Mødedato: 19.09.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Gave fra den islandske billedhugger Steinunn Thórarinsdóttir

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om Steinunn Thórarinsdóttirs skulptur Øjeblik I skal modtages som gave og opstilles på Østerbrogade.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Steinunn Thórarinsdóttirs skulptur Øjeblik I modtages som gave.
  2. at kunstværket opsættes på en bænk på Østerbrogade op ad kirkemuren ved Sankt Jacobs kirke.

Problemstilling

Den islandske billedhugger Steinunn Thórarinsdóttir har tilbudt Københavns Kommune sin skulptur Øjeblik I som gave til permanent opstilling i det offentlige byrum (bilag 1). Der skal tages stilling til, om forvaltningen skal modtage skulpturen og lade den opstille på en københavnerbænk op ad kirkemuren ved Sankt Jacobs Kirke på Østerbrogade (bilag 2).

Løsning

Kunstneren udstillede i sommeren 2015 en række af sine skulpturer under titlen Steder i København, hovedsageligt i grønne områder ved Grønningen og i Churchillparken, men også i Indre By. Forvaltningen stillede i den forbindelse et kommunalt areal til rådighed. Som en anerkendelse af det gode samarbejde med kommunen i forbindelse med udstillingen ønsker kunstneren at forære byen en af sine skulpturer. Der er tale om en menneskefigur i naturlig størrelse udført i aluminium og udformet i en stilling, så den kan anbringes på en københavnerbænk.

Placering af skulpturen

Teknik- og Miljøforvaltningen har i foråret 2016 foreslået Østerbro Lokaludvalg at opstille skulpturen på Østerbro med opfordring til, at de fremkom med forslag til dens placering. Udvalget besluttede på et møde den 18. maj 2016 at sige ja tak til skulpturen (Bilag 3) og foreslog, at skulpturen placeres ved Sankt Jacobs Kirke på en af de to bænke ved kirkemuren. Udvalget finder, at bænken til højre er den mest velegnede (Bilag 2). Østerbro Lokaludvalg begrunder placeringen med, at mange mennesker dagligt går forbi stedet.

Oprindelig havde Teknik- og Miljøforvaltningen i samråd med kunstneren i efteråret 2015 foreslået, at skulpturen kunne placeres på dens oprindelige udstillingssted på Amager Torv. En høringsrunde i Indre By Lokaludvalg og Billedkunstudvalget viste imidlertid stor modstand mod forslaget. Billedkunstudvalget fandt, at værket ud fra et kunstnerisk perspektiv ikke var tilstrækkelig interessant og nytænkende til en permanent placering på en så central plads. Derfor sendte Teknik- og Miljøforvaltningen et alternativt forslag om en placering på Højbro Plads i høring hos de samme parter, som ligeledes blev afvist. Indre By Lokaludvalg foreslog en midlertidig placering på Eidsvoll Plads ved Østerport, men da skulpturen var tænkt til en permanent opstilling, valgte forvaltningen i stedet at foreslå skulpturen placeret i en anden bydel på permanent basis og rettede henvendelse til Østerbro Lokaludvalg.

Det nye placeringsforslag ved Sankt Jacobs kirke blev i juni 2016 sendt til høring i Billedkunstudvalget, der dog valgte ikke at tage stilling til placeringen men gentog, at udvalget ikke mener, at værket er tilstrækkeligt interessant til en permanent offentlig placering.

Forvaltningen anbefaler dog, at skulpturen modtages og placeres ved Sankt Jacobs Kirke.

Økonomi

Skulpturen skal monteres på en allerede eksisterende københavnerbænk. Udgifterne til transport fra et sted i København til opstillingsstedet samt montering på bænken afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsramme. Mindre løbende udgifter til f.eks. graffitiafrensning afholdes over de i forvejen eksisterende graffitiafrensningsaftaler.

Videre proces

Kunstværket kan opsættes umiddelbart efter beslutningen om godkendelsen af gaven og valg af placering.

 

Pernille Andersen                                                                                                                                                                                             

/Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. september 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen.
Til top