Mødedato: 26.09.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Anvendelse af gulafmærkning til støtte for bilisterne (udsat fra sidste møde)

Se alle bilag
Teknik og Miljøudvalget skal beslutte om bilisterne i København skal hjælpes til at parkere lovligt gennem en betydeligt større anvendelse af gul kantstensafmærkning, end tilfældet er i dag. Ønsket er at nedbringe antallet af ulovlige parkeringer og pålagte parkeringsafgifter. 

Indstilling og beslutning

Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget godkender,

  1. at notat om udvidelse af gul kantstensmarkering (bilag 1) tages til efterretning
  2. at Københavns Kommunes på den baggrund ikke udvider den eksisterende gule kantstensmarkering af p-forbud.
  3. at ”Medlemsforslag om parkeringsafmærkning” stillet af Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti og godkendt af Teknik- og Miljøudvalget d. 20. juni 2011 hermed er adresseret.

Problemstilling

Teknik- og miljøudvalget har på baggrund af medlemsforslag stillet af Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti på sit møde den 20. juni 2011 pålagt Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge, hvad det vil koste at lave servicemarkeringer på de gadestrækninger, hvor biler ikke lovligt må holde parkeret, fx foran cykelstiers udmunding, foran vejbump, ved busstoppesteder, indkørsler, porte mv.

Løsning

Anvendelse af den gule kantstensbemaling er reguleret i vejafmærkningsbekendtgørelsen. Der vil derfor være tale om en retlig gældende afmærkning, der danner grundlag for at pålægge parkeringsafgifter.

En sådan afmærkning må efter den gældende bekendtgørelse alene udføres, hvor særlige trafikale forhold gør sig gældende og skal da ske med politiets samtykke. De gule trekanter, der forsøgsvis anvendes til markering af 10-meterreglen ved vejkryds i Københavns Kommune, er således gjort mulig som følge af dispensation fra Justitsministeriet. En afmærkning af så omfattende og generel karakter, som medlemsforslaget lægger op til, vil være i strid med den gældende bekendtgørelse, selvom det af bilisterne kan opfattes som en service. Det vil dog være muligt at søge Vejdirektoratet om dispensation om en øget anvendelse af gul afmærkning, ligesom det var tilfældet med den gule trekantsmarkring.

Omkostningerne til anlæg og vedligeholdelse af en sådan afmærkning har ikke kunnet opgøres fuldt ud. Forvaltningen har umiddelbart kun kunnet opgøre omkostninger til en del af denne afmærkning, som medfører en omkostning på 11,3 mio. kr. Dertil kommer en årlig udgift til vedligeholdelse svarende til 1/3 af etableringsomkostningen (opmaling hvert 3. år).

Statistikker vedrørende parkeringsafgifter viser, at kun en mindre andel af de pålagte parkeringsafgifter stammer fra situationer nævnt i forslaget. Der vil derfor ud fra antallet af forseelser være tale om et begrænset potentiale til at opnå en bedre service og en positiv effekt på antallet af afgifter.
Den forsøgsvise servicemarkering med gule trekanter til markering af 10-meterreglen ved vejkryds opfattes af mange bilister positivt, og en tilsvarende positiv oplevelse, vil muligvis kunne udløses af forslaget.

Hvis effekten af den forsøgsvise servicemarkering alene måles på antallet af vejkrydsforseelser, har den været begrænset. I 2010 blev der sammenlagt pålagt 15.786 parke-ringsafgifter for overtrædelse af de forseelsespunkter, som forslaget omfatter. Det antal skal ses i forhold til, at der i 2010 i alt blev pålagt 270.902 parkeringsafgifter. De for forslaget relevante forseelser udgør altså kun knapt 6 % af den samlede mængde pålagte parkeringsafgifter pr. år.

Der er fra 2006 til 2010 sket et generelt fald i antallet af pålagte parkeringsafgifter på 24 %. Medregner man dette generelle fald i udviklingen af antallet af pålagte parkeringsafgifter i antallet af overtrædelser af vejkrydsbestemmelsen, kan man se, at der i 2010 forholdsmæssigt kun blev pålagt 1 % færre parkeringsafgifter ved vejkryds end i 2006 før etableringen af servicemarkeringen.

Selvom det fremsatte forslag kunne opleves positivt af bilisterne, kan det med henvisning til ovenstående ikke forventes at have en markant effekt i forhold til antallet af forseelser. Og en sådan generel afmærkning vil kræve en ændring af bekendtgørelsen. Forvaltningen kan på den baggrund ikke anbefale, at den foreslåede afmærkning gennemføres.

Forvaltningen anbefaler i stedet, at den nuværende praksis med afmærkning med gul maling på kantsten ved busstoppesteder, taxiholdepladser og hvor særlige trafikale forhold gør sig gældende (jf. bekendtgørelse om vejafmærkning) opretholdes. Det samtidig med, at der fortsat informeres målrettet om parkering, blandt andet via ”Den lille p-guide” og andre målrettede informationskanaler.

De nærmere forhold omkring gul afmærkning er beskrevet i notat vedlagt som bilag 1.

Økonomi

Indstillingen i sig selv har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

For opgørelse af de økonomiske omkostninger ved en udvidelse af den gule kantstensmarkering henvises til løsningsafsnittet samt bilag 1.

Videre proces

Justitsministeriet har nedsat en arbejdsgruppe vedrørende parkeringsområdet. Arbejdsgruppen har blandt andet til opgave at kortlægge de situationer, hvor borgerne kan opleve, at parkeringsafgifter gives på et uigennemskueligt grundlag. Forvaltningen deltager i denne arbejdsgruppe.

 

Hjalte Aaberg                                                                              /Anders Møller

Papirbilagene blev udsendt til sidste møde og genudsendes ikke.

Beslutning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget 26. september 2011

Indstillingen blev godkendt.
Til top