Kvarterplan for Områdefornyelsen Sundby, Amager Øst og Vest
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at kvarterplan for ”Områdefornyelsen Sundby” godkendes, jf. bilag 2.
-
at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende ændringer i kvarterplanen inden for den fastsatte økonomiske ramme.
-
at vedtægter for Områdefornyelsen Sundby godkendes, jf. bilag 3.
-
at der frigives en anlægsbevilling på samlet set 29,4 mio. kr. til realisering af projekterne i kvarterplanen for Områdefornyelsen Sundby Nord. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg jf. økonomiafsnittet og bilag 4.
-
at der frigives en anlægsbevilling på samlet set 29,4 mio. kr. til realisering af projekterne i kvarterplanen for Områdefornyelsen Sundby Syd. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg jf. økonomiafsnittet og bilag 4.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 5. oktober 2015 at ansøge staten om støtte til to områdefornyelser i Sundby. På baggrund af statens tilsagn om støtte på 20 mio. kr. godkendte Borgerrepræsentationen den 25. august 2016, at områdefornyelserne Sundby Nord og Sundby Syd (samlet betegnelse Områdefornyelsen Sundby) blev sat i gang jf. bilag 5. Forvaltningen har på baggrund heraf udarbejdet forslag til kvarterplan for Områdefornyelsen Sundby. Jf. bilag 2.
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til kvarterplanen og frigivelse af anlægsmidler, så realiseringsfasen kan påbegyndes.
Løsning
Områdefornyelsen er en helhedsorienteret indsats, der i fem år arbejder med fysiske, sociale og kulturelle indsatser, hvor målet er at skabe et godt og trygt hverdagsliv for borgerne i kvarteret. Områdefornyelsen Sundby er geografisk placeret i et udsat byområde på Amager, jf. bilag 1, hvor beboernes indkomst, uddannelsesgrad og tilknytning til arbejdsmarkedet er under gennemsnittet for København. Kvarterplanen for Områdefornyelsen Sundby beskriver visionen for udviklingen af området, hvilke projekter områdefornyelsen skal sætte i gang, og hvordan områdefornyelsens budget skal fordeles, jf. bilag 2. Se bilag 5 for skematisk projektoversigt.
Kvarterplanen er blevet til i samarbejde mellem Teknik- og Miljøforvaltningen, beboere, lokale aktører, investorer i og omkring kvarteret samt øvrige forvaltninger i Københavns Kommune.
Områdefornyelsen vil desuden bygge videre på de indsatser, der har været i dele af området, herunder et tidligere områdeløft af Øresundsvejkvarteret (2005-2010), der lykkedes med at etablere stærke netværk og flere fysiske anlæg som fx Musiktorvet ved Amager Kulturpunkt. Af nyere strategier er det primært Udviklingsplan for Urbanplanen, Politik for Udvikling af Kirkegårde (BR 10. december 2015), Arkitekturpolitik København (BR 18. maj 2017) og lokaludvalgenes kommende bydelsplaner, der er relevante.
I samarbejde med beboere og aktører i kvarteret vil områdefornyelsen bl.a.:
-
Skabe en forbindelse på tværs af Amager, som forbinder Sundbyøster og Sundbyvester, de nye byudviklingsområder og naturværdierne på Amager Fælled og Amager Strand. Der vil være fokus på sammentænkning af eksisterende kvaliteter, synergi med eksisterende planer (fx klimatilpasningsplan og cykelstiprioriteringsplan) samt at skabe bedre forhold for bløde trafikanter.
-
Øge attraktiviteten af Englandsparken og Filipsparken, ved at styrke bynaturen og mulighederne for dagligt brug, så parkerne også i fremtiden kan danne ramme om et tidssvarende og godt hverdagsliv.
-
Skabe bedre tilgængelighed til Sundby Kirkegårds gamle afdeling og indrette den, så den indbyder til ophold, fordybelse og stille rekreativ aktivitet med respekt for kirkegårdens særlige identitet, historie og arkitektoniske kvaliteter.
-
Udvikle en vision og en plan for Sundby Idrætspark som et tidssvarende fritids- og idrætstilbud med bedre fysisk sammenhæng til Englandsparken.
-
Løfte Sundbyøster Plads til et lokalt mødested, der understøtter kvarterets hverdagsliv, fællesskab samt by- og handelsliv.
-
Styrke kvarterets identitet og de sociale fællesskaber, fx ved at understøtte lokale kulturprojekter og arrangementer, der bygger bro mellem kvarterets forskellige områder.
-
Etablere et børne- og ungeråd, der er med til at kvalificere områdefornyelsens fysiske projekter samt udvikle og gennemfører mindst et selvstændigt projekt om året.
Se bilag 2 for uddybende projektbeskrivelser eller bilag 5 for skematisk projektoversigt.
Projekterne understøtter målsætningen fra Fællesskab København om, at københavnerne opholder sig 20 % mere i byens rum, ved at skabe attraktive og tidssvarende parker og byrum, der understøtter bylivet og aktiveres med kulturelle og sociale aktiviteter. I forbindelse med den gennemførte borgerinddragelse lagde borgerne endvidere vægt på, at områdefornyelsen arbejder for at fastholde den mangfoldighed og kant, der i dag kendetegner Sundby.
Der er succeskriterier for hver af kvarterplanens projekter, jf. bilag 2.
Organisering
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet vedtægter for områdefornyelsen, jf. bilag 3. Den 25. april 2017 blev der nedsat en lokal styregruppe bestående af repræsentanter for de forskellige boligformer, lokale institutioner, erhvervslivet, begge lokaludvalg og de kommunale forvaltninger.
Styregruppen har godkendt forslaget til kvarterplan og har sammen med det lokale sekretariat medansvar for at realisere projekterne inden for kvarterplanens og vedtægternes rammer.
Teknik- og Miljøforvaltningen kan sammen med Styregruppen lave mindre justeringer og omprioriteringer af midler uden politisk godkendelse. Væsentlige omprioriteringer skal godkendes af Teknik- og Miljøudvalget, jf. bilag 3.
Økonomi
Områdefornyelsen Sundby har en samlet rådighedsramme på 60,0 mio. kr., hvoraf 1,2 mio. kr. allerede blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 25. august 2016 til udarbejdelse af kvarterplanen og omverdensinddragelse.
Med denne indstilling skal de resterende 58,8 mio. kr. frigives til realisering af projekterne i kvarterplanen for Områdefornyelsen Sundby herunder til finansiering af et lokalt placeret sekretariat, se også tabel 1 i bilag 4. Periodisering af anlægsmidlerne samt de forventede udgifter til ekstern rådgivning, interne udgifter og anlæg fremgår af tabel 2 i bilag 4.
Kvarterplanen består af 12 projekter – nogle af disse er fuldt finansieret, mens andre skal have ekstern medfinansiering for at kunne realiseres i fuld skala. Sekretariatet arbejder for at tiltrække yderligere investeringer til Sundby, der kan løfte området, så det kommer på niveau med det øvrige København, som beskrevet i Politik for Udsatte Byområder (BR 22. juni 2017). Sekretariatet fungerer derudover som det lokale mødested for udvikling af projekterne og samarbejder med lokale aktører i området, se tabel 3 i bilag 4 for uddybning af sekretariatets opgaver og budget. Midler til yderligere finansiering af projekterne vil blive søgt hos statslige og private fonde og puljer samt gennem kommunens budgetaftaler. Derudover er der flere projekter som fx Filipsparken og Sundby Kirkegård, der kan gennemføres og finansieres i synergi med klimatilpasningsindsatser.
Af de 60,0 mio. kr. kommer 20,0 mio. kr. fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. Borgerrepræsentationen den 25. august 2016.
Videre proces
Efter behandling i Borgerrepræsentationen sendes kvarterplanen til godkendelse i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
I 2020 gennemføres en midtvejsevaluering, der vil blive forelagt for Teknik- og Miljøudvalget, hvor eventuelle væsentlige omprioriteringer i budget, projekter og/eller ændringer i succeskriterier vil blive forelagt. Områdefornyelsen afsluttes september 2022, og i den forbindelse vil forvaltningen gennemføre en afsluttende evaluering af områdefornyelsen og de fastsatte succeskriterier.
Pernille Andersen
/Anders Møller
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. august 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.