Navngivning af plads ved Gammel Køge Landevej 1-3, Valby
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til navngivning af en plads ved Gammel Køge Landevej 1-3, idet vedtagelse af lokalplan Toftegårds Plads II og Kommuneplantillæg nr. 21 medfører, at pladsen skal udvikles med bl.a. almene ungdomsboliger. Dette afføder behov for et navn, som adresserne kan fastsættes til. Pladsen har i dag ikke et selvstændigt navn. Valby Lokaludvalg har indsamlet navneforslag fra Valbys borgere, afholdt en borgerafstemning og indsendt tre forslag til Vejnavnenævnet. Vejnavnenævnet har haft både Thit Jensen og Hanne Varming i partshøring. Thit Jensens Plads kunne ikke anvendes grundet en Thit Jensens Vej på Nørrebro. Valby Lokaludvalg bakker op om Hanne Varmings Plads. Ligeledes gør Hanne Varmings efterkommere.
Indstilling
Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at en plads ved Gammel Køge Landevej 1-3 i Valby navngives ”Hanne Varmings Plads”.
Problemstilling
Vedtagelse af lokalplan Toftegårds Plads II og Kommuneplantillæg nr. 21 medfører, at pladsen syd for Toftegårds Plads skal udvikles med et nyt bibliotek, almene ungdomsboliger og en eventuel bygning til kultur, fritid eller sundhed. Pladsen omgives af Valby Kulturhus, Gammel Køge Landevej 1-3 og Gammel Køge Landevej/Vigerslev Allé (se kort i bilag 2).
Valbys borgere indsendte 61 navneforslag til Valby Lokaludvalg ud fra kriteriet: Afdød kvindelig kunstner med tilknytning til Valby. Af de indkomne navneforslag prioriterede Lokaludvalget fem navne, der efterfølgende var genstand for en borgerafstemning. Lokaludvalget valgte at indstille de tre navne, der fik flest stemmer, til Vejnavnenævnet (Thit Jensen, Cecil Bødker og Hanne Varming).
Vejnavnenævnet besluttede d. 2. december 2024 at sende navnet Thit Jensen i høring. Ifm. partshøringen kom det dog frem, at der allerede findes en Thit Jensens Vej på Nørrebro. Derfor besluttede Vejnavnenævnet d. 10. marts 2025 at indstille navnet Hanne Varming til Teknik- og Miljøudvalget efter endt partshøring.
Løsning
Pladsen, der ønskes navngivet, er beliggende syd for Toftegårds Plads i Valby ved Gammel Køge Lande 1-3. Den ejes af Københavns Kommune og 10 al Valby og ATP Ejendomme. Navngivningen vil medføre adresseændring for 12 lejere/ejere, der har adressen Gammel Køge Landevej 1-3.
Valby Lokaludvalg indstillede nedenstående tre navne til Vejnavnenævnet:
- Thit Jensens Plads (1876-1957). Dansk forfatter og foredragsholder. Thit Jensen boede i en periode i en lejlighed på Toftegaards Plads. Navnet fik flest stemmer ved borgerafstemningen (192 stemmer).
- Cecil Bødkers Plads (1927-2020). Dansk forfatter, særligt kendt for sin børneserie om Silas, der indbefatter 14 bøger. Navnet fik næstflest stemmer ved borgerafstemningen (75 stemmer).
- Hanne Varmings Plads (1939-2022). Dansk skulptør, blandt andet kendt for ”pigerne fra Paris”, der står i Københavns Lufthavn, samt ”Konen med hundene”, som står ved Tingstedet i Valby. Hanne Varming boede i en periode samt havde værksted i Valby overfor Tingstedet. Navnet fik tredjeflest stemmer ved borgerafstemningen (66 stemmer).
Høring
Der har været partshøring af to forskellige navne ifm. navngivning af pladsen ved Gammel Køge Landevej 1-3.
Vejnavnenævnet besluttede d. 2. december 2024 at sende navnet Thit Jensens Plads i høring. Høringen fandt sted i perioden 10. januar – 3. februar 2025. Forvaltningen modtog to høringssvar (bilag 3), fra Valby Lokaludvalg og Movia. Lokaludvalget støttede forslaget.
Movia gjorde dog forvaltningen opmærksom på, at der allerede findes en ”Thit Jensens Vej” på Nørrebro. Movia beskrev, at den store fysiske afstand fra Nørrebro til Valby mellem plads og vej ville kunne skabe mange fejlnavigationer for dem.
Der er endvidere en praksis i Københavns Kommune, at veje og pladser med samme navn skal være fysisk forbundne. Navngivning af pladsen efter Thit Jensen ville være en afvigelse fra denne praksis.
På den baggrund besluttede Vejnavnenævnet den 10. marts 2025 i stedet at sende navnet Hanne Varming i høring på trods af, at navnet ikke fik flest stemmer ved navnekonkurrencen. Der blev her lagt vægt på Hanne Varmings særlige lokale forankring, idet hun bl.a. havde værksted ved Tingstedet i Valby ikke langt fra den unavngivne plads.
Navnet Hanne Varming var i høring fra 25. marts-25. april 2025. Forvaltningen modtog i høringsperioden tre høringssvar (bilag 4) fra Valby Lokaludvalg, Movia og ATP Ejendomme, som alle kunne støtte forslaget. Movia gav udtryk for at være glade for, at deres bekymringer vedr. navngivning efter Thit Jensen dermed blev håndteret. Valby Lokaludvalg udtrykte stor glæde ved forslaget med begrundelsen, at Hanne Varming havde en særlig tilknytning til Valby, herunder at to af hendes værker pryder Valby. Der er tale om skulpturerne ”Konen og hundene” på Tingstedet og ”Hans Jakob”, der står foran det nuværende bibliotek på Annexstræde.
Hanne Varmings efterkommere
Hanne Varming efterlader sig fire børn, som forvaltningen også har sendt forslaget i høring hos. De udtrykker alle fire opbakning til forslaget.
Forvaltningens bemærkninger
Navnet Hanne Varming er blevet registeret i Danmarks Adresseregister (DAR) og retskrivningsmæssigt kontrolleret af Klima- og Datastyrelsen. Forvaltningen har endvidere undersøgt, hvorvidt navnet anvendes andre steder i København, hvilket ikke er tilfældet.
Forvaltningen vurderer, at Hanne Varming kan anvendes.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan
- vælge et andet navn end Hanne Varmings Plads. Alternative navneforslag skal i partshøring jf. gældende regler, inden de kan godkendes endeligt i Teknik- og Miljøudvalget.
- beslutte ikke at navngive pladsen således, at bygningerne, der muliggøres i lokalplan Toftegårds Plads II, vil få adresser på Gammel Køge Landevej.
Økonomi
Opsætning af skilte afholdes inden for forvaltningens driftsbudget.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen, vil pladsen få navnet ”Hanne Varmings Plads. Navnet forventes at træde i kraft den 26. juli 2025.
Line Barfod
Forperson for Vejnavnenævnet