Mødedato: 26.05.2025, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Mulighed for helhedsplan sideløbende med lokalplan for Bådehavnsgade II, Vesterbro/Kongens Enghave

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om forvaltningen skal udarbejde en helhedsplan for området omkring Bådehavnsgade, jf. Københavnerforslaget ”Bevar det grønne Sydhavn, Tippen, Fiskerhavnen og kolonihaverne” sideløbende med udarbejdelse af lokalplanen for Bådehavnsgade II. Helhedsplanen skal belyse Sydhavnens egenart, natur, sociale liv, særlige kultur og herlighedsværdier. Udarbejdelse af en helhedsplan kræver, at der afsættes finansiering i Budget 2026.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningen udarbejder en helhedsplan for området omkring Bådehavnsgade, jf. bilag 2, såfremt Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i Budget 2026.
  2. at den udvidede borgerinddragelsesproces i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanen for Bådehavnsgade II fortsættes i udarbejdelsen af helhedsplanen, såfremt denne igangsættes.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 10. marts 2025, at forvaltningen skal udarbejde forslag til, hvordan der kan udarbejdes en helhedsplan for området omkring Bådehavnsgade sideløbende med  udarbejdelse af den igangværende lokalplan Bådehavnsgade II. Borgerrepræsentationen godkendte denne beslutning den 27. marts 2025 og tilføjede, at det skulle ske i samarbejde med inddragelse af Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave Lokaludvalg. Forvaltningen har været i dialog med Kgs. Enghave Lokaludvalg samt forslagsstillere om indhold og proces for helhedsplanen den 10. april 2025 og på den baggrund udarbejdet nedenstående forslag til udarbejdelse af en helhedsplan.

Løsning

Helhedsplanen har til formål at inddrage borgere og interessenter i kortlægningen af Sydhavnens egenart, natur, sociale liv, særlige kultur og herlighedsværdier samt ønsker til udviklingen af Sydhavnen.

Forvaltningen foreslår, at helhedsplanen udarbejdes af eksterne rådgivere og i tæt dialog med forvaltningen og Kgs. Enghave Lokaludvalg. Udarbejdelse af helhedsplanen forventes at tage et år med start i 1. kvartal 2026. Forvaltningen foreslår, at den fysiske afgrænsning for helhedsplanen indeholder hele Bådehavnsgade med omkringliggende bebyggelser, natur, kolonihaver og trafikale sammenhænge fra Sydhavnsgade/Sjællandsbroen til Sydløbsvej/Kalvebodløbet inkl. Tippen, Borgmester Christiansens Vej og kolonihaverne. Valby Idrætspark har sin egen helhedsplan, hvorfor forvaltningen ikke vurderer, at denne bør indgå.

Inddragelsen til helhedsplanen vil derfor omfatte et større område samt andre temaer end inddragelsen til lokalplanen. Se forslag til afgrænsning i bilag 2.

Lokalplan, trafikplan og borgerinddragelse for lokalplanen Bådehavnsgade II

Forvaltningen er i gang med at udarbejde en lokalplan, som omfatter erhvervsområdet langs Bådehavnsgade fra Fragtvej til Sydløbsvej. Lokalplanen er midlertidigt i bero, da en af grundejerne, Stark, har meddelt, at de ønsker at forblive i området med deres nuværende beliggenhed. Forvaltningen afventer støjberegninger af virksomheden, før lokalplanarbejdet kan genoptages, og bebyggelsesplanen videreudvikles.

Herudover foregår der en politisk proces vedr. omlægning og køb af Sydhavns Genbrugscenter med forventelig afklaring i 3. kvartal 2025 (jf. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. april 2025).

Forvaltningen forventer, at planarbejdet kan genoptages i 3. kvartal 2025. Når planarbejdet genoptages, vil en udvidet borgerinddragelse sættes i gang, jf. Overførselssagen 2024/2025, hvor der blev afsat 2,5 mio. kr. til en trafikplan samt 0,55 mio. kr. til en udvidet borgerinddragelse for lokalplanen Bådehavnsgade II (BR den 30. april 2025) (A, B, F, I, O, V og Ø). Udarbejdelse af trafikplanen vil forløbe fra medio 2025 og til medio 2027. Afgrænsning for hhv. trafikplan, helhedsplan og lokalplan Bådehavnsgade II er vist i bilag 2.

Den udvidede inddragelsesproces i forbindelse med lokalplanarbejdet vil blive afholdt i samarbejde med Kgs. Enghave, Vesterbro og Valby Lokaludvalg, som besluttet af Borgerrepræsentationen den 27. marts 2025. Den udvidede borgerinddragelse vil blive lavet i samarbejde med ekstern rådgiver. Inddragelsesaktiviteterne i relation til lokalplanen forventes at forløbe i 3. kvartal 2025 med opsamling 1. kvartal 2026, så inputs kan indgå i udarbejdelse af den nye bebyggelsesplan for Bådehavnsgade II.

Helhedsplanens samtidighed med lokalplanarbejdet

Med forventelig opstart af lokalplanarbejdet 3. kvartal 2025 og en forventelig opstart af en eventuel helhedsplan i 1. kvartal 2026 er der en forskudt tidslighed i forhold til inddragelse og inputs. Herudover bemærker forvaltningen, at de to inddragelsesprocesser i høj grad har en gensidig relevans.

For at undgå to forskudte og lignende inddragelsesprocesser foreslår forvaltningen, at såfremt der afsættes midler til helhedsplanen, vil den udvidede borgerinddragelsesproces i regi af lokalplanen kunne fortsætte og indgå som en del af inddragelsesprocessen for helhedsplanen. Det forudsættes, at inddragelsen i det videre arbejde har fokus på området for helhedsplanen.

Der er i det politiske handlerum beskrevet alternativer til forvaltningens foreslåede løsning.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte,

  • at henvise finansiering af udarbejdelse af helhedsplan for området omkring Bådehavnsgade til Budget 2026, såfremt der ønskes udarbejdet budgetnotat, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen. Udarbejdelse af helhedsplan estimeres til 1-2 mio. kr.
  • at den udvidede borgerinddragelsesproces flyttes til udarbejdelse af helhedsplanen, og at lokalplanarbejdet først igangsættes 1. kvartal 2026.
  • at der foregår to separate inddragelsesprocesser – en i regi af lokalplanen og en i regi af helhedsplanen. Det betyder, at der vil være to inddragelsesforløb med hvert sit fokus og bidrag til lokalplanen og helhedsplanen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, foretager forvaltningen sig ikke yderligere, medmindre der afsættes finansiering til en helhedsplan i kommende budgetforhandlinger.

 

                                   Søren Wille

                                                               / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. maj 2025

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som nyt at-punkt:

 

”at finansiering til udarbejdelse af helhedsplan for området omkring Bådehavnsgade henvises til Budget 2026.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som nyt at-punkt:

 

”at lokalplanarbejdet inklusive den udvidede borgerinddragelsesproces først igangsættes 1. kvartal 2026, når arbejdet med helhedsplanen også igangsættes, såfremt der afsættes finansiering til den.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med 8 stemmer mod 2. 1 undlod at stemme.

For stemte: A, C, Ø og Å

Imod stemte: B og V

Undlod at stemme: F

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti ønsker ikke at anlægge en vej fra Bådehavnsgade gennem Valby Parken til Ellebjergvej. Vi ønsker heller ikke at bruge kommunale midler eller takstfinansiering på at nedrive Sydhavnens genbrugscenter; desuden ønsker vi, ligesom i Borgerforslaget, en helhedsplan for området med respekt for de nuværende grundejere.”

 

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Såfremt grundejerne ikke er bliver klar til igen at gå i gang med en lokalplansproces indenfor 2025, ønsker partierne at forvaltningen vender tilbage med beslutningsgrundlag så lokalplansprocessen kan udskydes til at den løber sideløbende med helhedsplanen.”

 

Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne ønsker ikke at anlægge en vej på Fragtvej.”

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, afgav følgende protokolbemærkning:

”For partierne er det vigtigt, at området bliver udviklet, så vi kan få flere boliger til de mange, der gerne vil bo i København, og så vi kan holde priserne nede. Partierne ønsker ikke en vej igennem Valbyparken, men det har os bekendt aldrig været foreslået.”

Til top