Mødedato: 25.10.2006, kl. 15:00

Lokalplan "Svanevænget" med tilhørende kommuneplantillæg

Se alle bilag

Lokalplan "Svanevænget" med tilhørende kommuneplantillæg

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. oktober 2006

 

 

Sager til beslutning

 

15.      Lokalplan "Svanevænget" med tilhørende kommuneplantillæg

 

TMU 833/2006  J.nr. 611:200.0001/05

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  lokalplan "Svanevænget" vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer i § 6 om bebyggelsens ydre fremtræden.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  det til lokalplan "Svanevænget" hørende tillæg til Kommuneplan 2005 vedtages endeligt uden ændringer.

 

RESUME

I forbindelse med den offentli ge høring vedrørende forslagene til henholdsvis lokalplan og kommuneplantillæg er der modtaget seks henvendelser, heraf to fra offentligere myndigheder, der ikke har bemærkninger til forslagene. De øvrige fire henvendelser er overvejende fra beboere i området, herunder fra Ejerlavet Svanevænget, der har foranlediget lokalplanen.

De fire henvendelser fra beboere m.fl. omfatter bl.a. bebyggelsens ydre fremtræden, parkering og områdeafgrænsning. Der er ingen henvendelser om kommuneplantillægget.

På baggrund af henvendelserne anbefaler forvaltningen enkelte præciseringer i lokalplanen om kviste og kvistaltaner samt badeværelsesvinduer.

Henvendelserne giver herudover ikke forvaltningen anledning til at foreslå ændringer af lokalplanforslaget. Ingen af de foreslåede ændringer skønnes at være af en sådan karakter, at underretning i henhold til planloven er påkrævet. Kommuneplantillægget foreslås vedtaget uændret.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen har i mødet den 6. april 2006 (BR 210/06) godkendt, at et forslag til lokalplan "Svanevænget" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg offentliggøres.

 

Offentliggørelsesmateriale omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece og -folder vedlægges til gennemsyn som bilag A. Materialet indeholder baggrund og indhold vedrørende forslagene til henholdsvis lokalplan og kommuneplantillæg, herunder tegninger med angivelse af gadenavne og lignende, hvortil der refereres i den efterfølgende tekst.

 

Lokalplanforslaget er foranlediget af en anmodning til Københavns Kommune fra Ejerlavet Svanevænget, der repræsenterer rækkehusbebyggelsen Svanevænget 6-34, om at udarbejde en bevarende lokalplan for rækkehusene. Baggrunden herfor er, at utidssvarende servitutter efter ejerlaugets opfattelse ikke ved ombygninger i nødvendigt omfang sikrer bebyggelsens helhed og karakteristika.

 

Forvaltningen har i den forbindelse vurderet hele kvarteret mellem Strandvejen, Strandvænget, Strandpromenaden og kommunegrænsen mod Gentofte Kommune, herunder gældende servitutbestemmelser, med henblik på fastlæggelse af en eventuel lokalplans afgrænsning. På grundlag heraf er det besluttet, at lokalplanen skal omfatte de fire sydligste karrébebyggelser langs Strandvejen samt rækkehusområderne ved Svanevænget, Soldalen og Kildevænget. Dette har baggrund i hensyn til disse bebyggelsers oprindelige helhedspræg og for at fastlægge et ensartet og i fornødent omfang detaljeret administrationsgrundlag, som er kendt af ejere og borgere i øvrigt.

 

Mulighed for genopførelse i henhold til lokalplanen af bebyggelse efter ildebrand eller anden force majeure situation forudsætter udarbejdelse af et tillæg til Kommuneplan 2005.

 

Offentliggørelse

Forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg har været offentliggjort i perioden 26. april til 29. juni 2006. Der er udsendt i alt 927 foldere til ejere, beboere og brugere samt 41 foldere til interessegrupper, foreninger og lignende. Forslaget blev annonceret den 26.april 2006 i Østerbro Avis.

 

Den 23. maj 2006, kl. 19-21, blev der i Strandvejsskolen afholdt et borgermøde om de offentliggjorte planforslag, hvor der deltog 15 borgere. Mødet var tilrettelagt som et orienteringsmøde, hvor repræsentanter fra Borgerrepræsentationens partier var indbudt til at deltage. Der vedlægges som bilag 1 et referat fra borgermødet samt som bilag 2 resultatet af de evalueringsskemaer, som blev omdelt på mødet. Som det fremgår af referatet, blev der fortrinsvis drøftet bebyggelsens ydre fremtræden, beplantning og trafikgener. Ifølge evalueringen var der tilfredshed med mødets gennemførelse og form. Dog efterlystes der flere billedeksempler ved gennemgangen af lokalplanforslaget.

 

Herudover har der i offentliggørelsesperioden været mulighed for via Internettet at søge oplysninger om forslagene på en særlig hjemmeside. Denne indeholdt en debatside, hvor der var mulighed for at fremføre synspunkter vedrørende forslagene. Denne mulig er ikke blevet benyttet. Hjemmesiden indeholdt endvidere mulighed for at fremsende indsigelser via e-mail. Muligheden blev ikke benyttet.

 

Der er i offentliggørelsesperioden modtaget seks henvendelser, herunder to fra offentlige myndigheder. Henvendelserne vedlægges til gennemsyn som bilag B. En oversigt over henvendelserne vedlægges som bilag 3. Henvendelserne beskrives og kommenteres i de efterfølgende afsnit Henvendelser fra offentlige myndigheder m.v. og Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.

 

Henvendelser fra offentlige myndigheder m.v.

I.      Brev af 26. maj 2006 fra Københavns Stiftsøvrighed                  

Københavns Stiftsøvrighed oplyser, at der ikke er bemærkninger til lokalplanforslaget.

 

II.     E-mail af 28. juni 2006 fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR)

HUR har i relation til regionplanen og de trafikale interesser ingen indsigelser eller bemærkninger til planforslagene.

 

Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.

1.     E-mail af 19. juni 2006 fra Martin Winge Andersen, Soldalen 4

Martin Winge Andersen ønsker sikring af, at der etableres mindst 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal, hvis der indrettes beboelse i etageejendommenes tagetager. Dette begrundes med allerede forefindende alvorlige parkeringsproblemer i kvarteret. Det bør for hele lokalplanområdet gælde, at der ikke må plantes store skovtræer, som bliver over 4 m høje. Bestemmelsen om opsætning af markiser på de tre rækkehusområder anses for overflødig.

 

Bemærkninger

Ad parkering: Ifølge forslaget til lokalplanen skal der ved udnyttelse af tagetagerne i etageejendommene i underområde IV etablere 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal. Parkeringen forudsættes etableret på egen grund. Såfremt forvaltningen efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde kan anbefale en eventuel ansøgt dispensation herfra, skal naboer m.fl. høres i henhold til planloven med mulighed for at fremsætte bemærkninger, forinden endelig afgørelse træffes.

 

Ad højde på træer: Der er ikke medtaget særlige bestemmelser i lokalplanen om plantning af træer m.v., idet der er lagt vægt på, at beboerne kan indrette haverne på individuelle måder. Lokalplanen indeholder dog bestemmelser om bevaringsværdige grønne anlæg i underområde IV (karrebebyggelsen) og om udpegede bevaringsværdige træer fortrinsvis i samme underområde. Hidtidige servitutter med bestemmelser om bl.a. højde på træer er i øvrigt fortsat gældende.

 

Ad markiser: Bestemmelsen om placering og udseende af markiser på rækkehusbebyggelserne i forbindelse med terrasser i stueetagen er medtaget som en del af sikringen af helhedspræget for bebyggelserne i overensstemmelse med formålet for lokalplanen.

 

2.     Brev og e-mail af 21. juni 2006 fra Ejerlavet Svanevænget v/ formand Vibeke Lassen Nielsen og sekretær Steen Lollike

Ejerlavet Svanevænget er meget tilfreds med lokalplanforslaget, herunder dets intentioner m.v. Kommentaren til § 6, stk. 2 d, om udskiftning af kviste ønskes udbygget. Således ønskes det, at bemærkningen om at acceptere en mere begrænset isolering af kvistflunker for at bevare oprindelige, fine detaljer skal gælde generelt for enhver del af husene. Derved sikres husenes oprindelige udseende og funktionalitet. Som eksempel nævnes tagfornyelse med undladelse af isolering efter nye skærpede krav om 300 mm isolering.

 

I § 6 , stk. 2 e, ønskes bestemmelsen om, at alt glas skal være klart, ufarvet planglas, ændret vedrørende vinduer i badeværelser. For disse vinduer bør det inderste af flere lag glas kunne udføres opaliseret eller frostet.

 

Ved indretning af beboelse i etageejendommenes tagetager bør der kræves etablering af mindst 1 parkeringsplads pr. nyetableret bolig. Etableringen skal ske på egen ejendom. Indbetaling til en parkeringsfond eller andet, der udskyder etableringen er ikke acceptabel.

 

Med henvisning til bestemmelsen i § 4, punkt b, om opretholdelse af en 2,5 m bred passage langs sydskel på matr. nr. 5385-5390 og 5438-5446 Udenbys Klædebo Kvarter ønskes det præciseret, at passagen også fremover kun må benyttes af ejendommens ejere/ beboere.

 

Ad begrænset isolering: Kviste skal opsættes efter Teknik- og Miljøforvaltningens nærmere godkendelse. Dette vil blive præciseret i lokalplanen for så vidt angår heromhandlede underområde I, jf. nedenfor nævnte afsnit Ændring af lokalplanen. Der vil i den forbindelse blive taget stilling til dimensionering og dermed udseende af kviste. Der er fra 1. april 2006 indført skærpede krav til isolering af bygninger. Ifølge Bygningsreglement for Småhuse, kap. 5.5.4. gælder dette dog ikke for fredede og bevaringsværdige enfamiliehuse, der er omfattet af en bevarende lokalplan som i nærværende tilfælde. Dette medfører, at bebyggelsens oprindelige karakter kan opretholdes uden ekstra tykkelse på bygningsdele, herunder kvistflunker og tagflader. Kommentaren knyttet til § 6, stk. 2 d, vil blive redigeret i overensstemmelse hermed, jf. nedenfor nævnte afsnit Ændring af lokalplanen.

 

Ad vinduer i badeværelser: Forvaltningen foreslår, at der tilføjes en bestemmelse om, at det i vinduer til badeværelser i hele området muliggøres, at det inderste af flere lag glas ikke skal udføres som klart, ufarvet planglas. Der henvises til nedenfor nævnte afsnit Ændring af lokalplanen.

 

 Ad parkering: Der henvises til det anførte under bemærkninger til henvendelse nr. 1.

 

Ad anvendelse af passager: Lokalplanens bestemmelser om opretholdelse af passager ændrer ikke ved den hidtidige lovlige anvendelse.

 

3.     E-mail af 28. juni 2006 fra Douwe Pieter Hoekstra og Anne-Kathrine Mandrup, Soldalen 29

Douwe Pieter Hoekstra og Anne-Kathrine Mandrup bakker op om en bevarende lokalplan for området. Dog udtrykkes der undren over, at lokalplanen ikke skal gælde for hele området mellem Strandvænget, Strandvejen, Strandøre og Strandpromenaden.

 

Der ønskes i underområde II mulighed for følgende:

·     Etablering af kviste mod Soldalen til supplering af eksisterende kviste på den side af bebyggelsen, der vender væk fra Soldalen.

·     Etablering af kvistaltaner på den vestlige side af bebyggelsen vest for Soldalen tilsvarende muligheden ifølge lokalplanforslaget for etablering af kvistaltaner på den østlige side af bebyggelsen øst for Soldalen.

·     Etablering af udgang fra spisestue til baghave på den vestlige side af bebyggelsen vest for Soldalen.

·     Maling af dør- og vinduesrammer rødbrun foruden mørk brun som bestemt i lokalplanforslaget.

·     Opførelse af legehuse, klatrestativer m.v. i haverne.

·     Etablering af en hævet terrasse (ca. 35 cm) i baghaverne i bebyggelsen vest for Soldalen.

 

Indretning af boliger i tagetagerne i de fire etageejendommen i underområde IV må ikke ske uden udvidelse af parkeringsarealet.

 

Ad områdeafgrænsning: Lokalplanområdets afgrænsning er, som anført foran i afsnittet Baggrund, baseret på forvaltningens vurdering af hele kvarteret mellem Strandvejen, Strandvænget, Strandpromenaden og kommunegrænsen mod Gentofte Kommune, herunder gældende servitutbestemmelser. Det er herved konstateret, at servitutbestemmelserne, som regulerer de fire bevaringsværdige etageboligbebyggelser langs Strandvejen og kvarterets bevaringsværdige rækkehusbebyggelser ved henholdsvis Svanevænget, Soldalen og Kildevænget, alle med harmoniske, ensartede helheder, ikke er formulerede med tilstrækkelig præcise bestemmelser om bebyggelsernes ydre fremtræden. Servitutterne sikrer således ikke i nødvendigt omfang, at ombygninger på de enkelte ejendomme sker med en ensartethed samt med materialer og udformning, som respekterer den samlede bebyggelses helhed og de oprindelige arkitektoniske kvaliteter.

 

For kvarterets villabebyggelse, som ikke danner arkitektoniske homogene sammenhænge, er det vurderet, at de gældende servitutbestemmelser vil være tilstrækkelige til at sikre den enkelte bygnings kvaliteter, idet ændringer af bebyggelsen forudsætter kommunal godkendelse. Det er endvidere fundet uhensigtsmæssigt, at inddrage den resterende del af kvarteret, dvs. området nord for Strandøre, i en bevarende lokalplan. Dette skyldes, at en eventuel kommende udvidelse af aktiviteterne for W.H.O., der anvender flere ejendomme i kvarterets nordlige del mod kommunegrænsen til Gentofte Kommune, må forventes at få indflydelse på områdets fremtidige udvikling. Endvidere har ny- og ombygninger på ejendomme langs kommunegrænsen ændret den bebyggelsesmæssige karakter på en sådan måde, at en bevarende regulering vil have begrænset betydning.

 

Ad kviste mod Soldalen: Det er karakteristisk for rækkehusene i underområde II, at tagfladerne mod vej helt overvejende er etableret uden kviste, og at kviste alene er placeret på husenes bagside. Mod Soldalen er rækkehusene udformet med ubrudte tagflader, med røde tagsten. Disse tagflader skaber en harmonisk helhed som er væsentligt for bevaring områdets karakter. Lokalplanbestemmelsen om, at der ikke må etableres nye kviste i underområdet, er fastsat på dette grundlag.

 

Ad kvistaltaner mod vest på bebyggelsen vest for Soldalen: De ønskede kvistaltaner på vestsiden af rækkehusene vest for Soldalen er ikke muliggjort, da placering her skaber et uheldigt brud på tagfladen med altaner, som afsluttes i bygningens tagrende. På rækkehusene øst for Soldalen skjules kvistaltanernes brud på tegltaget af et 1,5 m bredt, vandret tag, som overdækker østfacadens karnapper og altaner. Kvistaltaner skal opsættes efter Teknik- og Miljøforvaltningens nærmere godkendelse. Dette vil blive præciseret i lokalplanen, jf. nedenfor nævnte afsnit Ændring af lokalplanen.

 

Ad udgang til baghave mod vest på bebyggelsen vest for Soldalen: I lokalplanen fastsættes det for hele området, at eksisterende bebyggelse med hensyn til materiale, udformning, farve og øvrige ydre fremtræden ikke ændres uden Teknik- og Miljøudvalgets tilladelse med mindre ændringerne iagttager nærmere angivne bestemmelser. Etablering af udgang til have mod vest er ikke omfattet af disse nærmere bestemmelser, og vil derfor forudsætte Teknik- og Miljøudvalgets tilladelse i form af en dispensation.

 

Ad maling af vindues- og dørkarme: Bestemmelsen om farve på maling til vindues- og dørkarme er fastlagt efter anmodning fra ejerlavets bestyrelse.

 

Ad opførelse af legehuse, klatrestativer og lign.: Legehuse, klatrestativer mv., der har en karakter som haveinventar og ikke fremstår som ege ntlig bebyggelse, er ikke omfattet af lokalplanen og kan umiddelbart opstilles.

 

Ad hævet terrasse i baghave mod vest på bebyggelsen vest for Soldalen: Bestemmelsen om, at der ikke må etableres hævede terrasser uden for bygningsvoluminerne i underområde II er medtaget for at hindre indbliksgener i de smalle rækkehushaver. Ejerlavet har i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanen tilkendegivet, at man opfatter bestemmelsen som gældende for vestsiden af bygningerne. Da indbliksgener også kan opstå på østsiden af bebyggelsen gælder bestemmelsen også her. De eksisterende hævede terrasser placeret mellem karnapperne på østfacaden er afgrænset af karnapperne og giver derfor ikke indbliksgener.

 

Ad parkering: Der henvises til det anførte under bemærkninger til henvendelse nr. 1.

 

4.     Brev af 27. juni 2006 fra Bydelslisten Indre Østerbro v/ Kjeld Lykke

Bydelslisten Indre Østerbro kvitterer for forslaget til en bevarende lokalplan for området. Det anføres, at forslaget står i skærende modsætning til den tragiske, planløse "beton-udvikling", der er kommet til at karakterisere store dele af Havnefronten. Det samme gælder i forhold til overborgmester Ritt Bjerregaaards og borgmester Klaus Bondams borgerfjendske tanker om højhusbyggeri i kommunen. Københavns Kommune er udbygget, og de sidste grønne områder skal bevares til kommende generationer. Såfremt der etableres en havnetunnel, hvilket ikke anses for ønskeligt, skal trafikken herfra ledes helt ud til Lyngbyvej-systemet.

 

Bemærkninger

Forvaltningen har ingen kommentarer i relation til lokalplanforslaget.

 

Ændring af lokalplanen

Idet der refereres til foranstående afsnit Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl. foreslås følgende ændringer i lokalplanen i forhold til det offentliggjorte forslag:

·     I § 6, stk. 2 d, indføjes i 1. punktum mellem "kan" og "der" "efter Teknik- og Miljøforvaltningens nærmere godkendelse".

·     Kommentaren efter § 6, stk. 2 d, redigeres således, at i 4. punktum ændres "bør" til "skal", og i 5. punktum udgår ", eller at man er rede til at acceptere en mere begrænset isolering af kvistflunker".

·     I § 6, stk. 2 e, sidste punktum, udgår "(badeværelsesvinduer).". I stedet tilføjes ", hvilket dog i vinduer til badeværelser ikke gælder det inderste af flere lag glas."  Det samme tilføjes til § 6, stk. 3 e, sidste punktum, § 6, stk. 4 e, sidste punktum, og § 6, stk. 5 e, sidste punktum.

·     I § 6, stk. 3 d, indføjes i 5. punktum mellem "kan" og "etableres" "efter Teknik- og Miljøforvaltningens nærmere godkendelse".

 

Som en redaktionel rettelse ændres i § 4 punkterne "a)" og "b)" til henholdsvis "Stk. 1" og "Stk. 2".

 

Ændringerne i lokalplanen skønnes ikke at være af en sådan karakter, at høring i henhold til planlovens § 27, stk. 3, er påkrævet.

 

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer

Det offentliggjorte lokalplanforslag er omfattet af lov nr. 316 af 5. maj 2004 om miljøvurdering af planer og programmer, der trådte i kraft den 21. juli 2004. Det blev forud for offentliggørelsen af forslaget vurderet, at det ikke medfører, at der skal udarbejdes en tilhørende miljørapport. Der henvises herom til afsnittet Miljøvurdering i den i ovennævnte afsnit Baggrund nævnte indstilling. Afgørelsen offentliggjort i Østerbro Avis den 20. juli 2005, og den er ikke påklaget til Naturklagenævnet.

 

Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste til miljøvurdering Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

BILAG VEDLAGT

1.          Referat fra borgermøde.

2.          Vurdering af evaluering af borgermødet.             

3.          Oversigt over modtagne henvendelser i offentliggørelsesperioden.

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

A.    Offentliggørelsesmateriale omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece og -folder.

B.    Kopi af de i bilag 3 nævnte henvendelser.

 

 

 

Claus Juhl                                                 Hjalte Aaberg


 

Til top