Mødedato: 21.06.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Røgfrie strande i København

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forslag om at indføre røgfrit miljø på byens strande.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der etableres røgfrie strande, som beskrevet i løsningsafsnittet,
  2. at der hermed at gjort op med medlemsforslaget stillet af Socialistisk Folkeparti på Borgerrepræsentations møde den 29. oktober 2020.

Problemstilling

Borgerrepræsentation udvalgshenviste på deres møde den 29. oktober 2020 et medlemsforslag fra Socialistisk Folkeparti om indføring af røgfri strande til Teknik- og Miljøudvalget. Det blev således besluttet på mødet, at Teknik- og Miljøforvaltningen, med inddragelse af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, skal udarbejde forslag til politisk behandling om at indføre røgfrie strande i Københavns Kommune på samme vilkår som det kendes fra byens offentlige legepladser.

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt forvaltningens forslag i høring hos Sundheds- og Omsorgsudvalget, som har behandlet sagen på deres møde den 10. juni 2021 og deres høringssvar er vedlagt som bilag 6.

Løsning

Siden 2013 er der på byens offentlige legepladser blevet skiltet med henvisning til, at der på legepladserne er et røgfrit miljø. Der er ikke tale om et rygeforbud, men en venlig henstilling om et røgfrit miljø, som ikke kan håndhæves af hverken politi eller andre myndigheder. På baggrund af henstillingen om røgfrit miljø er det Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering, at der opleves mindre rygning på byens legepladser. Der er dog ikke foretaget konkrete undersøgelser af udviklingen. Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt muligheden for at indføre samme henstilling til et røgfrit miljø på byens strande suppleret med etablering af midlertidige rygezoner i en overgangsperiode. Kommunen drifter i dag tre strande, Amager Strandpark, Svanemøllen Strand og den nye Valby Strand.  

Københavns Kommune har siden 2012, med etableringen af Røgfrit København 2025, arbejdet for at mindske andelen af daglige rygere og sikre en røgfri generation af børn og unge. København skal være en by, hvor alle kan færdes frit og i et røgfrit miljø. Indsatsen om røgfri strande bidrager således til at realisere visionen om Røgfri København 2025.

Amager Strandpark
Amager Strandpark er byens største strand. Forvaltningen vurderer, at det er muligt at indføre en henstillingen til et røgfrit miljø på stranden. For at understøtte tiltaget kan der etableres midlertidige rygezoner fordelt rundt omkring i strandparken, hvor rygere kan henvises til.

Rygezonerne etableres som en mindre, neutral indretning af et afgrænset areal, der passer ind i parkens eksisterende udtryk og indeholder askebægre til skod. Etableringen af midlertidige rygezoner vurderes ikke at kræve dispensationen fra fredningen af parken. Ved indgangen til strandparken vil der blive skiltet med, at strandene er røgfrit miljø, og at rygning henvises til de afmærkede rygezoner i parken. På det vedlagte kortbilag fremgår forvaltningens forslag til, hvor rygezonerne kan placeres (bilag 3). Den endelige placering af rygezonerne vil dog skulle tilpasses gennem en høring af interessenterne i parken, herunder Parkbrugerrådet, Kultur- og Fritidsforvaltningen, som drifter Helgoland, samt relevante erhvervslejere, der ligger i nærheden af de foreslåede rygezoner, med henblik på at undgå røggener i forbindelse med udeservering og lignende. Endvidere vil rygezonerne i videst muligt omfang blive placeret med afstand fra dagtilbud og arealer i øvrigt, hvor børn og familier typisk færdes. Rygezonerne vil blive evalueret efter første år med henblik på at indsamle erfaringer i forhold til de røgfri udearealer og borgernes reaktioner som kan understøtte en udfasning af zonerne i 2025.  

Svanemøllen og Valby Strand
Svanemøllen Strand ligger ud til et offentligt vejareal og pladsen på stranden er meget begrænset, mens indgangen til Valby Strand sker via Valbyparken. Forvaltningen foreslår derfor, at der ikke etableres deciderede rygezoner på de to strande, som det er foreslået for Amager Strandpark. I stedet vil der blive henvist til, at rygning kan foregå på det offentlige vej- og parkareal, som grænser op til strandene. Ved indgangen til strandene vil der, sammen med skiltningen om et røgfrit miljø, blive opsat ekstra affaldskurve og askebæger, så det er muligt at komme af med cigaretter med mere. I bilag 4 og 5 illustreres, hvor forvaltningen foreslår skiltningen placeret, og hvor det røgfrie miljø skal etableres. Forvaltningen vil gå i dialog med lokaludvalgene i de to områder i forhold til den endelige placering og opsætning.  

Øvrige tiltag
Forvaltningen har de senere år uddelt strand/lommeaskebærer på strandene om sommeren, for at mindske mængden af henkastet skod. Ved etablering af strande med et røgfrit miljø vil forvaltningen ophøre med at uddele lommeaskebægerne for at understrege, at rygning ikke bør foregå på selve stranden.

Økonomi

For at kunne etablere et røgfrit miljø på byens strande skal der opsættes en række skilte, samt ekstra affaldskurve med askebæger ved indgangen til strandene. Derudover skal der på Amager Strandpark etableres rygezoner med en fysisk arealafgrænsning, samt opsættes affaldskurve og askebægre. Finansiering af skilte om røgfri miljø og rygezoner vil kunne finansieres af bevillingen til Røgfrit København. Der vil være tale om et beløb i størrelsesordenen af 60.000 kr. Med finansieringen af skiltene fra Røgfrit København vurderer forvaltningen, at der derudover skal afsættes 0,18 mio. kr. til etableringen af forslaget om et røgfrit miljø på byens tre strande og 0,18 mio. kr. i efterfølgende afledt drift. Dette i forhold til et øget renhold af rygezonerne, tømning af affaldskurve og askebægre samt vedligehold af de opsatte skilte. Forslaget vil ikke kunne finansieres inden for forvaltningens eksisterende ramme, og der vil derfor skulle findes finansiering og bestilles budgetnotat til de kommende budgetforhandlinger, hvis forslaget skal realiseres.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen, hvis der bliver fundet midler til etablering af et røgfrit miljø på Københavns strande i forbindelse med Budget 2022, kunne etablere tiltagene i foråret 2022.

Søren Wille

                                                        /Nikolaj Hvingtoft Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. juni 2021

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:

”at der ikke etableres rygezoner på Amager Strand”.

 

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 4. 4 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C og V.

Imod stemte: B, F og Ø.

Undlod at stemme: A og Å.

 

Indstillingen blev ikke godkendt med 2 stemmer mod 2. 6 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: B og F.

Imod stemte: Ø.

Undlod at stemme: A, C, V og Å.

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Enhedslisten er imod forbud generelt og mener ikke, at de offentlige strande kan sidestilles med byens offentlige legepladser og derfor heller ikke bør håndteres efter samme vilkår som legepladserne”

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Radikale stemmer i dag for forslaget der lancerer forsøg med rygezoner på Københavns strande for at sikre en generel bedre sundhed. Vi ser frem til evalueringen af forsøget i 2022 ift. om forsøgene har medført ændret adfærd og bedre renhold”.

 

 

Til top