Mødedato: 29.01.2024, kl. 16:00
Mødested: Peder Lykke Skolen, Brydes Allé 25, 2300 København

Praksis for tilladelse til kø-hegn på offentlig vej i nattelivet, Indre By

Se alle bilag

 

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal tillades opstilling af kø-hegn i det københavnske natteliv, mhp. at give virksomheder mulighed for at regulere kødannelse. Som led i forvaltningens arbejde med håndhævelse og lovliggørelser af midlertidige opstillinger på vejareal, bl.a. udeservering, er der opstået behov for en praksis for håndtering af kø-hegn i nattelivet. Forvaltningen regulerer og håndhæver på nuværende tidspunkt ikke opstilling af kø-hegn, og har dermed heller ikke givet tilladelser eller afslag. Forvaltningen har modtaget ca. 10 ansøgninger om kø-hegn til brug i nattelivet i 2023. Når der politisk er taget stilling til, hvordan forvaltningen fremadrettet skal sagsbehandle samt håndhæve anvendelsen af kø-hegn i det københavnske natteliv, vil forvaltningen afgøre ansøgningerne.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen giver tilladelser efter vejlovgivningen til at opstille kø-hegn i nattelivet i overensstemmelse med de principper, der er beskrevet i løsningsafsnittet.
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen, som led i implementeringen af Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen (bilag 6), skal tage højde for, hvordan vejene kan indrettes, så de også håndtere problemer i nattelivet.

Problemstilling

Som led i forvaltningens fortsatte arbejde med at håndhæve og lovliggøre midlertidige opstillinger af bl.a. udeservering i aften- og nattetimerne, er der behov for en fastlægge en praksis for opstilling af kø-hegn i nattelivet. Forvaltningen har ikke tidligere reguleret brugen af kø-hegn i nattelivet, men oplever, at visse gader i byen ikke er fremkommelige, fordi mennesker står i kø på vej og fortov i nattetimerne. Flere steder benyttes kø-hegn allerede (uden tilladelse) – særligt i Middelalderbyen. Særligt Vestergade er udfordret, da der opstilles kø-hegn flere steder på fortovene i begge sider af gaden.

Kø-hegn kan have en positiv effektiv på virksomheders mulighed for at kunne kontrollere kødannelse, og derved mindske risikoen for uhensigtsmæssig kødannelse på fortove og ophold kørebanen. Kø-hegn optager dog samtidig plads på fortovene, og kan forringe fremkommeligheden for andre af byens brugere, end dem som benytter restaurationen/natklubben. Københavns Politi ser overvejende positivt på anvendelsen af kø-hegn. Forvaltningen har aktuelt modtaget 10 ansøgninger om opstilling af kø-hegn (bilag 2).

Løsning

I forbindelse med sagsbehandling af modtagne ansøgninger om kø-hegn, har forvaltningen tidligere vejledt ansøgere om, at fremkommeligheden for byens brugere vejer tungere, end den positive effekt som opstilling af kø-hegn kunne have for de virksomheder, som måtte ønske at regulere kødannelse i nattelivet. Det har generelt været vurderet, at hvis virksomheden havde problemer med kødannelse, måtte de løse det med fx anvendelse af virksomhedens indendørsareal, dørmænd el.lign. Forvaltningens tilsyn på udeservering kan dog konstatere, at kø-hegn opsættes på offentlige fortove uden tilladelse, og at dette kan være til gene for den almene fremkommelighed på fortovet. Kø-hegn kan dog også være med til at forebygge trafikfarlige situationer, og anbefales af den grund af politiet.  På denne baggrund hælder forvaltningen mest til, at der efter en konkret vurdering kan gives tilladelse til opstilling af kø-hegn i nattelivet.

Forvaltningen kan give tilladelse til midlertidig råden over offentlig vej med hjemmel i vejlovens §80. Dette indebærer også en forhandling med politiet i forhold til bl.a. trafiksikkerhed. En tilladelse til midlertidig råden kan bl.a. omfatte brugen af kø-hegn. Hvis udvalget beslutter, at forvaltningen fremadrettet skal give tilladelse til – samt føre tilsyn med kø-hegn, forventer forvaltningen at kunne give tilladelse med standardvilkår for udeservering, tilpasset med specifikke vilkår ift. brugen af kø-hegn og opstillingstider for disse.

Vilkår for kø-hegn

  • Kø-hegn skal være placeret som angivet i tegningsmaterialet i tilladelsen og kan opstilles i tidsrummet kl. 22:00 til 04:00 i nattetimerne torsdage – lørdage og inden helligdage. Udenfor det tilladte tidsrum skal alt inventar der vedrører kø-hegn fjernes fra det offentlige areal.
  • Kø-hegn må ikke være højere end 1,2 meter.
  • Kø-hegn skal anbringes på en sådan måde, at der ikke er risiko for, at de vælter eller på anden måde flyttes ud på ganglinje, cykelsti, kørebane eller lignende.
  • Kø-hegn skal være flytbare og må ikke fastgøres i belægningen.
  • Anvendelsen af kø-hegn tillades udelukkende til regulering af kø og for at sikre fremkommelighed og trafiksikkerhed. Der må ikke spærres af til andre aktiviteter som fx rygeområder, personaleområde ol.
  • Der må ikke opstilles inventar som fx borde og stole ol. Inden for området.

Ved at tillade og regulere brugen af kø-hegn, forventes det, at gæster i kø holder sig langs facaderne, i stedet for fx at klumpe sammen på fortovet eller helt ude på kørebanen. Det vil skabe bedre plads til almindelig færdsel, ved i højere grad at friholde en eller flere betonfliser på fortovet. Selv hvis udfordringer med fremkommelighed på fortovet ikke reduceres væsentligt, opvejes opstillingen af kø-hegn af, at der skabes færre trafikfarlige situationer.

Smalle fortove

Nogle steder i byen er fortovene så smalle, at opstilling af kø-hegn vil blokere en stor del eller hele fortovet. Her er det, ud fra et hensyn om fremkommelighed, ikke i samme grad hensigtsmæssigt at tillade opstilling af kø-hegn, da det vil tvinge fodgængere ud på kørebanen eller til fortovet på modsatte side, og derved øge risikoen for trafikfarlige situationer. I bilag 5 ses eksempler på kø-hegn opstillet i nattelivet. Det er dog forvaltningens forventning, at et afslag på opsætning af kø-hegn vil resultere i, at virksomhedens besøgende i stedet vil tage spontant ophold på fortov og vejbane i en ureguleret kø, med risiko for yderligere trafikfarlige situationer. På denne baggrund anbefales anbefalingen om at tillade kø-hegn. Ved ansøgninger på smalle fortove vil forvaltningen dog foretage en samlet vurdering af, hvordan færdslen bedst reguleres, samt muligheden for afspærring af et helt fortov, med henvisning til at færdsel skal ske på modsatte fortov. Dette sker efter samtykke med færdselspolitiet.

Områder med særligt befærdet natteliv

Områder med et særligt befærdet natteliv, herunder gader som Vestergade, indtages i nattetimerne i høj grad af festende mennesker, der står, går og opholder sig både på fortovet og på vejen. Forvaltningens tilsyn har konstateret, at det særligt er i de smalle gader, der i dag opstilles kø-hegn, som i flere tilfælde afspærrer hele fortovets bredde. I bilag 4 ses illustration af, hvor forvaltningen har modtaget ansøgninger om kø-hegn, i områder med smalle fortove. Flere af disse er beliggende i Vestergade.

I Vestergade forudser forvaltningen, at det kan blive aktuelt at give enkelte afslag eller delvise afslag på ansøgninger om kø-hegn. Baggrunden for at give afslag vil være, at der ikke kan gives tilladelse til opstilling af kø-hegn på fortov i begge sider, lige overfor hinanden, hvis fodgængere skal kunne henvises til modsatte fortov.

Implementering af Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen

Forvaltningen anbefaler generelt, ud fra et færdsels- og trafikhensyn, at indføre praksis for tilladelse af kø-hegn i nattetimerne. Forvaltningen anbefaler derudover, at der som led i implementeringen af Byrums- og trafikplan for Middelalderbyen, skal tages højde for, at forholdene på vejene også håndtere problemer i nattelivet.

I Budget 2024 (BR 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat midler til en foranalyse af den overordnede indretning og design af vejene i de områder, hvor restaurationerne med kø-hegn oftest finder sted. (Bilag 6).

Høring

Forvaltningen har i en periode hen over august-oktober 2023 hørt alle medlemmer af Nattelivsudvalget og andre interessenter, herunder Ældrerådet, Handicaprådet, Dansk Blindesamfund, Dansk Handicapforbund og Fodgængerforbundet og har modtaget 10 høringssvar (se bilag 3). Det er fra Københavns Politi, Handicaprådet, Ældrerådet, Natteværter i Kultur- og Fritidsforvaltningen og medlemmer fra Københavns Nattelivsudvalg, som bl.a. omfatter beboerforeninger, Indre By Lokaludvalg, Dansk Erhverv, KBH Commerce Culture, Danske Restaurationer og Cafeer samt Horesta.

Københavns Politi har oplyst, at de vil se positivt på opstilling af kø-hegn. Politiet vurderer, at opstilling af kø-hegn kan give restaurationer/natklubber mulighed for, i højere grad at regulere uhensigtsmæssig kødannelse på fortovet ved deres virksomhed.

Natteværterne i Kultur- og Fritidsforvaltningen har oplyst, at de vurderer at brugen af kø-hegn generelt vil bidrage til at nedbringe gener og øge trygheden i nattelivet. De beskriver, at de hyppigt oplever kø ved de populære natklubber i Indre by, og at køen er kilde til store gener. Natteværterne har desuden erfaring med, at ureguleret kø hurtigt ændrer karakter fra en linje til en ”klump”, der i de smalle gader breder sig ud på vejbanen, og som kan resultere i dytten fra biler og farlig kørsel.

Branchen har givet udtryk for at kø-hegn giver mulighed for sikkerhed og tryghed for ventende i kø, og kan fungere som afskærmning mod den kørende trafik. De konstaterer at det er svært at regulere menneskemængderne, hvis der ikke gives mulighed for opstilling af kø-hegn. Der henvises også til, at permente kø-hegn vil give den største effekt. Det er et gentaget ønske fra branchen at påtage sig mere ”ret og pligt” ansvar for området ved kødannelse.

Beboerforeninger, lokaludvalg, Ældrerådet og Handicaprådet er enige om at kødannelse i nattelivet forringer fremkommeligheden for andre brugere, samt at kødannelsen bidrager til ophold med støjende adfærd og gener til følge. De nævner alle, at kødannelsen bør foregå indendørs.

Forvaltningens bemærkninger:

Forvaltningen har undersøgt mulighederne for branchens ønske om at påtage sig ”ret og pligt” på fortovsarealet, og dermed give branchen beføjelser til at sikre ro og orden i kø-områderne. Det er med gældende lovhjemmel ikke muligt for kommunen at give barejere ol. mulighed for at regulere ro og orden på offentlige arealer. Dette er en opgave som håndteres af politiet jf. ordensbekendtgørelsen. Forvaltningen kan stille saglige vilkår for tilladelsen med hjemmel i vejloven. Dette omfatter dog ikke vilkår om støjgrænser, adfærd o. lign.

Forvaltningen har undersøgt mulighederne for, om kommunen kan sætte vilkår om, at regulering af kødannelse skal ske indendørs i egne lokaler. Hverken i forbindelse med bevillingen eller i ibrugtagningstilladelse (byggesagsbehandling) vurderes dette at være muligt.  

Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at

  • den nuværende praksis fortsættes, så fortovene i videst muligt omfang friholdes for kø-hegn, og der efterlades mest muligt plads til almen færdsel for byens brugere.
  • forvaltningen ikke skal tillade opstilling af kø-hegn i nattelivet på smalle fortove.
  • forvaltningen kun skal tillade opstilling af kø-hegn i nattelivet i udvalgte nattelivsområder.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen indføre vedtagne praksis for regulering af kø-hegn i nattelivet.

Søren Wille

/ Lena Kongsbach


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 29. januar 2024

Enhedslisten, Alternativet og Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som nyt 3. at-punkt:

”at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder indstilling om muligheden for, at der indføres gebyr på køhegn.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således, at køhegn ikke må være reklamebærende.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativetstillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som nyt 4. at-punkt:

”dog således, at ordningen evalueres.”

Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget uden afstemning.

 

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF4) som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således, at køhegn begrænses til varslingszonerne.”

Ændringsforslaget (ÆF4) blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt med 8 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, V, Ø og Å

Imod stemte: C

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti deler den bekymring, der bliver udtrykt fra beboerforeningerne, lokaludvalget, Ældrerådet og Handicaprådet i forhold til de konsekvenser omkring øget støj og mindsket fremkommelighed, som kø-hegn kan medføre. Vi mener, at kødannelse bør foregå indendørs hos nattelivsrestaurationerne selv, således at det ikke skaber larme i gaderne og mindsker fremkommeligheden.” 

 

Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Bargæster i kø er noget af det, der skaber allermest støj i gaden. Vi ønsker, at køen til barer og natklubber skal foregå indenfor, men det har kommunen ikke lov til at håndhæve, ligesom vi desværre ikke kan kræve af barerne at deres kunder støjer mindre. Da vi desværre ikke kan stoppe kødannelse på gaden, er den næstbedste løsning at køerne holdes langs husmurene, at kommunen i højere grad kan give påbud, når reglerne ikke bliver overholdt, og at barerne betaler for deres brug af gadearealet ligesom de skal gøre med udeservering. Således er de med til at finansiere kontrollen med, at reglerne bliver overholdt. Derfor kan vi bakke op om sagen med de vedtagne ændringsforslag.”

Til top