Mødedato: 27.10.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til Plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende Plantillæg 2026 til Spildevandsplan 2018 og miljøvurdering i otte ugers offentlig høring samt at delegere beslutningskompetencen til endelig godkendelse af projekttillægget og miljøvurdering til Teknik- og Miljøudvalget. Spildevandsplanen 2018 er en lovpligtig kommunal sektorplan, som løbende opdateres med et årligt plantillæg. Indstillingen er vurderet til at være af høj prioritet, der ikke kan udsættes uden større omkostninger for eksterne parter. I forbindelse med etableringen af projekterne i bilag 2 vil der blive nedlagt ca. 590 parkeringspladser. Heraf er 210 pladser relateret til projekter på private fællesveje, hvor grundejerne er indforståede med at parkeringspladserne nedlægges og ikke vil blive erstattet. 

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til Plantillæg 2026 (bilag 2) sendes i otte ugers offentlig høring.
  2. at miljøvurdering af Plantillæg 2026 (bilag 4) sendes i otte ugers høring sammen med Plantillæg 2026.
  3. at kompetencen til endeligt at vedtage forslag til Plantillæg 2025 og miljøvurdering af Plantillæg 2026 efter endt høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.

Problemstilling

Spildevandsplanen 2018 er en sektorplan, der danner den økonomiske ramme og sætter målene for håndtering af spildevand i Københavns Kommune frem til 2028. Planen bliver løbende opdateret med årlige tillæg, der giver hjemmel til at implementere konkrete projekter inden for spildevandsplanens rammer. Den gældende spildevandsplan 2018 blev vedtaget af Borgerpræsentationen den 6. juni 2019. En vedtagelse af det årlige tillæg betyder, at det planmæssige grundlag for at igangsætte de beskrevne projekter er tilvejebragt. I bilag 6 er der angivet, om projekterne i nærværende tillæg vil blive forelagt udvalget på et senere tidspunkt og i en mere detaljeret form.

Løsning

Plantillæg 2026 vil muliggøre 33 nye projekter, som medvirker til at understøtte kommunens målsætninger for badevandskvaliteten i Københavns Havn og Øresund, udbyggelsen og vedligehold af kloaksystemet, samt statens målsætninger for vandområder. Projekterne udføres af HOFOR eller af kommunen som medfinansieringsprojekter. De samlede projektbeskrivelser fremgår af bilag 2.

Projekterne er opdelt i fire projektkategorier:

Afløbssystem
Denne kategori omfatter bl.a. HOFOR’s projekter, der vedligeholder afløbssystemet eller øger afløbssystemets kapacitet. Plantillæg 2026 indeholder 12 HOFOR-projekter i denne kategori, der sikrer en miljømæssig forsvarlig håndtering af spildevand med reduktion af udledning af spildevand til vandområder.

Plantillæg 2026 indeholder bl.a. en ny indsats til HOFOR om sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde en samlet helhedsorienteret planlægning for reduktion af overløbene til Københavns Havn og Øresund. Planlægningen vil bl.a. gennemføres på baggrund af spildevandsplanens målsætninger til miljøforhold inkl. vandområdeplanerne, eksisterende badevandsinteresser og ønsker for havnens anvendelse fx til badning og andre rekreative formål, under hensyn til økonomi og tekniske muligheder. Herefter igangsættes et arbejde med at identificere, analysere og planlægge konkrete afløbsprojekter til begrænsning af overløb til havnen for de prioriterede områder til efterfølgende tillæg til spildevandsplanen.

Klimatilpasning
Denne kategori omfatter projekter til skybrudssikring og klimatilpasning af kloak, der enten forsinker eller bortleder regnvand under skybrud og medvirker til at skybrudssikre byen samt projekter, der med separatkloakering eller afkobling mindsker presset på fælleskloakken. Plantillæg 2026 indeholder ni skybrudsprojekter og seks om klimatilpasning af kloakken.

Plantillæg 2026 indeholder bl.a. en ny indsats til HOFOR om sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge behovet og mulighederne for afkobling af regnvand i Københavns Kommune på screeningsniveau. Planlægningen vil bl.a. gennemføres på baggrund af spildevandsplanens målsætninger ift. kloakkens serviceniveau, renseanlæggene, miljøtilstanden i vandområderne mm. På baggrund af screeningen, kan der efterfølgende planlægges konkrete virkemidler og tiltag til afkobling af regnvand eller anden klimatilpasning til efterfølgende tillæg til spildevandsplanen.

Byudvikling
Denne kategori indeholder kloakeringsprojekter, der udspringer af byudvikling i forlængelse af Kommuneplan 2019 og en række lokalplaner. Plantillæg 2026 indeholder 11 projekter, der bl.a. sikrer, at kloakken ved nybyggeri udføres som separatkloak. Generelt vil separatkloakering medføre, at der ikke udledes husholdningsspildevand til vandområderne.

Plantillæg 2026 indeholder bl.a. en opdateret beskrivelse for håndtering af regnvandet fra lokalplanområdet Bystævneparken. I den tidligere beskrivelse fra spildevandsplanens 2024-tillæg var fremgik det, at der skulle afsættes areal indenfor lokalplanområdet til forsinkelse og rensning af regnvandet, hvilket forventeligt ville blive udformet som åbne regnvandsbassiner indenfor området. I den vedtagne lokalplan er der dog ikke afsat nogen plads indenfor området, hvorfor dette ikke længere har været en mulighed. Den tidligere planlagte udledning af regnvand til Fæstningskanalen fra spildevandsplanens 2024-tillæg bliver derfor nu ændret, så det i stedet i 2026-tillægget planlægges at etablere et beton-rørbassin under vejen Bystævnet. Heri vil regnvandet forsinkes, inden det ledes via fælleskloakken til Renseanlæg Lynetten. Løsningen vil fortsat have en positiv påvirkning på vandmiljøet, da den fortsat bidrager til at reducere omfanget af overløb til Harrestrup Å.

Renseanlæg
Denne kategori indeholder projekter, som er relateret til Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen. Der er ingen projekter under denne kategori i Plantillæg 2026.

Miljøvurdering

Det er udarbejdet en miljørapport af Plantillæg 2026. Miljørapporten vurderer de miljømæssige påvirkninger, som indsatserne i Plantillæg 2026 kan give anledning til, på et overordnede strategiske planniveau.

Forud for udarbejdelsen af miljørapporten er der gennemført en afgrænsning af miljøvurderingens omfang jf. miljøvurderingslovens § 11. I afgrænsningsrapporten er de miljøfaktorer, der sandsynligvis vil blive påvirket af gennemførelsen af planen og plantillæggets tiltag, identificeret og fastlagt.

De udpegede miljøfaktorer er:  Biologisk mangfoldighed; Flora og fauna; Befolkningen og menneskers sundhed; Overfladevand; Grundvand; Materielle goder og Kulturarv

En afgrænsning af miljøvurderingen har været i høring hos de berørte myndigheder i perioden den 4. til 18. juli 2025. De hørte myndigheder var: Frederiksberg Kommune (nabokommune), Gladsaxe Kommune (nabokommune), Rødovre Kommune (nabokommune), Tårnby Kommune (nabokommune), Hvidovre Kommune (nabokommune), Herlev Kommune (nabokommune), Gentofte Kommune (nabokommune), Miljøstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Slots- og kulturstyrelsen (fredet fortidsminde, voldanlæg) og Københavns Museum. Der indkom ingen høringssvar til afgrænsningsrapporten.

Parterne vil yderligere have mulighed for at kommentere det endelige forslag til Plantillæg 2026 under den offentlige høring.

Delegation

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, som i tidligere sager, en delegation af den endelige kompetence til at vedtage Plantillæg 2026 og miljøvurdering til Teknik- og Miljøudvalget for at sikre en hurtigere implementering af projekterne. Ved delegation til Teknik- og Miljøudvalget forelægges Borgerrepræsentationen ikke sagen igen, medmindre høringen medfører væsentlige ændringer.

Interessenthøring

Plantillæg 2026 har forud for den politiske behandling og den obligatoriske offentlige høring været i interessenthøring hos relevante forvaltninger samt HOFOR, By & Havn og Biofos. Der indkom høringssvar fra flere afdelinger i Teknik- og Miljøforvaltningen, By og Havn og HOFOR, som har givet anledning til mindre justeringer af de enkelte projektbeskrivelser.

Plantillæg 2026 og den tilhørende miljørapport sendes i otte ugers offentlig høring efter vedtagelse af Borgerpræsentationen.

Vurdering i forhold til vandområdeplanerne

Forvaltningen vurderer, at projekterne i Plantillæg 2026 ikke vil være i modstrid med statens Vandområdeplaner 2021-2027, og at flere af projekterne er nødvendige for, at kommunen kan leve op til vandområdeplanerne.

I statens nye vandområdeplaner 2021-2027 indgår en vurdering af tilstanden af de forskellige vandområder og en målsætning, hvor der generelt ønskes at opnås god kemisk og økologisk tilstand. Det bindende indhold i implementeringen af Vandrammedirektivet er udmøntet i bekendtgørelser om miljømål og indsatsprogrammer og en række andre bekendtgørelser.

Der er udpeget konkrete indsatser, som blandt andet kommuner og forsyninger skal gennemføre for, at kystvande, søer, vandløb og grundvand opnår målsætningen i 2027.

Senere politisk behandling

Ved vedtagelsen af Projekttillæg 2023 blev det besluttet, at der i de kommende tillæg for hvert projekt skal fremgå, om udvalget på et senere tidspunkt skal godkende de konkrete projekter. I bilag 6 er det beskrevet, om udvalget på et senere tidspunkt skal godkende de konkrete projekter.

Parkering

Som en konsekvens af udførelsen af projekterne i Plantillæg 2026 vil der blive nedlagt i alt ca. 590 p-pladser.

Ud af de ca. 590 p-pladser er der 210 p-pladser på private fællesveje, som ikke genetableres. Alle disse pladser ligger udenfor betalingszonen. Nedlæggelsen sker i overensstemmelse med grundejerforeningerne. Udvalget kan godt beslutte, at der ikke må nedlægges p-pladser på private fællesveje, men det skal ske med samtykke fra Politiet. Ved uenighed afgøres sagen af Transportministeren.

Af de resterende ca. 380 planlagte sløjfede parkeringspladser vil ca. 148 pladser blive erstattet inden for projektområdet i forbindelse med projektudførelsen. For de øvrige ca. 232 pladser er sløjfningen blevet politisk godkendt i forbindelse med vedtagelsen at udførelsen af projekterne. I ét af projekterne blev der ansøgt om midler til etablering af parkeringspladser uden for projektområdet, som ikke opnåede bevilling.

Generelt gælder det, at der i nogle klimatilpasningsprojekter kan rykkes rundt på p-pladser eller findes nye p-pladser indenfor projektområdet, sådan at der samlet i projektområdet nedlægges færrest muligt parkeringspladser, eller at det går lige op. I andre projekter er det ikke muligt at finde ekstra p-pladser indenfor projektområdet, og mulighederne må så findes uden for projektområdet. Det betyder, at erstatningspladserne ikke kan finansieres af projektet, og at midlerne til etablering af erstatningsparkeringspladser skal findes med hjælp fra ekstra bevillinger ved budgetforhandlingerne eller andre former for finansiering.

Træer

Udførelsen af projekterne i Plantillæg 2026 vil betyde fældning af ca. 63 træer og nyplantning af ca. 280 træer. Ingen af de fældede træer er betegnet som ikoniske træer.

Politisk handlerum

  • Forvaltningen vurderer, at det politiske handlerum omfatter en mulighed for at Teknik- og Miljøudvalget ud fra en saglig og faglig begrundelse kan beslutte, at tage enkelte projekter ud af plantillægget (bilag 2), og herefter vedtage de resterende projekter som Plantillæg 2026.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser, da der er i Plantillæg 2026 ikke er projekter, som kræver skattefinansierede udgifter for kommunen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, sender Teknik- og Miljøforvaltningen forslag til Plantillæg 2026 og udkast til miljøvurdering i offentlig høring i mindst otte uger. Efter høringsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser, og på den baggrund udarbejde en indstilling om endelig vedtagelse af plantillægget og miljøvurdering. Plantillægget og miljøvurdering forventes herefter at blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget til endelig vedtagelse i foråret 2026.

Søren Wille

/Lena Kongsbach

Til top