Mødedato: 27.10.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til et forslag til en ny Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København. Den nye handleplan afløser den, som blev godkendt i 2023 sammen med Københavns Kommunes biodiversitetsstrategi Biodiversitet i København, Strategi 2022-2050, og som udløber i 2025. Den nye handleplan er udformet med input fra kommunens forvaltninger og grønne organisationer, herunder Det Grønne Råd, ligesom den har været i høring i byens lokaludvalg. Etableringen af handleplanens initiativer vil afhænge af finansieringen i de kommende års budgetforhandlinger.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende forslag til Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København.

Problemstilling

Den 23. marts 2023 godkendte Borgerrepræsentationen biodiversitetsstrategien Biodiversitet i København, Strategi 2022-2050 med den tilhørende Handleplan 2022-2025 for Biodiversitet i København. Den første handleplan udløber med udgangen af 2025, og derfor skal Borgerrepræsentationen tage stilling til en ny handleplan, Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København, der skal understøtte den fortsatte implementering af biodiversitetsstrategien. Fremdriften i realiseringen af handleplanens initiativer vil afhænge af finansieringen i de kommende års budgetforhandlinger. Biodiversitet i København, Strategi 2022-2050 med tilhørende handleplaner er én af de otte strategier, der skal være med til at realisere Teknik- og Miljøudvalgets vision Vores København.

Løsning

Styregruppen for Biodiversitet i København har udformet et forslag til Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København (Bilag 2). I styregruppen, som driver arbejdet med implementeringen af strategien, er Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Danmarks Naturfredningsforening repræsenteret. På baggrund af erfaringerne fra den gamle handleplan, er den nye handleplan kortere og mere operationel. Således er antallet af initiativer i den nye handleplan reduceret fra 38 til 24. Disse initiativer kan løbende igangsættes og udvælges i sammenhæng med byens øvrige aktiviteter og dagsordner. Det er en samlet styregruppe, der står bag de initiativer, som er formuleret i handleplanen.

Et mere operationelt fokus på implementering af Københavns biodiversitetsstrategi
Handleplanens 24 initiativer er fordelt på følgende fire temaer, i overensstemmelse med biodiversitetsstrategiens tematiske struktur: 

  • Tema 1: At bevare og forbedre Københavns eksisterende biodiversitet 
  • Tema 2: At skabe ny biodiversitet i byen
  • Tema 3: At understøtte viden og uddannelse om natur og biodiversitet
  • Tema 4: At skabe frivillige fællesskaber om biodiversitet

Blandt de initiativer, som er formuleret i Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København, vil en del bygge videre på allerede igangsatte initiativer fra den foregående handleplan, mens andre er nytilkomne på baggrund af erfaringerne fra arbejdet i den foregående handleplanperiode. Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København er lavet med udgangspunkt i følgende konkrete ønsker til prioriteringer fra den politiske følgegruppe, som følger styregruppens arbejde:

  • at de initiativer, som er formuleret i handleplanen, bygger videre på allerede igangsatte initiativer og erfaringer fra handleplan 2022-2025.
  • at der er fokus på:
    • bevaring af eksisterende natur og træer i København.
    • uddannelse af det personale, som anlægger og drifter byens rum, arbejder med byens børn og unge m.v.
    • naturdannelse i form af opbygning af viden om natur og naturlige processer blandt Københavns børn og unge.
  • at der indgår færre og mere operationelle initiativer end i den foregående handleplan for årene 2022-2025.

Styregruppen for implementering af strategien Biodiversitet i København forelægger hvert år i 2. kvartal en statusredegørelse for Borgerrepræsentationen. Redegørelsen indeholder en status på implementeringen af handleplaninitiativer, samt styregruppens anbefalinger til Borgerrepræsentationen om, hvilke initiativer, der bør prioriteres i kommende budgetforhandlinger på baggrund af en faglig vurdering.

Høring

Den nye handleplan er udarbejdet med en bred inddragelsesproces, hvor alle kommunens forvaltninger har haft mulighed for at komme med input, ligesom Det Grønne Råd og byens grønne organisationer (i alt 21), organiseret af Danmarks Naturfredningsforening, har bidraget med et samlet input til arbejdet. Derudover har byens 12 lokaludvalg haft handleplanen i høring. Høringsperioden fandt sted fra 20. maj til 30. juli 2025. Opsamling på høringssvarene findes i bilag 3, mens de fulde høringssvar findes i bilag 4

Høringssvar fra lokaludvalg
Hovedlinjerne i høringssvarene fra lokaludvalgene er en positiv indstilling til den nye handleplans kortere og mere operationelle karakter. Særligt er der opbakning til – og efterspørgsel efter en yderligere styrkelse af initiativer, som peger i retning af:

  • Beskyttelse af byens eksisterende natur og træer
  • Styrket samarbejde med lokale organisationer, borgere, foreninger og frivillige
  • Uddannelse af driftspersonale samt naturdannelse blandt børn og unge

I tillæg hertil efterspørges initiativer målrettet vandarealerne i København.

Forvaltningens bemærkninger
Samlet har høringssvarene givet anledning til mindre ændringer i handleplanens formuleringer, bl.a. en stærkere betoning af, at der er behov for forpligtende beskyttelse af eksisterende natur, og ressourcer til at kommunen kan opsøge og bistå frivillige borgere og foreninger i et øget samarbejde med kommunens forvaltninger om at skabe lokalt forankrede biodiversitets- og naturindsatser.

I forhold til efterspørgslen på initiativer målrettet vandarealerne i København er disse arealer ikke i særlig grad prioriteret i handleplanen. Baggrunden herfor er, at styregruppen for Biodiversitet i København har vurderet, at det store arbejde, der allerede pågår i Københavns Kommunes miljømyndighed, er tilstrækkeligt til, at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for yderligere prioritering i kommunens kommende handleplan for biodiversitet.

Politisk handlerum

Borgerrepræsentation kan vælge, at

  • stille ændringsforslag til Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København om for eksempel at opskalere indsats 4.1 om ”facilitering og understøttelse af frivilliges arbejde med biodiversitet” fra ét til to årsværk samt tilføre midler til at udvikle en model til at sikre de frivillige projekters kvalitet og levedygtighed i udviklingen af byens grønne rum. Forvaltningen vurderer, at en sådan en opskalering af initiativ 4.1 medfører årlige udgifter på 2,5 mio.kr. fremfor 0,75 mio.kr til ét årsværk, som det nuværende initiativ i handleplanen lægger op til. Det opskalerede initiativ vil, ligesom de øvrige initiativer, være afhængigt af, at der bliver sat midler af til det i kommende budgetforhandlinger. I den forbindelse vil økonomien skulle konkretiseres.
  • henvise finansiering af dele af eller hele den samlede handleplan til Budget 2027. Det estimeres umiddelbart, at handleplanens initiativer har samlede udgifter på 100-150 mio. kr. i handleplanens levetid. Økonomien vil dog skulle konkretiseres frem mod Budget 2027, da handleplanens initiativer fordeler sig og går på tværs af flere forvaltninger. Forvaltningen bemærker samtidig, at Borgerrepræsentation vil modtage en ny årlig statusredegørelse for biodiversitet i København i 2. kvartal 2026 med opdaterede anbefalinger fra biodiversitetsstyregruppen om, hvilke initiativer der bør prioriteres i kommende budgetforhandlinger.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da gennemførelsen af initiativerne i handleplanen vil afhænge af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i kommende budgetforhandlinger.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Handleplan 2026-2029 for Biodiversitet i København erstatte den nuværende handleplan. Styregruppen for implementering af strategien Biodiversitet i København vil i 2. kvartal 2026 fremlægge den første statusredegørelse for arbejdet med den nye handleplan for Borgerrepræsentationen.

 

Søren Wille

/ Rikke Skovbølling Brandt

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. oktober 2025

 

Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 1. at-punkt:

 

“dog således, at ’Tema 3: At understøtte viden og uddannelse om natur og biodiversitet’ samt ’Tema 4: At skabe frivillige fællesskaber om biodiversitet’ udgår af Handleplanen.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 1 stemme mod 9. Ingen undlod at stemme.

For stemte: V

Imod stemte: A, B, C, F, Ø og Skamløse Demokrater

 

 

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:

 

”dog således, at beskrivelsen af initiativ 1.9 ændres fra: ”Der udarbejdes en strategi for mindskelse af lysforurening i byens grønne områder til gavn for nattens dyreliv herunder i form af udskiftning af lyskilder, så insekter i mindre grad bliver tiltrukket af lamperne. Alle ansøgninger om tilladelse til brug af høj musik i grønne områder konsekvensvurderes i forhold til at mindske unødige gener for dyr, fugle og parkernes øvrige brugere. Det samme gælder events med stor deltager- og publikumstilstrømning. I tillæg hertil bliver der foretaget en vurdering potentialet for at udpege områder i byens parker som permanente stilleområder.” til ”Der udarbejdes forslag til handlemuligheder, der skal mindske lysforurening i byens grønne områder til gavn for nattens dyreliv herunder i form af udskiftning af lyskilder, så insekter i mindre grad bliver tiltrukket af lamperne. I tillæg hertil bliver der foretaget en vurdering af potentialet for at udpege områder i byens parker som permanente stilleområder.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som tilføjelse til 1. at-punkt:

 

”dog således, at der ifm. initiativ ’1.7 Revidering af aftaler om tværgående arealpleje (TAP) med henblik på at sikre gamle træer på kommunens matrikler’ sikres inddragelse af alle forvaltningerne med træer, så det i de konkrete tilfælde afklares, hvorvidt træpasningen skal flyttes eller fastholdes i den konkrete forvaltning.”

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”For det Konservative Folkeparti er biodiversitet og naturbeskyttelse en vigtig sag; men det er også vigtigt at holde sig for øje, at København er en by med mange borgere, hvis ve’ og vel vi fra Rådhusets side også skal sikre. Derfor vægter vi tryghed, trafiksikkerhed og adgang til boldbaner, når det kommer til udnyttelse af byens grønne arealer. Ved at vi får skabt nogle gode forhold for borgerne i byen, sikre vi jo også mere plads og bedre muligheder for den vilde natur og biodiversiteten udenfor byen. I mange tilfælde, vil vildt voksende græs og planter ofte ikke være foreneligt med de aktiviteter byens borger ønsker at udøve på byens grønne arealer. For os er det vigtigt, at vi indtænker alle byens borgere, når vi planlægger udnyttelsen af vores grønne arealer, dette gælder også borger med allergier, hvor klipning og trimning af byens planter medvirker til at mindske generne ved allergier.”

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre ønsker at prioritere mere biodiversitet i kommunen - ikke flere DJØF’ere. Derfor mener vi, at tema 3 og 4 bør udgå af handleplanen. Vi ser særligt stort potentiale i de mange områder, der er omkring vores idrætsfaciliteter.”

Til top