1. behandling af to fælles gårdhaver i Nordvest og på Østerbro
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om byfornyelsesforslagene til to fælles gårdhaver i karréerne på Nattergalevej (Nordvest) og Petersborgvej (Østerbro), jf. bilag 1, skal sendes i høring og til afstemning.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Nattergalevejskarréen (Nattergalevej 38-90, Mågevej 44-62, Ørnevej 57-61, Musvågevej 20-22, Glentevej 71 og Vibevej 28-30) sendes til afstemning og offentlig høring i otte uger, jf. bilag 2.
- at byfornyelsesforslag om etablering af fælles gårdhave for Petersborgvejskarréen (Petersborgvej 2-6, Rosenvængets Sideallé 9, Odensegade 23-25, Faksegade 22 og Nordre Frihavnsgade 20-28) sendes til afstemning og offentlig høring i otte uger, jf. bilag 3.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om byfornyelsesforslagene skal sendes i høring hos beboere, ejere og erhvervsdrivende og i den forbindelse til afstemning med henblik på at undersøge opbakningen til en fælles gårdhave i de to karréer.
Løsning
Borgerrepræsentationen har den 13. januar 2014 delegeret beslutningskompetencen til vedtagelse af forslag og beslutninger om fælles gårdhaver til Teknik- og Miljøudvalget.
For at sikre københavnerne adgang til rekreative arealer etablerer Københavns Kommune fælles gårdhaver. Gårdhaverne bliver til i tæt dialog med beboerne og bidrager til at realisere ”Fællesskab København” ved at gøre København grønnere, skabe gode rammer for fællesskaber og et bæredygtigt liv og ved at give gårdhaverne forskellig karakter, så de bidrager til en levende by. Beboere og ejere i karréerne har søgt Københavns Kommune om at få etableret en fælles gårdhave, og karréerne lever op til byfornyelseslovens støttekriterier om, at karréen består af flere matrikler, at friarealer er utidssvarende, at der ikke er overvægt af bygninger opført efter 1960, og at der ikke er overvægt af støttet byggeri.
Det indgår som et af flere udvælgelseskriterier, om en karré, der søger om fælles gårdhave, ligger i et udsat byområde eller en igangværende/ tidligere områdefornyelse, da gårdhaverne bidrager til det samlede løft af området. Nattergalevejskarréen, jf. bilag 2, er placeret i et udsat byområde og beliggende i Områdefornyelsen Fuglekvarteret, mens Petersborgvejskarréen, jf. bilag 3, ikke ligger i et områdefornyelsesområde, men har utidssvarende lege- og friarealer, hvor friarealet er belagt med asfalt og fliser og har minimal beplantning. Derudover vægtes det, at beboerne bakker op om den fælles gårdhave.
Indretning af gårdene
I begge projekter vil etablering af en fælles gårdhave give attraktive opholds- og aktivitetsmuligheder for beboerne i karréerne. Gårdhaverne vil fremstå grønnere end i dag med flere træer og mere bynatur, jf. bilag 4.
Nattergalevejskarréen
Nattergalevejskarréen består af en ejerforening, en udlejningsejendom samt en kommunal børneinstitution. Gården består af et langstrakt rum med asfalt langs facaden og græsplæner. Med forslaget skabes et varieret terræn med forskelligartet beplantning og opholdspladser. Der etableres adgang fra børnehaven på Glentevej 71, så børnehaven kan benytte gården og beboerne kan bruge børnehavens legeplads udenfor åbningstiden. Som klimasikring anlægges bl.a. regnbede og faskiner. Ejerforeningen Vibevej 28-30/Nattergalevej 40-90/Mågevej 44-58 finansierer selv, at det afkoblede regnvand kan anvendes i deres fælles vaskeri.
Karréen indeholder i dag 65 birketræer, hvoraf 21 træer er sunde og indpasses i den nye gård. 23 fældes fordi de er syge eller i dårlig vækst. De resterende træer bevares i det omfang, de kan indpasses i den nye gård og klimatilpasningsløsningerne. Derudover plantes 46 nye træer, og samlet vil gården få mellem 67-88 træer og en høj biodiversitet med træer i forskellig alder og art. Nogle fældede træer vil blive anvendt til leg og levesteder i gården, og beboerne bakker op om udskiftningen af træerne. Karréen indeholder i dag 175 cykelparkeringspladser, der bevares. Der etableres fire nye pladser til ladcykler og cykelanhængere ud over de tre eksisterende. Der er ingen bilparkering i karréen, jf. bilag 2.
Ejendommene på Musvågevej 24, Glentevej 61-69 og Vibevej 26 er ikke en del af den fælles gårdhave, da det er erhvervsbygninger og et bosted for psykisk sårbare og autister.
Petersborgvejskarréen
Petersborgvejskarréen består af otte ejendomme med blandede ejerformer. Karréen er opdelt i mindre og nedslidte gårdrum og der er niveauspring mellem matriklerne. I dag benyttes gårdrummene primært til renovation og cykelparkering. Der er en stor ét-etages supermarkedsbutik med parkeringskælder midt i gården, hvis tag tidligere er indrettet med en fælles taghave, som var en forudsætning, da byggetilladelsen blev givet i 1976. Med forslaget renoveres taghaven på butiksbygningen på lige fod med den øvrige del af gården. Der skabes adgang fra de omkringliggende gårdrum, som også renoveres og begrønnes. Den ny taghave etableres, som en let konstruktion med et trædæk, højbede og plads til leg og ophold. På terrænniveau skabes opholdsrum, funktionelle udearealer og gårdens højdeforskelle udlignes. Nogle af gårdens områder indrettes som forsænkede arealer, der kan forsinke regnvandet. Fra ejendommen Petersborgvej 6 etableres en ny direkte udgang til gården.
På baggrund af ønske fra beboerne indeholder gårdhaveprojektet desuden et forslag til udvidelse af taghaven, så den forbinder butiksbygningen med hovedbygningen ved Petersborgvej 6 på en måde, hvor taget dækker den del af gården, hvor butikken har vareindlevering og tilkørsel til parkeringskælderen. Udvidelsen vil minimere de støjmæssige og visuelle gener fra vareindleveringen og skabe en større taghave med bedre adgangsmuligheder. Forvaltningen foreslår, at halvdelen af den udvidede taghave finansieres som en del af gårdhaveprojektet, såfremt der kan opnås aftale om lokal medfinansiering af den anden halvdel. Høringsperioden skal afklare, om der kan indgås aftale om medfinansiering. Alternativt etableres en lettere tagkonstruktion uden taghave, som skærmer for støj og forbedrer udsigten fra taghaven og boligerne.
Adgangsforholdene til parkeringskælderen vil forblive de samme. Syv parkeringspladser langs indkørslen til parkeringskælderen bevares, da arealet stadigvæk skal benyttes til biltransport, og det ikke vil have en markant betydning for gårdhavens karakter, da de afskærmes af halvtaget.
På ejendommen Petersborgvej 4 er i dag 15 garager med bilparkering. Otte af disse bevares, mens syv rives ned. Det er nødvendigt at fjerne de syv garager for at skabe et tilfredsstillende friareal med sammenhæng mellem Nordre Frihavnsgade 26 og resten af den fælles gårdhave. Garagerne er ikke byggelovspladser. De otte garager bevares, da de er placeret op imod korridoren til vareindlevering, og derfor ikke vil forringe kvaliteten af den samlede gårdhave væsentligt, jf. bilag 3. Ejeren er orienteret om, at der gives erstatning for den tabte indtjening af de nedlagte garager svarende til 10 års leje, men ønsker at alle garagerne bevares.
Karréens ene træ bevares, hvis det er muligt, når gården anlægges. Træet er placeret i et smalt og aflukket gårdrum, hvilket gør det svært at renovere og opbryde asfalten omkring. Der plantes yderligere ni nye træer. Gården indeholder i dag 20 cykelparkeringspladser, som med forslaget forøges til 80, og der opsættes 10 nye pladser til ladcykler, hvor der på nuværende tidspunkt ikke er nogen.
Hjørneejendommen Odensegade 19-21/Faksegade 12-20 indgår ikke i den fælles gårdhave. Ejendommen ønsker ikke at deltage og ejendommens areal er ikke en forudsætning for, at der kan etableres en sammenhængende fælles gård.
Beboerinddragelse
I forbindelse med udarbejdelsen af de to projektforslag, er der gennemført en inddragelsesproces med beboere, erhvervsdrivende og ejere i de to karréer gennem gårdtræf, workshops og skitsemøder.
Ved udarbejdelsen af de to forslag er det forsøgt at tilgodese beboere, ejere og erhvervsdrivendes ønsker i størst muligt omfang uden at tilsidesætte den fælles anvendelse af gårdhaven. I henhold til den politisk vedtagne opbakningsmetode (TMU 27. april 2015) gennemføres en opbakningsundersøgelse digitalt via e-boks i høringsperioden. Mere end 2/3 af de afgivne stemmer skal stemme ja til den fælles gårdhave, og ja-ejendommene skal udgøre mere end 50 % af bruttoetagearealet. Ja-ejendomme er ejendomme, hvor mindst 50 % af de afgivne stemmer er for en fælles gårdhave. Processen for etablering af fælles gårdhaver fremgår af bilag 5.
Økonomi
Udgiften til at etablere de to fælles gårdhaver forventes at blive 8,5 mio. kr. i Petersborgvejskarréen og 8,5 mio. kr. i Nattergalevejskarréen. Projektøkonomien er udspecificeret i bilag 6, Tilskudsberegninger.
Byfornyelsesbeslutninger indpasses i den kommunale byfornyelsesramme, der er afsat til byfornyelsesformål i 2018-2021 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelsesanlæg funktion 0.25.15.3.
Ejendommene afholder selv driftsudgifter til deres gårdhave. De har fået oplyst, at driftsudgifterne i en fælles gårdhave typisk udgør 80-105 kr. om måneden for en lejlighed på 70 m².
Videre proces
Den endelige beslutning om at gennemføre de to fælles gårdhaver og udmøntning af bevilling hertil træffes af Borgerrepræsentationen på baggrund af høringen og afstemningsresultatet i foråret 2018. Såfremt der er tilstrækkelig lokal opbakning til projekterne, indstilles de til endelig beslutning og udmøntning i takt med, at den kommunale byfornyelsesramme tillader det.
Ejere, beboere og erhvervsdrivende inddrages i detailprojekteringen. Der tinglyses en servitut på ejendommene om fælles gårdhave og ejernes pligt til at indgå i et fælles gårdlaug, som står for driften. Gårdhaverne anlægges i vinteren 2019 og forventes færdiganlagte sommeren 2019.
Pernille Andersen
/Jane Snog
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. november 2017
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til supplement af indstillingens 2. at-punkt:
”At parkeringspladserne i Petersborgkarréen bevares.”
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med tre stemmer mod syv. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Det bør være en privat opgave og udgift at renovere og vedligeholde private gårdhaver.”