Forslag til Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012
Der skal tage stilling til at sende plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 i fire ugers høring, samt at delegere beslutningskompetencen til endelig godkendelse af plantillæg 1 til Teknik- og Miljøudvalget. Med plantillægget etableres grundlaget for at HOFOR kan igangsætte en nødvendig nybygning af Tinghøj Beholderanlæg og renovering af deres distributionsnet. En modernisering af beholderanlægget er afgørende for at fremtidssikre vandforsyningen og plantillægget er nødvendigt for at HOFOR kan opstarte vedligeholdelsesarbejderne. Forvaltningen anbefaler Teknik- og Miljøudvalget at anbefale Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen en vedtagelse af plantillægget, som vil bidrage til en fremtidssikring af både forsyningssikkerheden og vandkvaliteten.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:
- at forslag til Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 sendes i 4 ugers høring.
- at kompetencen til endeligt at vedtage Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 efter endt høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.
Problemstilling
HOFOR Vand København A/S (herefter HOFOR) har oplyst, at der er et aktuelt behov for at sikre opbevaringen af drikkevand på Tinghøj Beholderanlæg (beliggende i Gladsaxe Kommune), samt at sikre forsyningssikkerheden og vandkvaliteten i HOFORs distributionsnet. Det nuværende Tinghøj Beholderanlæg er utidssvarende, og det er ikke muligt at lave yderligere levetidsforlængende renoveringer, så nutidens krav til fødevaresikkerhed, forsyningssikkerhed og kritisk infrastruktur kan opfyldes.
Derudover er HOFORs distributionsnet ikke tidssvarende (fx daterer 50 km sig tilbage til anden halvdel af 1800-tallet), hvilket fører til brud og derved problemer med forsyningssikkerheden. Ydermere er der nogle steder jordforureninger med stoffer, som kan diffundere gennem de PE-rør, der normalt anvendes i distributionsnettet, og dermed potentielt kan påvirke drikkevandskvaliteten.
Den økonomiske regulering på vandforsyningsområdet fastlægger, at rammen for vandforsyningernes reinvesteringer afspejler anlæggenes værdi. HOFORs anlæg repræsenterer efter gældende regler en relativt lav værdi, da de er nogle af landets ældste. HOFOR kan derfor kun opkræve begrænsede takstmidler til at renovere eller udskifte anlæg, som har overskredet deres levetid. Niveauet for reinvesteringer i HOFOR Vand København A/S’ anlæg blev i 2017 låst på 46 mio. kr. pr. år. HOFOR har oplyst, at omkostningerne for beholderanlæg og vandledninger over de kommende 10 år ventes at udgøre 2,3 mia. kr., svarende til 230 mio. kr. om året.
Vedtagelse af Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 er en forudsætning for HOFORs mulighed for at igangsætte de nævnte nødvendige nybygninger og renoveringsarbejder.
Løsning
Tinghøj Beholderanlæg skal undergå en nødvendig nybygning, så anlægget bliver gjort tidssvarende og de gældende krav kan overholdes, herunder kravene i Vandforsyningsplan 2012.
Forsyningssikkerheden skal også sikres ved en øgning af renoveringstakten for distributionsnettet over de næste 10 år, så antallet af brud på forsyningsledningerne fremover holdes på maksimalt 95 brud pr. år, målt over et 3-årigt gennemsnit.
Vandkvaliteten i distributionsnettet skal sikres ved brug af diffusionstætte rør i områder med mistanke om jordforurening, som kan diffundere gennem de aktuelt anvendte typer af forsyningsledninger.
Målet for nybygningen af Tinghøj Beholderanlægget skal være opnået i 2032, mens målet for det maksimale antal brud pr. år i distributionsnettet skal være opnået i 2035. Målet for anvendelse af diffusionstætte rør skal være gyldigt fremover. Det vil derfor være nødvendigt også at indarbejde og videreføre målene i en kommende ny vandforsyningsplan, som for nuværende forventes klar til politisk behandling i 2027.
Med det planmæssige grundlag, som etableres i plantillægget, vil HOFOR kunne søge Vandsektortilsynet om tilladelse til at hæve vandtaksterne. Vandtaksterne forventes som følge af ombygningsprojektet at blive hævet med 2,75 - 2,85 kr./m3, mens den 10-årige ledningsrenoveringsplan forventes at medføre en stigning på 2,05 - 2,15 kr./m3. Dette vil sige, at der samlet er tale om en stigning på 4,80-5,00 kr./m3. HOFOR har beregnet disse stigninger af taksterne ud fra gældende vandsalgsprognose, forventning til renteudvikling samt forventning til prisinflation. Takstestimaterne er oplyst af HOFOR til forvaltningen og er en foreløbig beregning. Ud fra HOFORs fremlagte tal og oplysninger om det gennemsnitlige vandforbrug pr. borger, vil renovering af ledningsnettet betyde en stigning på cirka 76 kr. om året for en gennemsnitsforbruger. For nybygningen af Tinghøj Beholderen vil det betyde en tilsvarende stigning på cirka 101 kr. om året for en gennemsnitsforbruger. Teknik- og Miljøudvalget skal en gang årligt legalitetsgodkende HOFORs takster for vand- og spildevandstakster.
Interessenthøring
Forslag til Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 har inden den politiske behandling været til kommentering hos HOFOR og følgende kommuner, som HOFOR har vurderet kan forventes at modtage vand i betydende mængder fra Tinghøj Beholderanlægget: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk. Efter vedtagelse i Borgerrepræsentationen skal forslaget til plantillægget i overensstemmelse med Bekendtgørelse om vandforsyningsplanlægning (BEK nr. 831 af 27/06/2016) sendes i mindst fire ugers høring hos ovennævnte interessenter, før det kan endeligt vedtages.
Parkering
Vandledningerne, som skal renoveres, ligger typisk i fortov og påvirker dermed ikke parkeringspladser. I selve anlægs-/udførselsfasen af ledningsrenoveringerne kan parkeringsforhold og fremkommelighed påvirkes midlertidigt, men når ledningsarbejdet er afsluttet, kan arealet over ledningerne benyttes som forud for arbejdet.
Træer
Vandledninger og træer skal, ifølge HOFOR, anlægges som udgangspunkt med respektafstand, og ved renoveringer anlægges ledninger oftest i samme trace som eksisterende ledninger. Hvis der i forbindelse med renovering af en eksisterende ledning opstår problemer ift. træbeplantning, løses det typisk ved genplantning eller rykning af ledning.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan ud fra en saglig og faglig begrundelse beslutte at enten målene om nybygning af Tinghøj Beholderanlæg, eller målene om renovering af distributionsnettet ikke medtages i Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 (bilag 2).
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da plantillægget ikke omfatter projekter, som kræver skattefinansierede udgifter for kommunen. For borger og forbruger vil indstillingen medføre øgede takster, men også en øget forsyningssikkerhed.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, sender Teknik- og Miljøforvaltningen forslag til Plantillæg 1 til Vandforsyningsplan 2012 i høring i mindst fire uger. Efter høringsfasen vil forvaltningen gennemgå eventuelle modtagne indsigelser, og på den baggrund udarbejde en indstilling om endelig vedtagelse af plantillægget. Plantillægget forventes herefter at blive forelagt Klima-, Miljø- og Teknikudvalget til endelig vedtagelse i løbet af første kvartal 2026.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach