Mødedato: 19.09.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om skærpet konsekvens for restauratører ved overtrædelse af tilladelser for udeservering

 

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik og Miljøforvaltningen, med inddragelse af andre relevante forvaltninger, at udarbejde et forslag til politisk behandling, som belyser, hvilke muligheder forvaltningen har for at implementere en praksis, der nemmere fører til faktiske konsekvenser, som eksempelvis partshøring eller påbud, for de restauratører, som enten stiller inventar til udeservering samt skiltning op uden tilladelse eller hvor restauratøren stiller førnævnte op i strid med vilkårene i den pågældende tilladelse.

(Stillet af Socialdemokratiet)

Motivation

Det er et problem for tilgængeligheden i vores byrum, når restauratører opsætter deres udeservering i strid med den pågældende tilladelse de har fået af kommunen. Det gør det sværere for gangbesværet, kørerstolsbrugere, forældre med en barnevogn og fodgængere generelt at færdes. I nogle generelle tilfælde afspærrer restauratører hele fortove til udeservering, så gående tvinges ud på kørebanen for at komme forbi.

Teknik og Miljøforvaltningen oplyste den 25-10-2021, at forvaltningen i 2021 havde været på 86 tilsyn på Indre Nørrebro, der enten var ført på baggrund af en klage eller som en del af forvaltningens generelle tilsynsindsats i 2021. I 81 af de 86 tilfælde har forvaltningen konstateret, at der er opstillet genstande uden tilladelse fra forvaltningen. I flere af sagerne var der sågar tale om gengangere. Det er både hensynsløs overfor bløde trafikanter og et klart brud på kommunens retningslinjer. Når naboer henvender sig til kommunen omkring restauratører, som overskrider kommunens meddelte tilladelser, så skal de kunne stole på at kommunen også tager det alvorligt.

Vi mener derfor, at det skal have større og hurtigere konsekvenser for dem, som ikke kan finde ud af at overholde reglerne. Af den grund forslår vi, at Teknik og Miljøforvaltningen undersøger, hvilke muligheder de har for at implementere en praksis, der vil have større og hurtigere konsekvenser for de restauratører, som enten stiller udeservering op uden tilladelse eller hvor restauratøren stiller udeservering op i strid med vilkårene i den pågældende tilladelse.  

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. september 2022

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag som 2. at-punkt:

 

”at Teknik- og Miljøforvaltningen i forslaget med belysning af muligheder også skal komme med et konkret forslag til, hvordan en skærpet praksis overfor overtrædelse af vilkår, kan indgå i det nye samlede administrationsgrundlag for udeservering mv., som Teknik- og Miljøudvalget skal behandle i efteråret 2022.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Det således ændrede medlemsforslag blev godkendt uden afstemning.
Til top