Mødedato: 29.09.2025, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om bløde trafikanter i og ved Carlsbergbyen

 

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at fremlægge en sag inden Overførselssag 2025-2026, der redegør for konkrete tiltag, der kan forbedre trafiksikkerheden for bløde trafikanter, skolebørn og cyklister i og ved Carlsberg Byen, samt forslag til finansiering heraf, jf. motivation. Det ønskes, at sagen både omfatter tiltag, der kan etableres indenfor den eksisterende ramme, gennem afsatte puljemidler og tiltag der vil kræve finansiering ved budget, og som kan indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2025-2026.

(Stillet af Enhedslisten, Radikale Venstre og Venstre)

 

Motivering
Carlsberg Byen er en bydel med en høj andel af børnefamilier. Derudover tiltrækker Europaskolen børn fra hele Storkøbenhavn, der i høj grad benytter skolevejen fra Carlsberg Station. Desværre er der store udfordringer med trafiksikkerheden for de bløde trafikanter i og ved Carlsberg Byen

Carlsberg Byen er skabt gennem en overordnet rammelokalplan med efterfølgende lokalplaner med planlægning for det enkelte område. Men denne måde at udvikle Carlsberg Byen har betydet, at der mangler en trafikplan for at integrere Carlsberg Byen i den lokale trafik, og det afspejles i de aktuelle trafikproblemer I området. Hvis den nuværende situation ikke skal ende med alvorlige ulykker, så er det nødvendigt at sætte ind nu på flere områder.

Opkørende biler fra parkeringsanlæg under Carlsberg sammen med en stadigt stigende mængde gennemkørende biltrafik, skaber farlige situationer for områdets mange skolebørn på vej til skole og for cyklister.

Der er tilsyneladende dagligt farlige situationer, når børn og forældre fra Carlsberg Byen på vej til Vesterbro Ny skole krydser Vesterfælledvej ved Alsgade. Her skal forvaltningen pege på hvilke løsninger, der kan skabe bedre mulighed for overgang. Forslagsstillerne vil bl.a. gerne have oplyst om muligheder som fx.  Torontoanlæg eller hævet flade med opstribning. De to bump ved nummer 47 kunne også erstattes af et Toronto-anlæg med hævet flade.

Opkørende biler fra parkeringsanlæg under Carlsberg sammen med en stadigt stigende mænge gennemkørende biler udefra, skaber hver dag farlige situationer for skolebørn og for cyklister flere steder ved Bohrsgade og Pasteursvej. 

Det gælder ikke mindst for krydset Franciska Clausens Plads/Pasteursvej og Bohrsgade, som er et farligt kryds med dårlige oversigtsforhold og en skæv vejkrydsning. Der er tilsyneladende mange gennemkørende biler, der vil gennem Bohrsgade samtidig med, at der er mange lokale børn, som enten tager turen af Franciska Clausens Plads/Pasteursvej over Bohrsgade, for at køre af Lagervej mod Vesterbro Ny Skole, eller som skal videre ned af Bohrsgade for at komme til Europaskolen sammen med de mange cyklister, der også skal på tværs. Her skal forvaltningen pege på hvilke løsninger, der kan skabe større sikkerhed for fodgængere og cyklister. 

Forslagsstillerne vil bl.a. gerne have oplyst om mulighederne for etablering af fodgængerfelter, flere trafikbump - herunder muligheden for at bumpene midtvejs på Pasteursvej udskiftes med et fodgængerfelt med hævet flade for at sænke hastigheden på de passerende biler - hajtænder og et fodgængerfelt på Pasteursvej ved Franciska Clausen Plads.

Ny Carlsberg Vej er ikke blevet en optimal løsning for cyklister, bl.a. fordi valget af brostensbelægning får alt for mange cyklister til at benytte sig af fortovet. Derfor skal forvaltningen pege på mulige løsninger, der kan forbedre forholdene for cyklisterne og holde fortovene mere sikre. Forslagsstillerne vil bl.a. gerne have forvaltningen til at se på muligheden for at lave et løftet plateau midtvejs på Ny Carlsberg Vej, hvor Bohrsgade og Constantin Hansens Vej møder hinanden, for at sænke hastigheden for biler og cykler. Derudover vil de gerne se på muligheden for slebne brosten til cykelbaner.

 

Til top