Mødedato: 26.03.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Drøftelse af byggesagsgebyrer

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal drøfte principper for den fremtidige opkrævning af byggesagsgebyrer på baggrund af anbefalinger fra den eksterne revision og i lyset af uhensigtsmæssigheder i de nuværende gebyrbestemmelser.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget drøfter,

1.                  i hvor høj grad byggesagsbehandlingen skal være bruger- eller skattefinansieret,

2.                  om der ønskes indbygget incitamentsstrukturer i byggesagsgebyrerne,

            3.         om udvalget ønsker, at forvaltningen udarbejder indstilling til nye gebyrregler gældende fra 1. januar 2013.

Problemstilling

Forvaltningen finder det hensigtsmæssigt at ændre metode for opkrævning af byggesagsgebyrer for 2013 og fremover, jævnfør anbefalingerne fra den eksterne revision i bilag 1. Med de nuværende gebyrregler slipper ikke realiserede byggeprojekter trods et stort ressourceforbrug i kommunen helt for gebyr, og der er som vist i bilaget meget stor forskel på graden af brugerfinansieringen inden for de 5 bygningskategorier. Desuden er det tungt administrativt at opkræve gebyr ved ibrugtagningstilladelse lang tid efter den egentlige byggesagsbehandling.

Energistyrelsen har sammensat en arbejdsgruppe med deltagelse af byggeriets parter samt kommunerne, som i løbet af 1. halvår 2012 blandt andet skal beskrive modeller for gebyrfastsættelse på byggesagsområdet med større ensartethed og gennemsigtighed.

Før aflevering af takstbilag til budget 2013 ønskes udvalgets drøftelse af, i hvor høj grad byggesagsbehandlingen skal være bruger/skattefinansieret, om der ønskes indbygget incitamentsstrukturer i gebyrfastsættelsen, og om nye gebyrregler skal søges indført i 2013.

Løsning

Som grundlag for drøftelsen er i det følgende beskrevet en model, hvor Københavns Kommune i lighed med næsten alle andre kommuner i landet opkræver byggesagsgebyrer i forbindelse med udstedelse af en byggetilladelse, og ikke som nu en ibrugtagningstilladelse.

I modellen vil opkrævningen basere sig på et grundgebyr, der svarer til ressourceforbruget i forvaltningen til modtagelse og journalisering af byggeansøgningen, behandling på byggemøde, byggetilsyn og afslutning af byggesagen.

Grundgebyret vil blive suppleret af en opkrævning pr. kvadratmeter, som bedst afspejler kommunens ressourceforbrug til videre sagsbehandling. De præcise kvadratmeterpriser vil kræve en mere tilbundsgående analyse.

Denne kvadratmeterpris afhænger af graden af bruger/skattefinansiering. Indtil byggeboomet var byggesagsbehandlingen ca. 50 pct. brugerfinansieret, men fra 2005 er byggeomkostningerne og dermed også byggesagsgebyrerne steget så meget, og udgifterne til byggesagsbehandling faldet så meget via Lean-tiltag i forvaltningen, at der nu er tale om fuld brugerfinansiering, hvilket vil sige byggesagsgebyrer for ca. 80-85 mio. kr. årligt. Forvaltningen ønsker udvalgets drøftelse af, i hvor høj grad området fremover skal være dækket af brugerfinansiering eller skattefinansiering.

Energistyrelsen har som tidligere nævnt nedsat en arbejdsgruppe vedrørende regelforenkling på byggesagsområdet. Forvaltningen følger dette arbejde tæt og kan videreformidle udvalgets synspunkter i forhold til det nationale arbejde, der pågår på området. Et element i dette arbejde er eksempelvis, om der skal indbygges incitamentsstrukturer i gebyrbestemmelserne, så kommunerne får hjemmel til at give rabat ved eksempelvis klimavenligt byggeri, digital ansøgning, fyldestgørende materiale ved ansøgningen etc.

Energistyrelsens arbejde kan betyde, at der sker ændringer på nationalt plan i forhold til gebyrbestemmelserne. Forvaltningen ønsker derfor, inden takstbilag for budget 2013 fremlægges, udvalgets drøftelse af, hvorvidt forvaltningen skal afvente resultaterne af de nationale tiltag eller udarbejde indstilling om at ændre gebyrbestemmelserne for 2013.

Økonomi

Drøftelsesindstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser, men det kan en eventuel efterfølgende indstilling have. Ændringer i gebyrstruktur, der medfører ændringer i indtægtsniveau, skal indgå i budgetforhandlingerne, da det betyder ændringer i indtægtskravet til forvaltningen.

Videre proces

På baggrund af udvalgets drøftelse udarbejder forvaltningen eventuelt forslag til nye gebyrbestemmelser til 2. behandling af Teknik- og Miljøudvalgets budget, som behandles d. 30. april 2012, og inddrager desuden udvalgets ønsker i forhold til Energistyrelsens arbejde med regelforenkling på området.

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  /Lis Napstjert

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 26. marts 2012

Indstillingen blev drøftet.
Til top