Mødedato: 19.09.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Indsamling af bioaffald i villaer i sommermånederne

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om indsamlingen af bioaffald i den frivillige ordning for villaer skal øges fra 14 dages tømning til ugetømning i sommermånederne juni, juli og august.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at indsamlingen af bioaffald i den frivillige ordning for villaer fra og med 2017 sker en gang ugentlig i juni, juli og august og hver 14. dag resten af året.

Problemstilling

Den 17. marts 2014 godkendte Teknik- og Miljøudvalget etableringen af den frivillige ordning for indsamling af bioaffald fra villaer med virkning fra den 15. september 2015 (bilag 1). Konkret i forhold til tømningsfrekvensen besluttede udvalget ved et ændringsforslag følgende:”…Tømningsfrekvensen for almindelig dagrenovation fastholdes til ugetømning, mens tømningsfrekvensen for bioaffald hver anden uge.

Forvaltningen har efterfølgende konstateret, at en tømningsfrekvens på to uger i varme sommermåneder er uhensigtsmæssig og foreslår derfor, at ordningen ændres, så der fremover er fast ugetømning i juni, juli og august måned. Det betyder, at der sker 6-7 ekstra tømninger i de tre sommermåneder. Løsningen kan gennemføres inden for rammerne af de gældende kontrakter med renovatørerne.

Teknik- og Miljøudvalget har den 5. september 2016 besluttet at gøre indsamlingen af bioaffald for villaer til en permanent ordning. Ordningen forventes at træde i kraft ultimo 2017. Derfor skal der findes en løsning for tømning i sommeren 2017.

Løsning

Den frivillige ordning for indsamling af bioaffald er gradvist blevet implementeret fra 1. september 2015 startende på  Østerbro, og tilmeldingen er netop sluttet i Amager Vest, hvor indsamlingen for de sidste tilmeldte husstande starter ultimo september 2016.

Ordningen er generelt blevet godt modtaget. Der har dog undervejs i forbindelse med udrulningen været udfordringer i forhold til, at få udsætning af beholdere og indsamlingen til at passe sammen. Forvaltningen blev opmærksom på, at problemet var opstået i forbindelse med udrulningen af ordningen i Brønshøj, hvor beholderservice udsatte beholderne for tidligt. Det har betydet, at nogle husstande har oplevet, at de har modtaget en beholder og taget den i brug op til 6 uger før, indsamlingen var blevet iværksat. Dette resulterede i, at der gik for lang tid før beholderen blev tømt første gang, og der derfor opstod uhygiejniske forhold med f.eks. maddiker og larver til følge. Da forvaltningen blev oplyst om problemet, blev der straks iværksat tømning af de konkrete beholdere og sikret, at de fremover blev tømt hver 14. dag.

Herudover har der i varme perioder været borgere, der har oplevet uhygiejniske forhold i beholderen med eksempelvis maddiker og lugtgener til følge.

I forbindelse med udbuddet af de nye bydelskontrakter for indsamling af husholdningsaffald, har forvaltningen lavet en option på, at indsamlingen af bioaffald kan udvides i sommermånederne, så der indsamles en gang om ugen.

 

Økonomi

På grundlag af de gældende listepriser for indsamlingen af bioaffald i kontrakterne, forventes omkostningerne til indsamlingen af bioaffald at stige med ca. 550.000 kr. årligt. Denne udgift svarer til ca. 0,1 % af de samlede driftsomkostninger på affaldsområdet. Da der er tale om en frivillig forsøgsordning, har forvaltningen vanskeligt ved forudse den præcise tilslutning til ordningen. Derfor blev der i forbindelse med etableringen af ordningen indregnet et mindre spillerum i budgetterne, som gør, at udgifterne til tømning i sommerperioden kan afholdes inden for de allerede indregnede midler til ordningen.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, vil den ugentlige tømning fra juni til og med august træde i kraft med virkning fra 1. juni 2017. Borgerne vil blive informeret om iværksættelsen af den ugentlige tømning i løbet af efteråret 2016 og igen i foråret 2017, inden indsamlingsperioden starter.

 

 

Pernille Andersen

                                   /Jon Pape                              

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. september 2016

 Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top