 2012 (UÆ161).

Løsningen er godkendt af politiet. Lokaludvalget har meddelt, at de er positivt indstillet over for projektet, jf. bilag 3. De foreslår dog, at man inddrager en kørebane frem for at tage areal fra Rådhushaven. Dette kan ikke lade sig gøre uden at skabe stor trængsel for både bus - og biltrafikken. I sommeren 2010 er det afprøvet at inddrage en kørebane midlertidigt (i forbindelse med nye cykelstier i Stormgade), og det skabte stor trængsel på H.C. Andersens Boulevard.

H.C. Andersens Boulevard har status som regional vej, hvor biltrafikken skal tilgodeses og hastighed ikke kan nedsættes. Af disse grunde har forvaltningen vurderet, at den ekstra bredde ikke kan inddrages fra bilernes kørebaner.

Økonomi

Den samlede pris for projektet er vurderet til 2,5 mio. kr. De 2,5 mio. kr. er afsat og frigivet via stjernemarkering i Cykelpakke V i budget 2012 (UÆ161).

Nedlæggelsen af de 4 betalingsparkeringspladser i rød zone vil ud fra en gennemsnitsbetragtning give et indtægtstab på 51.101 kr. (2012 p/l) pr. plads pr. år fra 2013 og frem. Indtægtstabet på i alt 204.404 kr. fra 2013 og frem vil medføre en tilsvarende opskrivning af Teknik- og Miljøudvalgets servicemåltal, som er finansieret via Cykelpakke V i budget 2012 (UÆ161).

Videre proces

Cykelstien forventes at være klar til indvielse august 2012. 


                            Hjalte Aaberg                            /Jens Christian Zøfting-Larsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 30. april 2012

Indstillingen blev godkendt.
Til top