Permanent miljøgodkendelse af vandflyver ved Nordre Toldbod, Indre By
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til ansøgning om permanent miljøgodkendelse af vandflyveren København-Århus ved Nordre Toldbod, som har midlertidig miljøgodkendelse med udløb den 1. januar 2027. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der ikke kan meddeles en permanent miljøgodkendelse på den nuværende midlertidige placering ved Nordre Toldbod, da dette forudsætter et tillæg til kommuneplanen og evt. udarbejdelse af lokalplan. Området ved Nordre Toldbod er begrænset til virksomhedsdrift ikke højere end forureningsklasse 2 og flypladser er kategoriseret til forureningsklasse 4. På den baggrund indstiller Teknik- og Miljøforvaltningen, at der meddeles afslag på ansøgningen.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forvaltningen meddeler afslag på ansøgning om permanent miljøgodkendelse til vandflyveroperationer fra Nordre Toldbod, jf. løsning.
Problemstilling
Virksomheden har ansøgt forvaltningen om en permanent miljøgodkendelse på den nuværende midlertidige placering ved Nordre Toldbod. Virksomheden har i dag en midlertidig miljøgodkendelse, der udløber pr. 1. januar2027.
Midlertidigheden var bl.a. begrundet i, at arealet i Kommuneplan 2015 var udlagt til serviceerhverv, dvs. virksomhed med ubetydelig forurening, forureningsklasse 2. Dette harmonerer ikke med anvendelse til aktiviteter som flyveplads, der er forureningsklasse 4 pga. støj.
Området ved Nordre Toldbod er i kommuneplanen forsat begrænset til virksomhedsdrift ikke højere end forureningsklasse 2. Flyvepladser er kategoriseret til forureningsklasse 4. Forvaltningen kan ikke godkende en permanent placering af en forurenende aktivitet, uden at plangrundlaget er opfyldt.
Løsning
Virksomheden, der driver vandflyveren København-Århus, modtog ved en forvaltningsafgørelse i 2015 en midlertidig miljøgodkendelse til operationer i Københavns Havn med kajplads ved Nordre Toldbod. En fornyet ansøgning om midlertidig miljøgodkendelse blev i 2019 forelagt og vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget med en tidsbegrænsning på 7 år.
Den midlertidige miljøgodkendelse er meddelt til drift med et mindre fly med brændstofmotorer. Fra 2032 agter virksomheden at operere med elektrisk drevne fly. Dette oplyses at kunne reducere støj- og lugtpåvirkningen i omgivelserne. El-vandfly er endnu ikke færdigudviklet eller i produktion. Forvaltningen må ikke lægge forventede fremtidige forureningsforhold til grund for en afgørelse. En ny miljøgodkendelse skal derfor baseres på den nuværende flytype og forureningsgrad.
Området omkring anlægsbroen ved Nordre Toldbod er i Kommuneplanen 2024 uændret og begrænser dermed muligheden for planlægning for aktiviteter over forureningsklasse 2.
Politisk er det muligt at tillade aktiviteter, der strider mod kommuneplanens rammer, fx i en midlertidig periode hvor byudviklingen af omgivelserne endnu ikke er påbegyndt, og den forurenende aktivitet derfor ikke begrænser øvrig planlægning. Når aktiviteten ønskes permanent, bør plangrundlaget dog ændres ved et kommuneplantillæg og evt. lokalplan, så plangrundlag og forureningsgrad fra aktiviteten stemmer overens. Dette for at sikre at den godkendte aktivitet ikke vil begrænse kommunens mulighed for fremtidig planlægning af et område, der planmæssigt er udlagt til mere følsom arealanvendelse.
Virksomheden har med ansøgningsmaterialet ansøgt om at fastholde den nuværende placering og har af hensyn til de fremtidige investeringer ansøgt om permanent godkendelse.
Forvaltningen har ikke bemyndigelse til at meddele godkendelse på det foreliggende plangrundlag. Det er forvaltningens vurdering, at en permanent godkendelse til drift af flyveplads i en utilstrækkelig kommuneplanramme er uhensigtsmæssig. Kommuneplanen sætter rammen for de overordnede planer for byens udvikling, hvor flere interesser skal balanceres. Hvis kommuneplanens forureningsbegrænsning tilsidesættes for at imødekomme en enkeltstående virksomhed, vil det kunne skabe præcedens, så forureningsbegrænsningen også kan tilsidesættes ved andre virksomheders ønsker.
Når forvaltningens miljømyndighed behandler ansøgninger om miljøgodkendelser fra forurenende virksomheder, er plangrundlaget en afgørende parameter for, at forvaltningen kan vurdere, om virksomheden kan placeres hensigtsmæssigt i forhold til gener i omgivelserne. Forvaltningen gør opmærksom på, at ved at tilsidesætte plangrundlaget, kan det fremadrettet blive sværere for forvaltningen at meddele afslag til andre virksomheder på baggrund et utilstrækkeligt plangrundlag. I sidste ende kan det udfordre den overordnede byplanlægning.
Virksomheden har fået midlertidig godkendelse to gange. Virksomheden har gjort det klart overfor forvaltningen, at den ikke er interesseret i andet end en permanent miljøgodkendelse på den nuværende placering og har stævnet forvaltningen for at få den nuværende midlertidige godkendelse omstødt til en permanent godkendelse. Forvaltningen anbefaler, at Teknik og Miljøudvalget træffer en afgørelse, der også på langt sigt giver klare rammer for både virksomheden, borgerne og øvrige aktører i området.
Forvaltningen anbefaler derfor, at plangrundlaget opdateres, eller at ansøgningen afslås. Det anbefales desuden, at virksomheden undersøger alternative placeringer til kajplads i områder, hvor kommuneplanrammen ikke udfordres.
Politisk handlerum
Hvis Teknik- og Miljøudvalget ikke ønsker at forvaltningen meddeler afslag på det ansøgte, kan udvalget beslutte, at
- Forvaltningen pålægges at gå i dialog med virksomheden med henblik på at undersøge en alternativ placering for vandflyveren, som vil kunne opnå permanent miljøgodkendelse.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, meddeler forvaltningen afslag til ansøger.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach