Mulighed for helhedsplan sideløbende med lokalplan for Bådehavnsgade II, Vesterbro/Kongens Enghave
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forvaltningen udarbejder en helhedsplan for området omkring Bådehavnsgade, jf. bilag 2, såfremt Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i Budget 2026.
- at den udvidede borgerinddragelsesproces i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanen for Bådehavnsgade II fortsættes i udarbejdelsen af helhedsplanen, såfremt denne igangsættes.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 10. marts 2025, at forvaltningen skal udarbejde forslag til, hvordan der kan udarbejdes en helhedsplan for området omkring Bådehavnsgade sideløbende med udarbejdelse af den igangværende lokalplan Bådehavnsgade II. Borgerrepræsentationen godkendte denne beslutning den 27. marts 2025 og tilføjede, at det skulle ske i samarbejde med inddragelse af Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave Lokaludvalg. Forvaltningen har været i dialog med Kgs. Enghave Lokaludvalg samt forslagsstillere om indhold og proces for helhedsplanen den 10. april 2025 og på den baggrund udarbejdet nedenstående forslag til udarbejdelse af en helhedsplan.
Løsning
Helhedsplanen har til formål at inddrage borgere og interessenter i kortlægningen af Sydhavnens egenart, natur, sociale liv, særlige kultur og herlighedsværdier samt ønsker til udviklingen af Sydhavnen.
Forvaltningen foreslår, at helhedsplanen udarbejdes af eksterne rådgivere og i tæt dialog med forvaltningen og Kgs. Enghave Lokaludvalg. Udarbejdelse af helhedsplanen forventes at tage et år med start i 1. kvartal 2026. Forvaltningen foreslår, at den fysiske afgrænsning for helhedsplanen indeholder hele Bådehavnsgade med omkringliggende bebyggelser, natur, kolonihaver og trafikale sammenhænge fra Sydhavnsgade/Sjællandsbroen til Sydløbsvej/Kalvebodløbet inkl. Tippen, Borgmester Christiansens Vej og kolonihaverne. Valby Idrætspark har sin egen helhedsplan, hvorfor forvaltningen ikke vurderer, at denne bør indgå.
Inddragelsen til helhedsplanen vil derfor omfatte et større område samt andre temaer end inddragelsen til lokalplanen. Se forslag til afgrænsning i bilag 2.
Lokalplan, trafikplan og borgerinddragelse for lokalplanen Bådehavnsgade II
Forvaltningen er i gang med at udarbejde en lokalplan, som omfatter erhvervsområdet langs Bådehavnsgade fra Fragtvej til Sydløbsvej. Lokalplanen er midlertidigt i bero, da en af grundejerne, Stark, har meddelt, at de ønsker at forblive i området med deres nuværende beliggenhed. Forvaltningen afventer støjberegninger af virksomheden, før lokalplanarbejdet kan genoptages, og bebyggelsesplanen videreudvikles.
Herudover foregår der en politisk proces vedr. omlægning og køb af Sydhavns Genbrugscenter med forventelig afklaring i 3. kvartal 2025 (jf. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 28. april 2025).
Forvaltningen forventer, at planarbejdet kan genoptages i 3. kvartal 2025. Når planarbejdet genoptages, vil en udvidet borgerinddragelse sættes i gang, jf. Overførselssagen 2024/2025, hvor der blev afsat 2,5 mio. kr. til en trafikplan samt 0,55 mio. kr. til en udvidet borgerinddragelse for lokalplanen Bådehavnsgade II (BR den 30. april 2025) (A, B, F, I, O, V og Ø). Udarbejdelse af trafikplanen vil forløbe fra medio 2025 og til medio 2027. Afgrænsning for hhv. trafikplan, helhedsplan og lokalplan Bådehavnsgade II er vist i bilag 2.
Den udvidede inddragelsesproces i forbindelse med lokalplanarbejdet vil blive afholdt i samarbejde med Kgs. Enghave, Vesterbro og Valby Lokaludvalg, som besluttet af Borgerrepræsentationen den 27. marts 2025. Den udvidede borgerinddragelse vil blive lavet i samarbejde med ekstern rådgiver. Inddragelsesaktiviteterne i relation til lokalplanen forventes at forløbe i 3. kvartal 2025 med opsamling 1. kvartal 2026, så inputs kan indgå i udarbejdelse af den nye bebyggelsesplan for Bådehavnsgade II.
Helhedsplanens samtidighed med lokalplanarbejdet
Med forventelig opstart af lokalplanarbejdet 3. kvartal 2025 og en forventelig opstart af en eventuel helhedsplan i 1. kvartal 2026 er der en forskudt tidslighed i forhold til inddragelse og inputs. Herudover bemærker forvaltningen, at de to inddragelsesprocesser i høj grad har en gensidig relevans.
For at undgå to forskudte og lignende inddragelsesprocesser foreslår forvaltningen, at såfremt der afsættes midler til helhedsplanen, vil den udvidede borgerinddragelsesproces i regi af lokalplanen kunne fortsætte og indgå som en del af inddragelsesprocessen for helhedsplanen. Det forudsættes, at inddragelsen i det videre arbejde har fokus på området for helhedsplanen.
Der er i det politiske handlerum beskrevet alternativer til forvaltningens foreslåede løsning.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte,
- at henvise finansiering af udarbejdelse af helhedsplan for området omkring Bådehavnsgade til Budget 2026, såfremt der ønskes udarbejdet budgetnotat, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke af sig selv udarbejder dette på baggrund af indstillingen. Udarbejdelse af helhedsplan estimeres til 1-2 mio. kr.
- at den udvidede borgerinddragelsesproces flyttes til udarbejdelse af helhedsplanen, og at lokalplanarbejdet først igangsættes 1. kvartal 2026.
- at der foregår to separate inddragelsesprocesser – en i regi af lokalplanen og en i regi af helhedsplanen. Det betyder, at der vil være to inddragelsesforløb med hvert sit fokus og bidrag til lokalplanen og helhedsplanen.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, foretager forvaltningen sig ikke yderligere, medmindre der afsættes finansiering til en helhedsplan i kommende budgetforhandlinger.
Søren Wille
/ Karsten Biering
Nielsen