Ændring af vejstatus og matrikelændringer på en del af Toftegårds Plads, Valby
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det godkendes, at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at gennemføre nedlæggelse af dele af den offentlige vej Toftegårds Plads som beskrevet i lokalplanen, jf. bilag 3.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte den 2. juni 2022 salg af areal under udstykning til Hovedstadens Almennyttige Boligselskab v/DAB til opførelse af almene ungdomsboliger på Toftegårds Plads. Arealet skal nu nedlægges som vejareal og matrikuleres. Endvidere skal der ske matrikulære tilpasninger på pladsen for at imødekomme byggeri af nyt bibliotek, nye vejadgange til pladsen samt de eksisterende bygninger ”Kraftwerket” og Valby Kulturhus.
Løsning
For at kunne realisere helhedsplanen for Toftegårds Plads og lokalplan Toftegårds Plads II samt beslutning om frasalg af areal under udstykning til DAB med henblik på opførelse af almene ungdomsboliger, skal der foretages en række matrikulere tilpasninger på Toftegårds Plads:
Der skal ske vejnedlæggelse og matrikulering af:
• de arealer, hvor der opføres almene ungdomsboliger og nyt bibliotek. Arealet til opførelse af almene ungdomsboliger er frasolgt til DAB, mens arealet til opførelse af nyt bibliotek tinglyses med adkomst til Københavns Kommune/Økonomiforvaltningen.
• det areal, hvor der i dag er en eksisterende bygning, der huser ”Kraftwerket”, og arealet tinglyses med adkomst til Københavns Kommune/Økonomiforvaltningen.
Der skal desuden ske tilpasning af de eksisterende skellinjer omkring Valby Kulturhus. Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætter og gennemfører den nødvendige nedlæggelse af dele af den offentlige vej Toftegårds Plads, som er en forudsætning for de matrikulære ændringer efter lokalplanen. Teknik- og Miljøforvaltningen skal gives bemyndigelse hertil.
Politisk handlerum
Det kan besluttes, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke skal have bemyndigelse til at nedlægge en del af Toftegårds Plads som offentlig vej. Dette vil forhindre realiseringen af helhedsplan, lokalplan og det godkendte salg af en del af arealet til opførelse af almene ungdomsboliger samt det planlagte byggeri af det nye bibliotek. Salget af arealet til ungdomsboliger vil kun kunne realiseres ved en matrikulering af arealet, hvilket forudsætter en nedlæggelse af arealet som offentlig vej.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser for nedlæggelsen af en del af den offentlige vej Toftegårds Plads er medtaget i helhedsplanen for Toftegårds Plads (BR 24. juni 2020).
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter Teknik- og Miljøforvaltningen nedlæggelsen af de nævnte dele af Toftegårds Plads i henhold til vejlovens bestemmelser.
Søren Wille
Peter Højer