Omdannelse af parkeringspladser til grønne byrum og cykelparkering, Indre By
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til frigivelse af to anlægsbevillinger til projektering af omdannelsen af i alt 80 parkeringspladser til grønne byrum og cykelparkering i Indre By.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 3,0 mio. kr. til projektering af omdannelsen af 40 parkeringspladser i Nybrogade til grønne byrum og cykelparkering. Frigivelsen er betinget af Borgerrepræsentationens godkendelse af en rådighedsbevilling til Omdannelse af parkeringspladser i Indre By på i alt 27,7 mio. kr., heraf 13,2 mio. kr. til Nybrogade. De 3,0 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. økonomiafsnittet.
- at der frigives en anlægsbevilling på 3,0 mio. kr. til projektering af omdannelsen af 40 parkeringspladser i Linnésgade og Rømersgade til grønne byrum og cykelparkering. Frigivelsen er betinget af Borgerrepræsentationens godkendelse af en rådighedsbevilling til Omdannelse af parkeringspladser i Indre By på i alt 27,7 mio. kr., heraf 14,5 mio. kr. til Linnésgade og Rømersgade. De 3,0 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
En enig Borgerrepræsentation besluttede i Overførselssagen 2016-2017 (BR 27. april 2017), at Teknik- og Miljøudvalget skal udmønte uforbrugte midler fra tidligere p-aftaler til de forpligtelser inden for parkeringsområdet, der er ufinansierede. En af disse forpligtelser er, jf. Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) og Overførselssagen 2015-2016 (BR 28. april 2016) (A, B, C, F, I, O og V), at omdanne 80 parkeringspladser i Indre By til grønne byrum af høj kvalitet og til cykelparkering. Beslutningen understøtter mål i Fællesskab København om, at København skal opleves som en grøn og levende by.
Løsning
De 80 parkeringspladser i terræn kan nedlægges i takt med, at København Kommune tilvejebringer 155 parkeringspladser under Langebro og 380 parkeringspladser i parkeringsanlæg under Israels Plads, der blev besluttet i Overførselssagen 2015-2016 (BR 28. april 2016) (A, B, C, F, I, O og V).
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler på den baggrund at omdanne 40 parkeringspladser i Nybrogade og 40 parkeringspladser i Linnésgade og Rømersgade. Forvaltningen vurderer ud fra nedenstående kriterier, at de to anbefalede løsninger i højere grad end alternative løsninger kommer flest københavnere og besøgende til gode og bedst fremmer nye grønne byrum, da de anbefalede byrum i dag indeholder få eller ingen træer. Desuden kan der skabes mere cykelparkering i områder, hvor behovet er stort bl.a. som følge af nærhed til kollektiv trafik. Kriterierne er:
- Der opnås de mest markante resultater for den finansiering, der er til rådighed.
- Flest mulige københavnere oplever byen mere grøn og levende med flere træer og opholdsmuligheder.
- Fremme den lokale egenart, jf. Arkitekturpolitik København.
- Bedre forhold for ophold, fodgængere og cyklister sikres.
Forvaltningen anbefaler at etablere løsninger af høj kvalitet i de to byrum Nybrogade og Linnésgade/Rømersgade, men har for hver løsning udarbejdet to økonomiske scenarier, der henholdsvis indeholder et højt og et basis kvalitetsniveau. Forvaltningen har desuden udarbejdet forslag til alternative løsninger i Nansensgade og Dyrkøb. Se nedenstående oversigt for finansiering og bilag 1 for projektbeskrivelse og finansiering.
Tabel 1. Oversigt over anbefalede og alternative løsninger
Lokalitet |
P-pladser |
Høj kvalitet scenarie |
Basis scenarie |
||
|
|
Anlæg* (mio.kr.) |
Drift** (mio. kr.) |
Anlæg* (mio. kr.) |
Drift** (mio. kr.) |
Anbefalede løsninger |
|
|
|
|
|
Nybrogade |
40 |
13,2 |
0,4 i 2020 0,7 fra 2021 |
3,9 |
0,05 i 2019 0,19 fra 2020 |
Rømersgade/ Linnésgade |
40 |
14,5 |
0,5 fra 2021 |
9,7 |
0,04 i 2019 0,50 fra 2020 |
Alternative løsninger |
|
|
|
|
|
Nansensgade |
40 |
16,7 |
0,7 fra 2021 |
8,5 |
0,40 i 2019 0,40 fra 2020 |
Nansensgade |
80 |
18,4 |
0,6 fra 2021 |
- |
- |
Dyrkøb |
40 |
11,9 |
0,3 i 2020 0,6 fra 2021 |
3,6 |
0,05 i 2019 0,20 fra 2020 |
* Anlægsmidler dækkes af udmøntning af uforbrugte anlægsmidler fra tidligere p-aftaler.
** Drift søges finansieret i de kommende budgetforhandlinger.
Anbefalet løsning Nybrogade (40 parkeringspladser)
Det samlede promenadeforløb langs Slotsholmskanalen og Frederiksholms Kanal udgør byens historiske byrum langs kanalerne. Nybrogade er sidste delstrækning, hvor parkering fortsat dominerer. Ved at nedlægge i alt 40 parkeringspladser og omdanne Nybrogade med flere træer, ny belægning og opholdsmuligheder, færdiggøres en sammenhængende grøn promenadestrækning rundt om Slotsholmen. Der skabes desuden ca. 50 flere cykelparkeringspladser i umiddelbar nærhed af metrostation på Gammel Strand, som forventes indviet medio 2019.
Der er behov for finansiering til anlæg på 13,2 mio. kr. for den anbefalede løsning. En basisløsning, der indeholder dele af ovenstående projekt, har behov for finansiering på 3,9 mio. kr.
Anbefalet løsning Rømersgade og Linnesgade (40 parkeringspladser)
Rømersgade og Linnésgade forbinder Ørstedsparken og Israels Plads med Gothersgade og Botanisk Have og indgår dermed i Københavns historiske, grønne Fæstningsring. Sammenhængen kan styrkes med flere træer i gadernes ene side på hele strækningen samt med bredere københavnerfortove, bænke og affaldskurve på dele af strækningen mellem Ørstedsparken og Botanisk Have, hvorved også Israels Plads’ urbane byrum indrammes af træer. Beliggenheden ved Israels Plads og Nørreport Station betyder behov for cykelparkering, og 30-50 ekstra pladser fordelt langs Rømersgade og Linnésgade kan etableres. Omdannelsen koordineres med den kommende omdannelse af Vendersgade, som bl.a. vil skabe bedre forhold for cyklister.
Der er behov for finansiering til anlæg på 14,5 mio. kr. for den anbefalede løsning. En basisløsning, der indeholder dele af ovenstående projekt, har behov for finansiering på 9,7 mio. kr.
For de to alternative løsninger i Nansensgade og i Dyrkøb vurderer forvaltningen, at det for begge byrum gælder, at der ikke opnås en lige så grøn effekt i byrummet, som gør sig gældende for Nybrogade, Rømersgade og Linnésgade.
Alternativ løsning Nansensgade (40 eller 80 parkeringspladser)
Ved at omdanne 40 eller 80 parkeringspladser i Nansensgade styrkes gadens rekreative, grønne byrum med højere kvalitet i fortove og vejbelægninger samt med mere bynatur og opholdsmuligheder især i gadens nordlige ende og ved gadekryds. Forvaltningen vurderer, at tiltagets effekt vil skabe en endnu grønnere gade samt understøtte at minimere uhensigtsmæssig smutvejskørsel for biler og ulovlig cyklisme på fortove. Hvis 80 parkeringspladser nedlægges, kan der desuden skabes en grøn opholdsplads på Charlotte Ammundsens Plads, som støder op til Nansensgade.
Finansieringsbehov til anlæg ved at nedlægge henholdsvis 40 parkeringspladser er på 16,7 mio. kr. og ved 80 parkeringspladser på 18,3 mio. kr. En basisløsning, der omhandler nedlæggelse af 40 parkeringspladser har behov for finansiering på 8,5 mio. kr. Der er ikke et basis alternativ til løsningen, der omfatter nedlæggelse af 80 parkeringspladser.
Alternativ løsning Dyrkøb (40 parkeringspladser)
Et andet alternativ er at omdanne 40 parkeringspladser i Dyrkøb. Dette tiltag vil ligge i forlængelse af den igangværende genopretning af Frue Plads. Byrummet vil dermed fremstå nyomlagt, og 150-200 flere cykelparkeringspladser kan aflaste de omkringliggende byrum, men fremmer ikke i sig selv et mere grønt byrum.
Der er behov for finansiering til anlæg på 11,8 mio. kr. til denne løsning. En basisløsning, der indeholder dele af ovenstående projekt, har behov for finansiering på 3,6 mio. kr.
I processen inddrages relevante interessenter, herunder lokaludvalget, og Københavns Politi i forhold til trafiksikkerhed og trafikafvikling.
Økonomi
Midlerne til de to projekter er betinget af, at Borgerrepræsentationen vedtager indstilling om udmøntning af uforbrugte anlægsmidler fra tidligere p-aftaler, der behandles sideløbende med denne indstilling. Der forventes afsat i alt 27,7 mio. som en rådighedsbevilling til projekterne vedr. Omdannelse af parkeringspladser i Indre By. Rådighedsbevilling skal fordeles med 13,2 mio. til omdannelsen af parkeringspladser i Nybrogade og 14,5 mio. kr. til omdannelse af parkeringspladser i Linnésgade og Rømersgade.
Med denne indstilling skal der frigives 3,0 mio. kr. af de afsatte midler til projektering af omdannelsen af 40 parkeringspladser i Nybrogade og 3,0 mio. kr. til omdannelsen af 40 parkeringspladser i Linnésgade og Rømersgade til grønne byrum og cykelparkering. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. nedenstående tabel:
Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/ |
Bevilling |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. (2017 p/l) |
|||
2018 |
2019 |
2020 |
I alt |
||||
TMU |
Omdannelse af p-pladserne i Nybrogade til grønt byrum og cykelparkering
|
3400 - Ordinær anlæg |
2.28.23.3 |
948 |
2.052 |
0 |
3.000 |
TMU |
Omdannelse af p-pladserne i Linnésgade og Rømersgade til grønt byrum og cykelparkering |
3400 - Ordinær anlæg |
2.28.23.3 |
855 |
2.145 |
0 |
3.000 |
I alt |
|
|
|
1.803 |
4.197 |
0 |
6.000 |
Der vil blive søgt finansiering til det forventede indtægtstab på parkeringsområdet på 0,6 mio. kr. i 2019 og 3,5 mio.kr. årligt i 2020 og frem samt til den afledte drift på 0,4 mio. kr. i 2020 og 1,4 mio. kr. årligt i 2021 og frem i forbindelse med etablering af de nye grønne byrum og cykelparkeringspladser i de kommende budgetforhandlinger.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, indgår midler til afledt drift i budgetforhandlingerne for Budget 2018. Sagen er dog betinget af, at Borgerrepræsentationen vedtager indstilling om udmøntning af uforbrugte anlægsmidler fra tidligere p-aftaler, der behandles sideløbende med denne indstilling.
Projekterne forventes igangsat i 2018. Nybrogade forventes klar medio 2020 og Rømersgade/Linnésgade medio 2021.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. juni 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.