Mødedato: 25.08.2025, kl. 12:00
Mødested: Sydhavn Genbrugscenter, Bådhavnsgade 50, 2450 Kbh

Endelig vedtagelse af lokalplan Beauvaisgrunden Øst, Østerbro

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Beauvaisgrunden, som muliggør udvikling af et område på Lyngbyvej 97 med en svømmehal, et botilbud og et plejecenter. Der forventes samlet at blive bygget ca. 18.000 m2. Området er omfattet af lokalplan 522 Beauvaisgrunden II. Projektet kan ikke rummes indenfor rammerne af den eksisterende lokalplan, og kræver derfor at der udarbejdes et nyt plangrundlag. Lokalplanforslaget (bilag 2), har været i offentlig høring, hvor forvaltningen modtog 11 høringssvar, som ikke har givet anledning til ændringer. Der foreslås mindre ændringer på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 7. april 2025 (bilag 6).

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan Beauvaisgrunden Øst med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning og bilag 6.

Problemstilling

En bygherre har anmodet forvaltningen om et nyt plangrundlag, da man ønsker at udvikle et område på Lyngbyvej 97 ved Lyngbyvej og Rovsinggade med en offentlig svømmehal, et botilbud med ca. 35 boliger og et plejecenter med 75-80 boliger, i alt ca. 18.000 m2, bilag 3. Området er omfattet af lokalplan 522 Beauvaisgrunden II, som fastlægger anvendelsen til serviceerhverv, herunder bl.a. kollektive anlæg, institutioner samt andre sociale og sundheds- og miljømæssige funktioner, der er forenelige med placeringen i et trafikstøjfølsomt område. Det er ikke muligt at indpasse de ønskede byggerier i den eksisterende lokalplans fastsatte byggefelter. Der er derfor udarbejdet nyt forslag til lokalplan.

Lokalplanforslaget blev godkendt på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. april 2025 med forslag om, at forvaltningen i høringsperioden går i dialog med bygherre om muligheden for et mere varieret og levende facadeudtryk. Forslaget har været i offentlig høring og der har været afholdt borgermøde.

Løsning

Planforslaget ligger i bydelen Østerbro ved Ryparken Station og grænser på til bydelen Bispebjerg. Det afgrænses mod nord af S-banen og Kolonihaveparken, der er del af Lersøparken i Bispebjerg. Syd for lokalplanområdet starter karrébebyggelsen på Østerbro. Mod øst afgrænses området af Lyngbyvej/Helsingørmotorvejen og Kollektivhuset. Ved afgrænsningen mod vest er en almen boligbebyggelse i form af tre punktbygninger i 5-8 etager. Planforslaget muliggør et plejecenter mod vest og en svømmehal med et botilbud ovenpå, i alt ca. 18.000 m2. Bebyggelsen opføres i højst 5 etager. Der etableres ny adgangsvej fra Rovsinggade. 

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget
Som opfølgning på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. april 2025, har bygherre fremsendt forslag til justering af plejecenterets ydre fremtræden med et mere varieret udtryk (bilag 9). På den baggrund foreslår forvaltningen mindre ændringer i bestemmelserne om bebyggelsens ydre fremtræden (bilag 6). Desuden foreslår forvaltningen, at der tilføjes bestemmelse, som muliggør etablering af støjskærm på tagterrasse. Høringen i øvrigt har ikke givet anledning til, at forvaltningen foreslår ændringer (bilag 5).

Trafikstøj overstiger vejledende grænseværdier
Jf. Kommuneplan 2024 kan der i eksisterende boligområder og områder til blandede byfunktioner, som er særligt belastet af trafikstøj, planlægges for støjfølsom anvendelse, uanset at grænseværdierne for støj på facaden ikke kan overholdes, når det sikres, at grænserne for trafikstøj er overholdt indendørs og på udendørs opholdsarealer i umiddelbar tilknytning til boligerne. Grænseværdien på 58 dB kan ikke overholdes på facaden mod Lyngbyvej og Rovsinggade. I stedet er der krav om, at bygningerne støjisoleres, så grænseværdien for det indendørs støjniveau kan overholdes. Støjmålinger viser, at støjniveauet på friarealer kan overholde Miljøstyrelsens vejledende støjkrav (bilag 9). En del af området er desuden belastet af støj fra Banedanmarks transformerstation, idet Miljøstyrelsens vejledende støjkrav overskrides om aftenen og natten på del af tagterrassen ovenpå svømmehallen. Det betyder, at det kan blive påkrævet at etablere støjskærm mod nordvest på tagterrassen. I lokalplanen fastsættes det som en betingelse for ibrugtagning, at det er dokumenteret, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj og anden forurening er overholdt.

Parkering
Adgang til området for biler skal ske via en eksisterende overkørsel i det sydvestlige hjørne fra Rovsinggade over for Studsgaardgade. Det undersøges, om der er tilstrækkelige oversigtsforhold, da varelevering og buskørsel vil blive øget ved den fremtidige brug. Hvis oversigtsforholdene viser sig at være utilstrækkelige ved overkørslen, kan det blive nødvendigt at nedlægge op til seks offentlige parkeringspladser på Rovsinggade.

Høring
Forslaget har været i offentlig høring i perioden den 10. april til den 5. juni 2025. Der er modtaget 11 henvendelser i høringsperioden (bilag 4). I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Forslag til ændringer fremgår af bilag 6. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor. Der har været afholdt borgermøde den 20. maj 2025, hvor ca. 25 borgere deltog (bilag 8).

Østerbro Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 1)

Østerbro Lokaludvalg ønsker, at der tænkes en mere sikker og direkte adgang til svømmehallen, særlig overgange for cyklister og fodgængere fra Østerbro, som skal krydse Lyngbyvej. Det foreslås:

  1. at der skabes adgang til området, via Ryparken Station, så man kan gå over Lyngbyvej direkte ind i det nye anlæg.
  2. at der sikres god, kollektiv trafik i form af busser til/fra svømmehallen.
  3. at trafikforholdene på Rovsinggade sikres, så brugerne kan komme sikker til/fra svømmehallen i bil, og at overgangene koordineres med borgerne, herunder lokale skoler.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Der har i udviklingen af projektet været stort fokus på sikker adgang til svømmehallen. Trafikstrukturen i planen sikrer, at trafikarterne er adskilt, så bilerne og den tunge trafik ankommer via adgangsvejen fra vest, og de cyklende og gående ankommer fra byrummet placeret ud mod krydset Lyngbyvej/Rovsingsgade, hvor også hovedindgangen til svømmehallen er placeret. Det er undersøgt, om det var muligt med en mere direkte adgang til Ryparken station, bl.a. en fodgængerovergang over Lyngbyvej/Helsingørmotorvejen. Det er ikke muligt pga. krydsets geometri. I stedet er der fokuseret på at optimere signalerne i nogle af de øvrige fodgængerovergange.
  2. Forvaltningen vurderer, at svømmehallen er godt placeret i forhold til kollektiv trafik i form af S-tog og busser. Området ligger 150 m i umiddelbar nærhed af Ryparken Station, 800 m fra metrostation Vibenhus Runddel og busbetjenes at den eksisterende busbetjening af linje 14, 150S, 184 og 185 fra Lyngbyvej.
  3. Rovsingsgade sikres gode oversigtsforhold ved overkørslen til adgangsvejen af hensyn til trafiksikkerheden for bl.a. cykler og gående. Det gøres ved at nedlægge op til 6 parkeringspladser og dermed sikre bedre oversigt for de svingende biler. Der skal foretages justeringer i signalerne og nedtællingssignaler for fodgængere i krydset Rovsinggade/Lyngbyvej med henblik på det øgede antal brugere, der skal passere.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser (bilag 4, henvendelse nr. 2- 11)

  1. I fire henvendelser finder man, at der behov for de muliggjorte anvendelser, og at den centrale placering er god.
  2. I seks henvendelser ønsker man, at området bevares som rekreativt område, som bl.a. vil være velegnet til at bidrage til skybrudssikring af Lyngbyvejen.
  3. I to henvendelser foreslås adgangsvejen flyttet længere mod øst, så der bliver direkte adgang til området, samtidig foreslås bebyggelsen flyttet længere ud mod jernbanesporet.
  4. Én henvendelse finder det problematisk, at mange børn ska passere i det trafikerede kryds Rovsinggade/Lyngbyvej.
  5. Én henvendelse finder det uheldigt, at området mellem de to byggerier anvendes til parkering og vendeplads.
  6. Én henvendelse mener, at antallet af parkeringspladser er i underkanten.
  7. I to henvendelser foreslås underjordisk parkering, så der kan blive plads til mere grønt på terræn.
  8. Én henvendelse anbefaler, at både træer og buske hovedsageligt kommer til at bestå af hjemmehørende arter.
  9. Tre henvendelser drejer sig om støj. Én henvendelse frygter, at adgangen på hjørnet af Rovsinggade/Lyngbyvej kommer til at blive en lydtragt for området, og to henvendelse gør opmærksom på, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser skal kunne overholdes.

Forvaltningens bemærkninger

Ad. 1. Forvaltningen er enig i at der er behov for de muliggjorte funktioner.

Ad. 2. Området har midlertidigt været tilladt anvendt rekreativt og det fremstår i dag som et grønt område med træer, opholdsmuligheder og skaterbane.  Den anvendelse, som foreslås med lokalplanforslaget, er i overensstemmelse med Kommuneplan 2024, ligesom den gældende lokalplan muliggør bebyggelse i samme omfang. Lokalplanen sikrer areal til en skybrudsrende i den nordlige del af området.

Ad. 3. Det er ikke muligt at flytte adgangsvejen nærmere krydset Rovsinggade. Der er endvidere allerede en vej, som giver adgang til Banedanmarks bygninger i området.

Ad. 4. Signalet i krydset justeres med henblik på at betjene flere brugere.

Ad. 5. Placeringen vurderes at give den bedste trafikbetjening af områdets funktioner. Der indrettes byrum med opholdsmuligheder omkring bygningerne og på tagterrasser.

Ad. 6. Antallet af parkeringspladser til botilbud og svømmehal er fastsat på baggrund af en konkret vurdering af antallet af ansatte og besøgende. Parkeringskrav til plejecenter fremgår af Kommuneplan 2024.

Ad. 7.  Det vil være vanskeligt at indpasse både nedkørselsramper, vendeplads og holdepladser for busser i området. Det vil desuden ikke mindske vejarealet på grunden at etablere underjordisk parkering. Vejarealet er dimensioneret efter den trafik der skal køre der, dvs. at skolebusser og lastbiler skal kunne køre ind og vende. En bus skal kunne holde ind til en kantsten og sætte elever af samtidig med at den øvrige trafik skal kunne komme forbi.

Ad. 8. Der stilles krav i lokalplanen om hjemhørende arter tilpasset området og de enkelte byrum.

Ad. 9. Støjnotat, bilag 7, viser at ankomstpladsen vil være belastet af støj, men at bebyggelsen skærmer for byrum internt i området. Der stilles krav om, at Miljøstyrelsens støjgrænser overholdes både indendørs og på opholdsarealer. 

Politisk handlerum
Det kan besluttes,

  • at ændre bestemmelser for facadernes materialer, farver og facadebegrønning.
  • at ændre begrønningsgrad af byrum og andelen af hjemmehørende og/ eller frugtbærende arter.
  • at parkering skal placeres i konstruktion. Ændringen vil betyde, at lokalplanforslaget sendes retur til forvaltningen med henblik på en tilpasning af projektet.

Økonomi

Det kan blive nødvendigt at nedlægge op til seks offentlige parkeringspladser på Rovsinggade. Da området ligger i gul zone, vil dette medføre et provenutab på 5.100 kr. pr. plads pr. år. Mindreindtægterne indgår i beregningen af indtægtsniveauet for betalingsparkering, som bliver fastlagt med førstebehandlingen af budgetforslaget (augustindstillingen). Mindreindtægterne har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

                                    Søren Wille
                                                     / Anne-Mette Greve Næsager

Til top