Mødedato: 19.12.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ændring af en del af et vejnavn til to nye vejnavne i Tingbjerg, Brønshøj-Husum

Se alle bilag

Et område i Tingbjerg byudvikles i øjeblikket. En del af områdets vejstruktur ændres og der bygges nye boliger og erhverv. Ændringerne medfører, at to blinde veje, der i dag er en del af Midtfløjene, bliver åbnet op for gennemkørende trafik og får flere adresser end nu. Der er behov for selvstændige vejnavne til de to veje, da det vil sikre logiske og overskuelige adresser, når der kommer flere vejnavne at fastsætte adresserne til. Navngivningen medfører adresseændringer i og med, at en del af Midtfløjene ændres til to nye vejnavne. Vejnavnenævnet sendte navnene Østfløjen og Vestfløjen i partshøring. Der indkom en enkelt indsigelse. Teknik- og Miljøudvalget skal på baggrund af en indstilling fra Vejnavnenævnet tage stilling til ændring af en del af et vejnavn samt til to nye vejnavne i Brønshøj-Husum.

Indstilling

Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at en del af vejnavnet Midtfløjene ændres
  2. at to veje navngives Østfløjen og Vestfløjen i førte kvartal 2023.

Problemstilling

Et område i Tingbjerg byudvikles, jf. lokalplan nr. 570 ”Store Torv”. Området ligger med Midtfløjene mod nord, Ruten mod syd, Skolesiden mod øst og Langhusvej mod vest. Et område med boliger og en ældre butiksarkade omdannes til et kvarter med nye boliger, daginstitutioner, plejecenter og butikker. Byudviklingen medfører, at to veje, der hidtil er endt blindt ved Ruten, nu åbnes op for gennemkørende trafik. Disse to veje har hidtil været en del af Midtfløjene. Men nu, hvor vejene åbnes op, er der behov for at fastsætte et selvstændigt vejnavn til hver af dem. På grund af nybyggeri kommer der flere adresser og to nye vejnavne vil medføre, at adresserne kan fordeles på flere vejnavne. Det vil give et mere overskueligt og logisk adressesystem. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til navngivningen.

Fremtidige og nuværende forhold ses i bilag 2.

Løsning

Bygherren, som realiserer en del af byudviklingen samt afdelingsbestyrelsen for SAB i Tingbjerg, ansøgte Vejnavnenævnet om, at de to aktuelle veje får selvstændige navne i stedet for blot at være en del af Midtfløjene. Områdets beboere blev via et beboerblad opfordret til at komme med navneforslag. Bygherre og afdelingsbestyrelsen i SAB foreslog på den baggrund navnene Østfløjen og Vestfløjen. Navnene er foreslået i entalsform, fordi der ikke kommer sideveje til de to aktuelle veje, hvorimod navnet Midtfløjene, der er i flertalsform, fortsat forsyner et par blinde veje mod nord med adresser.

Vejnavnenævnet fandt, at de to foreslåede navne vil passe godt sammen med vejnavnet Midtfløjene.  Navnet Midtfløjene sigter geografisk til, at vejen udgår midt fra Skolesiden. De nye vejnavne Østfløjen og Vestfløjen refererer ligeledes til den geografiske placering.

Vejnavnenævnet indstiller derfor forslag om, at de to veje navngives Østfløjen og Vestfløjen.

Forslaget om at navngive de to veje medfører, at en del af vejnavnet Midtfløjene udgår. Navnet vil dog fortsat eksistere på den nordlige strækning mellem Langhusvej og Skolesiden. Forslaget medfører også, at adresserne Midtfløjene nr 8-18 og 28-38 udgår, da de skal ændres til de nye vejnavne. Det vil berøre 119 boliglejere og 9 erhverv. Hertil kommer, at der på det seneste er flyttet yderligere beboere ind i nybyggeriet.

Høring

Vejnavnenævnets forslag var i høring hos de berørte parter og Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Høringen blev sendt til 119 berørte boligejere og 9 erhverv, herunder bygherrer, grundejere/boligorganisationerne FSB og SAB i perioden 22. juni - 25. august 2022. Der indkom to høringssvar og en tilkendegivelse fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

  1. Grundejerne/boligorganisationerne svarede, at de selv har været involveret i processen om at vejene bør have selvstændige navne og at boligorganisationerne på den baggrund ikke har nogen bemærkninger til et kommende navneskift, men ser frem til at det træder i kraft.
  2. En beboer har svaret, at de foreslåede ændringer ikke er ønskværdige. Beboeren mener, at ændringerne ikke vil forbedre orienteringen og at ændringerne vil være til stor gene for dem, der skal ændre adresse. Beboeren mener, at man blot kan opsætte henvisningsskilte og udstyre de nye adresser/husnumre med bogstaver. Beboeren påpeger, at ændringen vil medføre et spring i husnummerrækken på den del af Midtfløjene, der bliver bevaret, hvilket efter beboerens opfattelse vil skabe forvirring.
  3. Jf. referat af 28. august 2022 fra møde i Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog lokaludvalget høringen om forslaget til efterretning, og besluttede ikke at indsende et høringssvar.

De indkomne høringssvar fremgår af bilag 3.

Vejnavnenævnet blev orienteret om høringssvar og øvrige bemærkninger på et møde den 31. oktober 2022, hvor nævnet fastholdt de indstillede navne Østfløjen og Vestfløjen.

Det indstillede forslag lever op til formålet i ”Bekendtgørelse om vejnavne og adresser” om, at vejnavne og adresser skal fastsættes under hensyntagen til at borgere, beredskab og andre, på lettest mulig måde kan orientere sig og finde frem til den pågældende veje og adresse m.v.

Der bliver ganske rigtig et spring i husnumrene, på den del af Midtfløjene, der ikke ændrer navn. Det skyldes, at en del af Midtfløjenes husnumre udgår, når de to sideveje får andre navne. Der er dog ingen grund til at ændre på de tilbageblevne husnumre på Midtfløjene og dermed udsætte endnu flere beboere for adresseændringer. Der er flere eksempler på veje i København, der har spring i husnumrene; eksempelvis Artillerivej, der starter med nr. 5 ved Seruminstituttet og fortsætter med nr. 51. Også Nørrebrogade har spring i husnumrene fra nr. 124 – 140 ved Nørrebros Runddel og Gammel Kongevej fra nr. 55 – 85.  Der er ikke modtaget henvendelser om, at det skulle udgøre et orienteringsmæssigt problem.

Det ér til gene for de berørte borgere og erhverv på de to aktuelle veje at skulle ændre adresser. Men generne er af midlertidig karakter. Til gengæld vil det logiske og overskuelige husnummersystem der opnås være permanent og komme både beoerne og mange andre borgere der skal finde vej i området, til gode i mange år. 

Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer forslaget.

Politisk handlerum
Der er behov for at navngive de to aktuelle veje. Men Teknik- og Miljøudvalget kan vælge nogle andre navne til vejene, hvis det ønskes. Alternative navneforslag skal dog i parthøring jf. gældende regler, inden de kan godkendes endeligt i Teknik- og Miljøudvalget.

Økonomi

Opsætning af vejnavneskilte og ændrede husnummerskilte afholdes over forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil navnene blive offentliggjort. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske i første kvartal af 2023.

 

Line Barfod

Forperson for Vejnavnenævnet

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. december 2022

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. 
Til top