Mødedato: 19.06.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Modtagelse af to toiletter i Nordhavn

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om Købehavns Kommune vil modtage to offentlige toiletter i Nordhavn som gave fra By & Havn.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at to toiletter fra By & Havn modtages og opstilles i Nordhavn, såfremt der afsættes midler til den afledte drift af toiletterne i forbindelse med Budget 2018.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har fra By & Havn fået et tilbud om at modtage to toiletter, der skal opstilles i Århusgadekvarteret i Nordhavn. By & Havn vil forære Københavns Kommune toiletterne som gave og vil desuden afholde de anlægsudgifter, der vil være i forbindelse med opstillingen. Herefter overgår ejerskabet til Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med ansvaret for drift og vedligeholdelse.

Midler til driften af de to toiletter skal søges i Budget 2018, da det ikke kan dækkes af Teknik- og Miljøforvaltningens eksisterende driftsbudget.

Løsning

De to toiletter, som By & Havn vil stille op, er indrettet med handicaptoilet og pissoir og bliver af typen ”Københavnertoilet” (bilag 1). By & Havn forventer at stille det første toilet op i starten af 2018. Det bliver placeret i den vestlige ende af Sandkaj tæt på den planlagte badezone for enden af Nordbassinet. Det andet toilet forventes at blive sat op i løbet af 2019 i den østlige ende af Århusgadekvarteret (bilag 2). Den præcise placering skal findes i forbindelse med færdiggørelsen af byrum i den ende af kvarteret.

Da der er tale om et byudviklingsområde, vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at toiletter på stedet er nødvendig infrastruktur. De to toiletter vil have en stor værdi for gæsterne til den nye badezone ved Sandkaj og det såkaldte "konditag", et byrum med træningsfaciliteter på taget af P-huset Lüders. I takt med udviklingen af området med boliger, detailhandel mv. vil toiletterne få værdi for alle besøgende i det rekreative område, som Sandkaj Brygge er og i stigende grad bliver.

I Teknik- og Miljøforvaltningens Plan for offentlige toiletter fra 2016 (TMU 30. maj 2016) peges der på et fremtidigt behov for offentlige toiletter i byudviklingsområdet Nordhavn i takt med udbygningen af området. Forvaltningen har herudover, i forbindelse med planerne om åbningen af en ny badezone ved Sandkaj i sommeren 2017 (KFU 20. april 2017), principgodkendt placeringen af badezonen under forudsætning af, at der i nødvendigt omfang etableres toiletfaciliteter. Dette af hensyn til badevandets renhed.

Modtagelsen og opstilling af de to toiletter afhænger af, om Teknik- og Miljøforvaltningen opnår en driftsbevilling i Budget 2018. Driftsopgaverne omfatter vedligehold af toiletbygningerne, daglig rengøring, grafittibekæmpelse samt forbrug af sæbe mv. Hvis der ikke afsættes driftsbevilling til toiletterne, vil forvaltningen takke nej til tilbuddet fra By & Havn om at modtage toiletterne.

Økonomi

Toiletterne og de anlægsudgifter, der er forbundet med opstillingen af dem, er en gave fra By & Havn. Forvaltningen har efterfølgende ansvaret for drift og vedligeholdelse. De årlige afledte driftsudgifter fra 2018 og frem fremgår af tabellen nedenfor:

Service (1.000 kr. – 2018 p/l )

2018

2019

2020

2021 og frem

Toiletter i Nordhavn

300

600

600

600

Afledte serviceudgifter i alt

300

600

600

600

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2018 om driftsmidler til drift og vedligehold af de to nye københavnertoiletter, jf. økonomiafsnittet.

Hvis der ikke afsættes driftsbevilling til toiletterne, vil forvaltningen takke nej til tilbuddet fra By & Havn.

 

Pernille Andersen

/Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. juni 2017

Indstillingen blev godkendt med det tekniske ændringsforslag.

Til top