Fortsættelse af to midlertidige nærgenbrugsstationer og ensartede åbningstider på alle byens nærgenbrugsstationer
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at nærgenbrugsstationerne Østerbrohuset og Remiseparken fortsætter fra 1. januar 2026 til 31. december 2030 med en årlig driftsudgift på 2,56 mio. kr. i 2026 og 2,46 mio. i de efterfølgende fire år, hvilket giver en takstforøgelse for en gennemsnitlig husstand på ca. 7,5 kr. årligt i fem år.
- at godkende at permanentgøre de ensartede åbningstider til seks timer om dagen seks dage om ugen på byens nærgenbrugsstationer med en forøgelse af det årlige driftsbudget på 7,97 mio. kr., hvilket giver en varig takstforøgelse på ca. 24 kr. årligt for en gennemsnitlig husstand.
- at godkende, at alle kommende nærgenbrugsstationer realiseres med et driftsbudget til ensartede åbningstider.
Problemstilling
Københavns Kommune har på baggrund af Ressource og Affaldsplan 2024 (BR den 13. december 2018) etableret tre midlertidige nærgenbrugsstationer. Der er desuden gennemført initiativ med ensrettede åbningstider på byens nærgenbrugsstationer, som blev vedtaget i en tillægspakke til Ressource og Affaldsplan 2024 (BR den 22. september 2022). Som et pilotprojekt i Ressource og Affaldsstrategi 2030 blev begge disse initiativer forlænget til udgangen af 2025 for at indhente viden og erfaringer forud for stillingtagen til eventuel videreførelse og permanentgørelse.
Løsning
Københavnerne bruger byens nærgenbrugsstationer meget, og der har været en markant stigning i besøgstallene fra 167.022 i 2021 til 1.097.994 i 2024. Genbrugsmængderne er også steget markant fra 257 ton i 2021 til 1.106 ton i 2024 (bilag 2). Det øgede engagement i genbrug og genanvendelse er væsentlig for at realisere Ressource og Affaldsstrategiens mål om at øge direkte genbrug med 4.000 ton årligt (10.000 ton i alt) og genanvende 60 % af husholdningslignende affald.
Københavns Kommune opførte som en del af Ressource- og Affaldsplan 2024 tre midlertidige nærgenbrugsstationer: Remiseparken, Østerbrohuset og Charlotte Ammundsens Plads. Disse driftes af eller i samarbejde med lokale partnere i midlertidige fysiske rammer. De midlertidige nærgenbrugsstationer er et greb til at give københavnerne bedre genbrugs- og genanvendelsesmuligheder i områder, hvor forvaltningen ikke har haft mulighed for at etablere permanente nærgenbrugsstationer. På baggrund af perioden 2022-2025 er initiativerne nu blevet evalueret ift. det videre perspektiv (bilag 3).
Forlængelse
af Østerbrohusets midlertidige nærgenbrugsstation
Østerbrohuset er den eneste
nærgenbrugsstation på Østerbro, og de høje besøgstal viser, at den imødekommer
et lokalt behov. I 2025 forventes samlet set over 90.000 besøg (bilag 4, tabel
1), hvilket er på niveau med de fleste almindelige nærgenbrugsstationer (bilag
4, tabel 2). En nylig evaluering (bilag 3) peger desuden på, at placeringen ud
til Århusgade skaber stor synlighed. Det er aftalt, at drift og aktiviteter i
den kommende periode overgår fra Teknik- og Miljøforvaltningen til Kultur- og
Fritidsforvaltningen. Sidstnævnte driver også kulturinstitutionen i
Østerbrohuset, og kan dermed skabe synergi mellem de to tilbud.
Nærgenbrugsstationen kan ikke varetages af ARC grundet utilstrækkelige personalefaciliteter
på stedet. Nærgenbrugsstationen er anlagt som midlertidig, men faciliteterne
vurderes tilstrækkelige til, med en mindre renovering, at kunne fortætte til
udgangen af 2030.
Forlængelse af Remiseparkens midlertidige
Nærgenbrugsstation
Remiseparkens
nærgenbrugsstation tiltrækker særligt borgere fra boligområdet Urbanplanen. Den
har et meget velfungerende bytterum placeret i et tidligere butikslokale.
Driften varetages af den boligsociale helhedsplan Amagerplanen bl.a. med hjælp
fra lommepengejobbere og borgere på socialt frikort. Med Amagerplanens
lokalforankring kan aktiviteter ske i samspil med øvrige i området. Grundet de
gode erfaringer er det aftalt, at Amagerplanen fortsat vil drifte
nærgenbrugsstationen frem til planperiodens udløb. Nærgenbrugsstationen er
anlagt som midlertidig, men faciliteterne vurderes tilstrækkelige til at kunne
fortætte til udgangen af 2030.
Ophør
af Charlotte Ammundsens plads midlertidige Nærgenbrugsstation
Nærgenbrugsstationen i
forbindelse med Kulturhuset i Indre By har besøgsmæssigt været en stor succes.
Som påpeget i evalueringen er de fysiske rammer dog ikke velegnede til
affaldssortering, hvilket har ført til mange borgerklager. Det skyldes, at
muligheden for at indrette affaldssortering og bytterum er yderst begrænset af
pladsens udformning, hvilket har betydet, at mange effekter er efterladt frit i
byrummet til gene for naboerne til pladsen. Derudover har ARC haft udfordringer
med afhentning af affald og genbrugseffekter. Forvaltningen indstiller derfor
at lukke nærgenbrugsstationen. Containere og bænke vil blive fjernet og i en
overgangsperiode herefter er der afsat ressourcer til at fjerne de genstande,
som borgere evt. efterlader i området trods lukningen. Indre Bys
ressourceorienterede aktiviteter vil ophøre, og Teknik- og Miljøforvaltningen
vil søge at fortsætte de mange gode samarbejder, der er blevet etableret med
diverse partnere, på andre nærgenbrugsstationer. Forvaltningen har herudover en
løbende dialog med Indre By lokaludvalg og
miljøpunktet ift. at kunne imødekomme bydelens behov for genbrug og
genanvendelse, men det har foreløbig vist sig svært at finde alternative
løsninger.
Permanentgørelse
af ensartede åbningstider
Der er i forbindelse med
Ressource- og Affaldsplan 2024 samt Ressource- og Affaldsstrategi 2030 afsat
midler frem til udgangen af 2025 til at ensrette åbningstider på byens
nærgenbrugsstationer for at skabe en forudsigelighed, der skal gøre det nemmere
for københavnerne at anvende dem. Nærgenbrugsstationerne er gået fra at have
åbent 3-4 dage om ugen til som et forsøg at holde åbent alle ugens dage, fra
klokken 12 til 18 i hverdage og fra klokken 10 til 16 i weekender.
Besøgstallene på de enkelte stationer i dag er relativt jævnt fordelt over alle
ugens dage (bilag 4, tabel 2) og åbningstimer (bilag 4, model 1 og 2).
Besøgstallet pr. åbningsdag er også steget (bilag 4, tabel 3). Det er
forvaltningens vurdering, at forsøget med de ensartede åbningstider er en del
af grunden til de øgede besøgstal på nærgenbrugsstationerne. Derfor vil en permanentgørelse af ensartede åbningstider understøtte
målsætningerne om endnu mere genbrug og genanvendelse. For at kunne fastholde
prognosen for udviklingen i affaldstaksten på det niveau, som blev oplyst ved
vedtagelsen af Ressource- og Affaldsstrategi 2030, indstiller Teknik- og
Miljøforvaltningen at de nye ensartede åbningstider vil være seks dage om ugen
med seks timer om dagen.
Politisk handlerum
Det kan besluttes, at:
- de midlertidige nærgenbrugsstationer Østerbrohuset og Remiseparken ophører, når den nuværende finansiering udløber den 31. december 2025. I så fald vil de to stationer lukke, hvorved den geografiske nærhed til genbrugs- og sorteringsmuligheder vil mindskes i disse områder, og de lokale partnerskaber og frivillige aktiviteter vil gå tabt.
- lade de ensartede åbningstider for nærgenbrugsstationerne ophøre, når finansieringen udløber d. 31. december 2025. Dette vil indebære en betragtelig risiko for faldende besøgstal og genbrugsmængder.
- etablere ensartede åbningstider for alle byens nærgenbrugsstationer med åbent seks timer om dagen alle ugens dage, som er det samme niveau, der har været gældende de seneste år som et forsøg. Det vil koste ca. 2 mio. kr. mere om året og dermed betyde en affaldstakst, der er 6 kr. højere om året for en gennemsnitlig københavnsk husholdning.
- etablere ensartede åbningstider for alle byens nærgenbrugsstationer, men med færre åbningsdage eller færre åbne timer. Dette vil indebære en risiko for faldende besøgstal og genbrugsmængder. Økonomien forbundet hermed vil bl.a. afhænge af, hvor mange og hvilke dage i ugen, stationerne har åbent. Fx vil udgiften til ensartede åbningstider næsten kunne halveres ved at holde åbent tre hverdage og to weekenddage om ugen i stedet for alle ugens syv dage.
- forlænge den midlertidige nærgenbrugsstation Charlotte Amundsens Plads trods utilstrækkelige fysiske rammer og klager. Dette vil medføre en udgift på 955.000 kr. årligt til drift af stationen, svarende til en takststigning på ca. 3 kr. årligt for en gennemsnitlig husstand.
Økonomi
Midlertidige
nærgenbrugsstationer
Forlængelse af de to
midlertidige nærgenbrugsstationer vil medføre en årlig udgift på hhv. 1,25 mio.
kr. i Remiseparken og 1,21 mio. kr. for Østerbrohuset. Dog afsættes i 2026 1,31
mio. kr. til Østerbrohuset grundet behov for en mindre renovering, jf. tabel 1
nedenfor. Udgifternes fordeling på budgetposter fremgår af bilag 5. Forlængelse
af disse to nærgenbrugsstationer til 2030 vil medføre en årlig takstforøgelse
på 7,6 kr. for en gennemsnitlig husstand i 2026 og på 7,3 kr. de følgende år.
Permanentgørelse
af ensartede åbningstider
Permanentgørelsen af de ensartede åbningstider for såvel eksisterende
nærgenbrugsstationer, som de der pt. er under opførelse, medfører en årlig
yderligere udgift på 7,97 mio. kr. baseret på ARCs
2026 priser. Denne udgift vil medføre en årlig samlet takstforøgelse på ca. 24
kr. pr. gennemsnitlig husstand.
En beslutning i denne sag vil betyde, at kommende nærgenbrugsstationer etableres med de samme åbningstider, som nu ensrettes for hele byen. Det vil have konsekvenser for afledt drift af fremtidige nærgenbrugsstationer og vil håndteres ved kommende beslutninger og udmøntninger.
Som det blev præsenteret for Borgerrepræsentationen i forbindelse med vedtagelsen af Ressource- og Affaldsstrategi 2030, forventes det, at det gennemsnitlige affaldsgebyr for en husholdning vil falde til 3.000 kr. i 2031. I bilag 7 er der en prognose over takstudviklingen til og med 2031. Taksten forventes (ekskl. pris- og lønudvikling og evt. øvrige udgiftsdrivende politiske beslutninger) at falde til ca. 3.000 årligt for en gennemsnitshusstand i 2031.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser (beløb i 1.000 kr.)
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling
(nr. og navn) |
Indtægt
(I)/
Udgift (U) |
2026 |
2027 |
2028 |
2029 |
2030 |
Varig |
1 |
TMU |
1500 Affalds-området |
U |
1.248 |
1.248 |
1,248 |
1.248 |
1.248 |
Nej |
1 |
TMU |
1500 Affalds-området |
U |
1.308 |
1.208 |
1.208 |
1.208 |
1.208 |
Nej |
2 |
TMU |
1500 Affalds-området |
U |
7.967 |
7.967 |
7.967 |
7.967 |
7.967 |
Ja |
1 og 2 |
ØU |
Finans-poster |
U |
-10.523 |
-10.423 |
-10.423 |
-10.423 |
-10.423 |
- |
I alt |
- |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
Tabel 2. Aktuel prognose for affaldstaksten og denne indstillings betydning for taksten (kr.)
2025 |
2026 |
2027 |
2028 |
2029 |
2030 |
2031 |
|
Aktuel prognose |
3.500,00 |
3.329,00 |
3.210,00 |
3.135,00 |
3.135,00 |
3.155,00 |
2.970,00 |
Forlængelse af midlertidige NGS’er |
|
7,30 |
7,30 |
7,30 |
7,30 |
7,30 |
|
Ensretning af åbningstider |
|
24,00 |
24,00 |
24,00 |
24,00 |
24,00 |
24,00 |
Ny aktuel prognose* |
3.500,00 |
3.360,30 |
3.241,30 |
3.166,30 |
3.166,30 |
3.186,30 |
2.994,00 |
* Prognosen vil med beslutning af denne sag og Køb og etablering af nærgenbrugsstation i Kvarteret ved Bella Center Nord, Amager Vest, som behandles fortroligt på TMU 25. august 2025, variere fra denne prognose.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, indgår Teknik- og Miljøforvaltningen kontrakter med hhv. Kultur- og Fritidsforvaltningen og Den boligsociale helhedsplan Amagerplanen om drift af de to midlertidige nærgenbrugsstationer og med ARC om åbningstiderne.
Ressource og Affaldsstrategi 2030 indeholder en række øvrige pilotprojekter, som over de kommende år vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget i takt med, at de evalueres.
Søren Wille
/ Anne-Mette Greve Næsager