Mødedato: 27.08.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ændring af navn for den sydligste del af Gadekærvej

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at den sydligste del af Gadekærvej i Valby ændrer navn til Erik Ballings Vej.

Indstilling og beslutning

Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1.    at den sydligste del af Gadekærvej ændrer navn til Erik Ballings Vej pr. 1. november 2012.

Problemstilling

Formanden for ejerforeningen Gadekærvej 4A, 4B og 4C har henvendt sig til Vejnavnenævnet med et ønske om, at en del af Gadekærvej ændrer navn til Erik Ballings Stræde, fordi ambulancer m.v. har svært ved at finde frem til ejerforeningens adresser. Opsætning af betonautoværn medfører, at den del af Gadekærvej, der går fra Valby Langgade til Smedestræde (gul strækning på kortbilaget), og den del af Gadekærvej, der går fra Sylviavej til Cæciliavej (blå strækning på kortbilaget), er blevet fysisk adskilte, så ambulancer m.v. ikke kan passere.

Ifølge adressebekendtgørelsen skal et vejnavn betegne et nærmere bestemt, sammenhængende færdselsareal, så borgere og udrykningskøretøjer m.v. på lettest mulige måde kan orientere sig og finde vej. Dette krav opfylder Gadekærvej ikke længere, og der skal derfor fastsættes et nyt navn for den ene del af vejen.

Løsning

Det anbefales, at vejnavnet ændres for den sydlige del af Gadekærvej, der går fra Valby Langgade til Smedestræde (gul strækning), da det er den løsning, der vil medføre færrest adresseændringer.

En navneændring for den sydlige del af vejen vil have adressemæssige konsekvenser for 4 opgange med i alt 22 husstande og 1 erhverv. Til sammenligning vil en navneændring for den nordlige del af vejen have konsekvenser for 24 opgange med i alt 279 husstande, der skal skifte adresse. 

Vejnavnenævnet har afvist ejerforeningens forslag om at bruge ”Stræde”, fordi nævnet ønsker, at betegnelsen ”Stræde” fremover forbeholdes til navngivning i Indre By. 

Men Vejnavnenævnet finder, at det er en god ide at navngive efter Erik Balling for at hædre Erik Balling for hans arbejde i Nordisk Film, der er beliggende tæt ved. Vejnavnenævnet har derfor besluttet at indstille navnet Erik Ballings Vej til godkendelse.   

Erik Balling (1924-2005) var en kendt dansk film- og tv-instruktør. I 1957 blev han direktør i Nordisk Film. Han har blandt andet instrueret: ”Sommer i Tyrol” (1964), ”Slå først Frede” (1965) og 13 film om Olsenbanden (1968-81). Til tv har han blandt andet instrueret 36 dele af de i alt 84 afsnit af ”Huset på Christianshavn” (1970-77) samt ”Matador” (1978-81). (Kilde www. DR.dk. Nyheder, Kultur, 19. nov. 2005.)

Vejnavnenævnet har bedt Erik Ballings pårørende om deres bemærkninger til ønsket om at navngive en del af Gadekærvej efter Erik Balling. De efterladte har tilkendegivet en positiv holdning til forslaget.  

Forslaget har været i høring hos de berørte parter. Høringen har omfattet 22 husstande, 2 grundejere, 1 erhvervsvirksomhed og Valby Lokaludvalg. Der er indkommet i alt 8 høringssvar.

Valby Lokaludvalg har tilsluttet sig forslaget om at navngive en del af Gadekærvej Erik Ballings Vej.

To beboere foreslår, at vejen i stedet navngives Balling Stræde eller Erik Balling Strædet, Ballingsvej eller Gadekæret.

Beboerne i Gadekærvej 2 er imod den foreslåede navneændring, idet beboerne oplyser at, ”deres adresse har heddet Gadekærvej i 100 år”. De ser derfor helst, at den foreslåede navneændring kun kommer til at berøre Gadekærvej 4A, 4B og 4C, idet beboerne mener, at det er et nyere vejstykke og da det er hér, hvor der er problemer med at finde vej. (Gadekærvej 2 samt 4A, 4B og 4 C er alle beliggende på gul strækning.). Det skal i forhold til dette høringssvar bemærkes, at beboernes ønske vil være i strid med det nævnte krav i adressebekendtgørelsen om et sammenhængende færdselsareal.

En beboer finder, at vejnavnet for den sydligste del af Gadekærvej (gul strækning) ikke bør ændres. Denne beboer argumenterer med, at hele den sydligste del af Gadekærvej kommer til at ligge op ad den kommende storbyhave, hvor der sker en reetablering af en art gadekær, hvorfor navnet Gadekærvej bør bibeholdes på denne strækning. Beboeren ønsker i stedet vejnavnet ændret for den nordlige del af Gadekærvej (blå strækning).

Det skal bemærkes, at etableringen af storbyhaven vil gøre adskillelsen af vejen permanent.

Økonomi

Der er kun mindre økonomiske konsekvenser i forbindelse med opsætning af vejnavneskilte og husnummerskilte, som udføres under driftsbudgettet.

Videre proces

Når navnet bliver godkendt i Teknik- og Miljøudvalget vil det blive offentliggjort. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. november 2012.

 

Ayfer Baykal

Formand for Vejnavnenævnet

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 27. august 2012

Indstillingen blev godkendt.
Til top