Medlemsforslag om etablering af cykelsti på Indiakaj
Indstilling
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen snarest muligt at forelægge udvalget en indstilling, der redegør for udgifterne til at etablere henholdsvis en cykelsti og en cykelbane på begge sider af Indiakaj mellem Langelinievej og Folke Bernadottes Allé/Kalkbrænderihavnsgade samt eventuelle trafikale konsekvenser heraf. Samtidig ønskes en redegørelse for, hvorvidt det er muligt at etablere en af disse indenfor forvaltningens ramme. Såfremt det er muligt at etablere cykelsti eller cykelbane indenfor egen ramme, ønskes etableringen igangsat hurtigst muligt.
(Stillet af Radikale Venstre)
Motivering
Indiakaj bruges både af mange cyklister og mange turistbusser, som transporterer rejsende til og fra krydstogtsskibe, som ligger ved Langeliniekaj. Denne kombination gør Indiakaj til en usikker strækning, da der ikke er anlagt hverken cykelbane eller cykelsti. På den baggrund ønsker Radikale Venstre at få anlagt enten cykelbane eller cykelsti i begge sider af vejen for at højne trafiksikkerheden for de mange cyklister på strækningen. Dette vil samtidig understrege for de turister, der er på vej ind til København, at København er en by, der prioriterer cyklisme højt. Da strækningen opleves som farlig, ønskes trafiksikkerheden øget hurtigst muligt og om muligt inden for forvaltningens egen ramme.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. november 2016
Et samlet udvalg stillede følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:
”at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen snarest muligt at forelægge udvalget et notat, der redegør for udgifterne til at etablere henholdsvis en cykelsti og en cykelbane på begge sider af Indiakaj mellem Langelinievej og Folke Bernadottes Allé/Kalkbrænderihavnsgade samt eventuelle trafikale konsekvenser heraf.”
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.