Mødedato: 27.03.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig godkendelse af miljøkonsekvensvurdering og hvidbog for Skybrudsprojekt for Kagsmosen og Kagsåen, Brønshøj-Husum

Se alle bilag

Skybrudsprojekt for Kagsmosen og Kagsåen er en del af Kapacitetsplan 2018 for Harrestrup Å-systemet, som ti kommuner i hovedstadsområdet og deres forsyningsselskaber er gået sammen om. Kapacitetsplanen har til formål at reducere oversvømmelser omkring Harrestrup Å-systemet ved, at der gennemføres en kombination af anlægsprojekter, der dels forsinker regnvandet i ådalens grønne områder i den nordvestlige opstrøms del af oplandet, og dels lader det løbe hurtigere ud af åen nedstrøms ved Kalveboderne. Teknik- og Miljøudvalget besluttede på møde den 19. september 2022 at godkende miljøkonsekvensrapporten for Skybrudsprojekt for Kagsmosen og Kagsåen (Bilag 4) med tilhørende udkast til VVM-tilladelse med henblik på udsendelse i offentlig høring. Efter udvalgets godkendelse har projektet været i den lovpligtige offentlige høring. Teknik- og Miljøudvalget skal nu tage stilling til, om endelig VVM-tilladelse til etablering og drift af Skybrudsprojekt for Kagsmosen og Kagsåen kan godkendes på baggrund af forvaltningens besvarelse af de høringssvar der er indkommet i den offentlige høring. 

Indstilling

Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at hvidbog (bilag 2) og endelig VVM-tilladelse for etablering og drift af Skybrudsprojekt for Kagsmosen og Kagsåen (bilag 3) meddeles til bygherre.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 19. september 2022, at miljøkonsekvensrapporten for Skybrudsprojekt for Kagsmosen og Kagsåen (bilag 4) med tilhørende udkast til VVM-tilladelse kunne  udsendes i offentlig høring.

Miljøkonsekvensrapport og VVM-tilladelse har været i offentlig høring i otte uger på kommunernes høringsportaler i hhv. Herlev, Gladsaxe, Rødovre og København, idet projektet geografisk går på tværs af de fire kommunegrænser. Der er i høringsperioden indkommet otte høringssvar (bilag 5). Miljøvurderingsmyndigheden i forvaltningerne fra de fire kommuner har gennemgået og besvaret de indkomne høringssvar i en fælles hvidbog (bilag 2).

Teknik- og Miljøudvalget skal nu tage stilling til, om endelig VVM-tilladelse til etablering og drift af Skybrudsprojekt for Kagsmosen og Kagsåen kan godkendes på baggrund af forvaltningens besvarelse af de høringssvar der er indkommet i den offentlige høring.

Udover denne indstilling, som er myndighedsbehandlingen af projektet, skal udvalget 27. marts 2023 også behandle selve projektet, der forelægges med indstillingen ”Projektforslag for skybrudssikring i Kagsmosen, Brønshøj-Husum”.

Løsning

København, Rødovre, Gladsaxe og Herlev Kommune er bygherre for delkapacitetsprojektet "Kagsmosens skybrudsprojekt”, HOFOR spildevandsektion er bygherre for "Nedre Kagså, Vandløbsudvidelse" og Novafos er bygherre for ”Hverdagsregnsprojektet”, jf. oversigtskort (bilag 6).

Projektet for Kagsmosen og Kagsåen skal sikre mod oversvømmelser i forbindelse med skybrud i henhold til Københavns Kommunes og de øvrige kommuners overordnede planlægning for skybrudshåndtering og "Kapacitetsplan 2018 for Harrestrup Å-systemet”. Samtidig skal projektet sikre, at naturen i Kagsmosen og nedre Kagså som minimum opretholdes ved forskellige afværgetiltag. Forvaltningen har lært af de seneste års større projekter og har derfor særligt fokus på at sikre relevante afværgetiltag i forhold til bilag IV-arter.    

Det er en forudsætning for ibrugtagning af Kagsmosens skybrudsprojekt, at Kagsåparkens Regnvandsprojekt er gennemført, hvilket betyder, at det samlede næringsstofbidrag til Kagsmosen reduceres set i forhold til eksisterende forhold.    

Høringssvar og forvaltningernes bemærkninger

Miljøkonsekvensrapport (bilag 4) og udkast til VVM-tilladelse har været i offentlig høring på kommunens høringsportal ”Blivhørt” i perioden fra den 10. oktober til den 5. december 2022. Bygherre har i høringsperioden stået for et informationsmøde om projektet med gennemgang af miljøkonsekvensrapportens indhold.

De indkomne høringssvar kommer fra henholdsvis Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Danmarks Naturfredningsforening (DN) Rødovre og København, Grundejerforeningen Islehøj, PAB Brunevang, HOFOR Vand og to borgere. Høringssvarene kan læses i deres fulde længde i bilag 5. Forvaltningernes besvarelse af høringssvarene fremgår af hvidbogen (bilag 2).

Høringssvar fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg (København): Lokaludvalget bifalder den grundige miljøkonsekvensrapport, der er udarbejdet, og har i den forbindelse ingen bemærkninger. Lokaludvalget er optaget af at få sikret de ferske vande mod forurening med kloakopblandet regnvand samt af at beskytte og udvikle de grønne områder i bydelen, så de i videst muligt omfang danner grundlag for en høj grad af biologisk mangfoldighed.

Høringssvar fra borgere: To borgere ønsker specifikke planter og træer indenfor projektområdet bevaret.

Høringssvar om natur: DN (København) finder generelt, at den udførte miljøvurdering er grundig og giver et troværdigt billede af de potentielle negative påvirkninger i forhold til natur og rekreation. DN har bemærkninger til projektets afværgetiltag for bilag IV-arter hhv. flagermus og padder (opsætning af paddehegn, etablering af hulninger i eksisterende træer og opsætning af flagermuskasser). Derudover er der et ønske om overvågning af de berørte områder, så udviklingen i naturtilstanden generelt kan følges. DN foreslår, at myndigheden sætter vilkår i VVM-tilladelsen om jævnlige tilsyn med paddehegnet og ønsker uddybning af, hvorfor de beskrevne afværgetiltag er tilstrækkelige til at afværge en væsentlig påvirkning af flagermus.

Høringssvar til trafik: Grundejerforeningen Islehøj (København) udtrykker bekymring for, at påvirkningen af de trafikale forhold vurderes som en lille eller moderat trafikal påvirkning. Grundejerforeningen mener, at Københavns Kommune bør indføre foranstaltninger, der kan begrænse vejsliddet fra lastbiler i anlægsfasen på den private fællesvej og bro, som grundejerforeningen har ansvar for at vedligeholde.

Høringssvar til arealanvendelse og alternativer: PAB Brunevang undrer sig over, at det er vurderet, at de undersøgte alternativer ikke er hensigtsmæssige, når hensyn til PAB Brunevangs mulighed for at anvende egne arealer tages i betragtning. Ifølge PAB Brunevang ses der ikke at være foretaget en afvejning mellem de to alternativer og hensynet til PAB Brunevang.

Høringssvar til grundvand: HOFOR Vand (som ikke har bygherre funktion i dette projekt, men varetager interesserer ift. drikkevand og kildepladser) har bemærkninger til om projektet kan påvirke grundvandsressourcen og kildepladser. Desuden er der bekymring for at håndtering af skybrudsvand i projektet kan påvirke grundvandsressourcen.

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen vurderer, at projektet lever op til ønsker fra lokaludvalg og borgerne om at sikre mod afledte skader fra skybrudshændelser og samtidig beskytte og udvikle de grønne områder, så de i videst muligt omfang kan danne grundlag for biologisk mangfoldighed. Projektet vil samlet set reducere tilførslen af næringsstoffer til Kagsmosen set i forhold til eksisterende tilstand i mosen. Bygherre oplyser i hvidbogen, at projektet ikke vil påvirke den sjældne snylteplante ”nælde-silke” og det ældre æbletræ, der befinder sig indenfor projektområdet.

Natur: På baggrund af høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening har forvaltningen vurderet, at der skal ske en præcisering af VVM-tilladelsens vilkår vedr. afværgetiltag for bilag IV-arter hhv. flagermus og padder. Til vilkåret omkring opsætning af paddehegn tilføjes blandt andet følgende ”Paddehegnet skal holdes tæt og intakt under hele byggeperioden og påføres hegnet skader skal det udbedres med det samme. Der skal føres tilsyn med paddehegnets funktion i hele dens længde mindst en gang pr. 14 dag i paddernes aktive periode (marts – november)”.

Der redegøres i hvidbogen nærmere for, hvordan projektets afværgetiltag til flagermus med etablering af nye hulninger i eksisterende træer og opsætning af flagermuskasser er bedste praksis iht. Miljøministeriets forvaltningsplan for flagermus, hvis projektet nødvendiggør fældning af flagermusegnede træer inden for projektområdet. Fældning af træer vil ske i forbindelse med vandløbsudvidelsen af nedre Kagså beliggende i Gladsaxe Kommune.

Trafik: Det er forvaltningens vurdering, at miljøkonsekvensrapportens vurdering af trafikken i anlægsfasen på ca. ni måneder er lille/moderat og dermed rigtig. Hvis der mod forventning sker skader på vej eller bro i anlægsfasen, skal bygherre udbedre dette.

Alternativer: Det er forvaltningens vurdering, at der i miljøkonsekvensrapportens afsnit 3.4 i tilstrækkelig grad er redegjort for de fravalgte alternativer. De to alternative løsninger er fravalgt af bygherre dels pga. tekniske forhold og dels pga. strid med enten fredning eller naturmæssige forhold.

Grundvand: Det er forvaltningens vurdering, at miljøkonsekvensrapporten i tilstrækkelig grad har redegjort for projektets påvirkning af grundvand. Bygherre oplyser, at der i forbindelse med detailprojekteringen af projektet vil blive foretaget en risikovurdering af grundvandsressourcen, når det præcise omfang af grundvandssænkning kendes. Dette er nærmere redegjort for af bygherre i hvidbogen på side 16-17 (bilag 2) og drøftet med HOFOR Vand, som har oplyst, at deres høringssvar er besvaret tilstrækkeligt og imødekommet.

Forvaltningens samlede vurdering

På baggrund af den gennemførte VVM-proces er det forvaltningernes vurdering, at der kan meddeles endelig VVM-tilladelse til etablering og drift af skybrudsprojekt for Kagsmosen og nedre Kagså med forvaltningens forslag til endelig VVM-tilladelse jf. bilag 2 og 3.

Træer
Den nuværende beplantning i Kagsmosen består af store områder med tætte bevoksninger og krat med forskellige træarter af hovedsagelig eg, birk, ask, pil, el og tjørn. For at kunne anlægge projektet i Kagsmosen (Hverdagsregnsprojektet og Kagsmosen Skybrudsprojekt), er det nødvendigt at fælde en mindre andel af træerne i Kagsmosen. I alt fældes der 62 træer i Kagsmosen, hvoraf 16 står i Københavns Kommune og henholdsvis otte og 38 træer står i Herlev Kommune og Rødovre Kommune. De træer, som det er nødvendigt at fælde, er værdisat efter VAT19 og der genplantes ud fra værdisætningen. Det betyder, at bygherre genplanter flere træer, end der fældes (i alt ca. 150 nye træer). I den del af projektet (Nedre Kagså-projektet), som berører Gladsaxe Kommune, er antallet af træer, som det er nødvendigt at fælde, ikke fastsat. Det vil dog være nødvendigt at fælde fem træer, der er udpeget som mulige rastesteder for flagermus. Påvirkningen afværges som beskrevet og der genplantes nye træer i det omfang, det er muligt efter dialog med naboer og kommune.

Politisk handlerum

Det er Teknik- og Miljøforvaltningens anbefaling at meddele VVM-tilladelse til bygherre. Hvis Teknik- og Miljøudvalget ønsker at give afslag på at meddele tilladelse til projektet, kræver det en særlig faglig begrundelse. Eksempelvis hvis det vurderes, at et eller flere emner i miljøkonsekvensrapporten ikke er tilstrækkelig fagligt begrundet.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele bygherre VVM-tilladelse til etablering og drift af Skybrudsprojekt for Kagsmosen og Kagsåen. VVM-tilladelsen offentliggøres samme dag på kommunes annonceringsportal med en klagefrist på fire uger.

Søren Wille                                   

/Lena Kongsbach

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. marts 2023


Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top