Oprettelse af selskab til CO2-fangst i ARC-koncernen
I/S Amager Ressourcecenter (ARC) har samarbejdet med selskabet E.ON om udvikling af et projekt til CO2-fangst. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om ARC skal oprette et aktieselskab, som har til formål at varetage ARCs kommercielle aktiviteter vedrørende CO2-fangst samt være aftalepart med E.ON, så E.ON kan afgive bud på den statslige pulje til CO2-fangst.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at ARC Holdingselskab A/S etablerer et aktieselskab, der har til formål at varetage ARCs kommercielle aktiviteter vedrørende CO2-fangst.
Indstillingen behandles sideløbende i ARCs andre ejerkommuner, Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Hvidovre Kommune og Tårnby Kommune og er under forudsætning af godkendelse i alle fem ejerkommuner.
Problemstilling
ARC arbejder sammen med E.ON på at fange CO2 fra affaldsenergianlægget, der årligt udleder op mod 560.000 ton CO2. Den danske stats udbud af 28 milliarder kr. til CO2-fangst og -lagring til fordeling mellem maksimalt 10 aktører giver mulighed for at opnå støtte. Der er i den forbindelse behov for at oprette et selskab under ARC Holdingselskab A/S til formålet. Selskabet skal være etableret inden afgivelse af indikativt bud på den statslige pulje, som skal foreligge senest den 26. august 2025.
Løsning
ARC har etableret et samarbejde med E.ON om udvikling af et muligt projekt til etablering af storskala CO2-fangst. Det er hovedidéen, at E.ON finansierer, ejer og driver et anlæg til fangst af CO2 i røggassen fra ARCs affaldsenergianlæg. E.ON bærer langt størstedelen af projektets udviklingsomkostninger, som det fremgår af det fortrolige bilag 2. ARC skal, hvis projektet realiseres, betale for den service, det er at få røggassen renset for CO2. Til gengæld forventes det, at ARC sparer tilsvarende udgifter til CO2-kvoter og afgifter. Det forventes, at anlægget kan fange op til 400.000 ton CO2 årligt jf. bilag 2, som er fortroligt, fordi det indeholder forretningskritiske oplysninger i forhold til ansøgningen til den statslige CCS-pulje.
I det projekt, der søges etableret, er det således E.ON (og ikke ARC), der skal søge støtte fra den danske stats CCS-pulje. Opnåelse af støtte fra den danske CCS-pulje er essentiel for realisering af CO2-fangst på affaldsenergianlægget.
For at E.ON kan byde på CCS-puljen med det aftalemæssige setup, der er mellem ARC og E.ON, skal ARC allerede nu etablere et selskab til håndteringen af det mulige fremtidige aftaleforhold mellem E.ON og ARC. Selskabet stiftes med minimumskapital på 400.000 kr. og skal alene rumme aftaleforholdet mellem parterne (den kommende serviceaftale). Oprettelse af selskabet er en formalitet i forhold til senere afgivelse af indikativt bud på den statslige støttepulje og påfører ikke ARC eller ejerkommunerne risici for nuværende.
Den kommende serviceaftale forventes at indeholde følgende elementer jf. fortroligt bilag 2:
- Det forventes aftalt, at der skal fanges op mod ca. 400.000 tons CO2 årligt
- E.ON finansierer, etablerer og driver et anlæg til at rense ARCs røggas for CO2
- ARC betaler for denne røggasrensning i en ”deliver or pay-aftale”, hvor prisen forventes at svare til de sparede skatter og afgifter på CO2
E.ON får ejendomsretten og ansvaret for både den fossile og den biogene CO2. E.ON vil sælge den biogene andel som klimakreditter.
ARCs affaldsenergianlæg vurderes at være en yderst velegnet punktkilde til CO2-fangst. For ARC er stiftelse af et selskab til CO2-fangst nødvendig for at opnå støtte gennem den danske stats igangværende udbudsproces.
Ønsket om etablering af et selvstændigt selskab er den første del af en beslutningsproces i to dele. Anden del (serviceaftalen) forventes fremlagt til politisk behandling senere på året.
Der er med virkning fra 1. januar 2025 gennemført lovgivning, som muliggør etablering og drift af CO2-fangst i forsyningssektoren (lov nr. 1647 af 30. december 2024).
I henhold til lov 745 af 13. juni 2023 er ARCs affaldsenergianlæg blevet selskabsgjort pr. 13. december 2024, hvilket er sket ved beslutning i ejerkommunerne i oktober-november 2024 og godkendt af Ankestyrelsen i december 2024. Der er i den forbindelse godkendt en selskabsstruktur bestående af I/S Amager Ressourcecenter og underliggende ARC Holdingselskab A/S og ARC Affaldsenergi A/S.
Der kan i forhold til lovgivningen om konkurrenceudsættelse af affaldsenergianlæg ikke etableres andre aktiviteter end dem, som umiddelbart vedrører affaldsforbrænding i det selskab, som ejer affaldsenergianlægget, det vil sige ARC Affaldsenergi A/S. Derfor er der behov for at stifte et ARC CO2-fangstselskab for lovligt at kunne indgå aftale med E.ON om, at de skal rense røggassen fra affaldsenergianlægget. Selskabet etableres under ARC Holdingselskab A/S. Selskabet, hvori CO2-fangstaftalen (serviceaftalen) placeres, foreslås oprettet som et tomt administrativt selskab. Selskabet har ingen ansatte og rummer ikke andre aktiviteter.
Hvis det ikke lykkes at vinde statslige CCS-midler eller lignende, og selskabet ikke tjener noget videre formål, vil det blive nedlagt.
E.ON har i marts 2025 søgt om prækvalifikation til den danske stats CCS-pulje med henblik på at opnå støtte til at behandle ARCs røggas. Tidsfristerne for næste og pt. eneste mulighed for at søge støtte i den statslige CCS-pulje er, at indikative bud skal indleveres den 26. august 2025 og endeligt bud den 17. december 2025. Der forventes at ske tildeling i april 2026. Forudsat støtten tildeles, skal der fanges CO2 fra 2030.
Den statslige pulje vil blive tildelt til de aktører, der kan sikre den billigste fangst og lagring af CO2 over en 15-årig periode.
ARC har anmodet om, at den kommunale behandling af sagen er gennemført senest i juni 2025 af hensyn til fristerne for at afgive bud på den statslige CCS-pulje. Det følger af vedtægten for ARC Holdingselskab A/S § 11, stk. 1, at ejerkommunerne skal godkende etablering af nye selskaber, hvis summen af selskabets samlede indskud i selskaber overstiger 100 mio. kr. For ARC Holdingselskab A/S er dette tilfældet grundet ejerskabet af ARC Affaldsenergi A/S.
Politisk handlerum
Hvis indstillingen ikke
godkendes, kan ARCs videre samarbejde med E.ON ikke
fortsætte, og ARC kan ikke realisere CO2-fangst med støtte fra den statslige
pulje.
Økonomi
Sagen har ikke på nuværende tidspunkt bevillingsmæssige konsekvenser.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Økonomiforvaltningen ARC, så de kan stifte selskabet. ARC arbejder på senere i 2025 (forventeligt i september 2025) at kunne fremlægge serviceaftalen om CO2-fangst med E.ON til ejerkommunernes godkendelse. Godkendes serviceaftalen, vil ejerkommunerne være forpligtet i henhold til aftalens forskellige vilkår, der ikke er kendte på nuværende tidspunkt.
Søren Hartmann Hede Søren Wille