Mødedato: 19.05.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Administrationsgrundlag for nye toiletplaceringer i Teknik- og Miljøforvaltningen

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til et administrationsgrundlag for nye toiletplaceringer i byen, som skal driftes af Teknik- og Miljøforvaltningen. Administrationsgrundlaget fastlægger med udvalgets beslutning kriterierne for opsætning af nye toiletter og sikrer, at placering af nye offentlige toiletter fremover træffes på et ensartet fagligt grundlag. I administrationsgrundlaget defineres områdetyper med og uden toiletbehov, og der udpeges en række konkrete kriterier for, hvornår der kan opsættes et nyt offentligt toilet. Administrationsgrundlaget underbygges af en juridisk ramme for at opsætte og drifte offentlige toiletter på hhv. offentlig og privat grund.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at administrationsgrundlaget med kriterier for opsætning af nye offentlige toiletter under Teknik- og Miljøforvaltningens ressort fremover udgør grundlaget for forvaltningens konkrete vurdering af opsætning af toiletter i byen.

 

Problemstilling
Der foreligger i dag ikke faste vedtagne kriterier, der kan lægges til grund for ensartede beslutninger om at opsætte et nyt offentligt toilet, som skal driftes af Teknik- og Miljøforvaltningen. Det gælder både forslag til nye toiletplaceringer der fremlægges med forvaltningens toiletprioriteringsliste og de ønsker om nye offentlige toiletter på både private og kommunale arealer, der løbende kommer i forlængelse af vedtagne lokalplaner fra andre og eksterne aktører, fx fra By & Havn og fra det politiske niveau. Derfor har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet et administrationsgrundlag, der indeholder en beskrivelse af områdetyper med og uden toiletbehov samt konkrete kriterier for, hvornår der er grundlag for at opsætte et nyt offentligt toilet. Administrationsgrundlaget indeholder også den juridiske ramme for at opsætte og drifte offentlige toiletter på hhv. offentlig og privat grund.

 

Løsning

Byrummet i København er under konstant udvikling og borgerne bruger byen mere og på andre måder end for 10 år siden, ligesom forvaltningen kontinuerligt arbejder for, at byen gøres indbydende at tage ophold i. Med de nye byrum og nye behov, der opstår i den foranderlige by, følger et øget behov for et ensartet grundlag for at planlægge og prioritere placering af offentlige toiletter i byen.

Forvaltningen har med det nye administrationsgrundlag udarbejdet en række operationelle kriterier for vurderingen af behov for toiletter på konkrete lokationer og områder. Kriterierne vil være gældende for toiletter, som Teknik- og Miljøforvaltningen drifter og i de fleste tilfælde ejer. Kriterierne gælder for vurderinger på kommunal såvel som privat grund. Herudover beskrives de juridiske rammer for, hvornår kommunen har saglig interesse i og derved hjemmel til at drifte toiletter på hhv. kommunale og privatejede arealer med offentlig adgang.

Hvilke offentlige toiletter er omfattet af administrationsgrundlaget?
Administrationsgrundlaget angår alle offentlige toiletter, som forvaltningen har ansvar for. Toiletterne er oftest særskilte mindre bygninger på veje, parker eller pladser, der kun indeholder toiletfaciliteter og som er gratis, åbent for alle og er direkte tilgængelige fra gaden/byrummet. Dertil kommer offentlige toiletter, der er en del af større bygninger med andre funktioner fx på kirkegårde og bemandede legepladser samt toiletter med opsyn. De fleste offentlige toiletter i København både ejes og driftes af Teknik- og Miljøforvaltningen, men forvaltningen drifter også enkelte offentlige toiletter ejet af andre forvaltninger.

Forvaltningen undersøger løbende, hvor i byen, der er kapacitetsmangel ift. offentlige toiletter, og hvilke indsatser på toiletområdet, der kan iværksættes for at imødekomme behov for øget og bedre toiletkapacitet. Det kan fx være at placere nye toiletter i byrum med behov. Forvaltningens forslag til konkrete indsatser er samlet i Teknik- og Miljøforvaltningens toiletprioriteringsliste. Teknik- og Miljøudvalget har senest behandlet toiletprioriteringslisten den 10. juni 2024. Realisering af toiletprioriteringslistens indsatser forudsætter finansiering via budgetforhandlinger.

Kriterier for nye toilet placeringer
I forbindelse med forslag til nye toiletplaceringer vil forvaltningen undersøge forslagene ud fra en konkret vurdering af placeringerne, der tager afsæt i administrationsgrundlagets definitioner af områder med toiletbehov samt kriterier for placering af toilettet. Beslutning om nye toiletplaceringer skal hermed tage udgangspunkt i først og fremmest karakteren af et givent område og derefter et identificeret eller forventet toiletbehov. Begge forhold skal være opfyldt, for at der kan placeres et toilet. Der kan fx være tale om områder med mulighed for badning eller andre vandaktiviteter, ved strande og i havnen, eller områder indrettet til byliv med længere ophold og mange besøgende også udefra, hvor der ikke findes andre toiletter i nærheden, eller hvor de eksisterende toiletforhold ikke er tilstrækkelige i forhold til handicaptoilet, døgn- eller helårsåben toiletkapacitet. Alle kriterier er beskrevet og konkretiseret i administrationsgrundlaget i bilag 2.

Behovsvurdering og planlægning på tværs af Københavns Kommune
Det nye administrationsgrundlag for placering af offentlige toiletter i Teknik- og Miljøforvaltningen indeholder en skærpet opmærksomhed på at opnå mulige synergieffekter på toiletområdet mellem kommunens planer og bevillinger på tværs af forvaltninger. Forvaltningen vil søge dialog med de andre forvaltninger og med politikerne, hvis der opstår nogle muligheder for effektivt samarbejde på toiletområdet. Det kunne fx handle om at indtænke flere muligheder for at anvende de toiletter, der findes i institutionsbygninger, fx åbne skolegårde og idrætsklubber, så de kan komme flere borgere til gavn på forskellige tidspunkter og perioder af ugen og på året.

Den juridiske ramme for nye toiletplaceringer
Hvor renhold og affaldshåndtering er reguleret af skreven lov - også i relation til private arealer, er forholdet om offentlige toiletter på privat grund vanskeligere, da dette ikke reguleres af lov, men hviler på kommunalfuldmagtens uskrevne grundsætninger. Efter kommunalfuldmagten kan kommunen alene i konkrete tilfælde støtte og finansiere lovlige kommunale formål, som kommer byens samlede borgere til gavn, men kommunen kan ikke varetage generelle opgaver, som direkte eller indirekte støtter private borgere eller udvalgte grupper uden særlige behov. 

Med det som udgangspunkt kan forvaltningen til enhver tid opsætte offentlige toiletter på kommunens egen grund. Forvaltningen vil varetage forhold vedr. offentlige toiletter efter de kriterier og principper, som fremgår af administrationsgrundlaget.

Forvaltningen kan i udgangspunktet ikke opsætte og/eller drifte toiletter på privatejede arealer. Der kan dog være undtagelser fra dette udgangspunkt i det omfang, at forvaltningen efter en konkret vurdering kan identificere et lovligt kommunalt formål. Forvaltningen vil med administrationsgrundlaget få en rammesætning til at kunne varetage forhold om offentlige toiletter efter samme kriterier og principper, som ved vurderingen af toiletter på kommunens egen grund, i det omfang, at den konkrete toiletplacering vurderes at understøtte et lovligt kommunalt formål. Hermed vil kommunalfuldmagtens betingelser vil være opfyldt.

Relevante private arealer i denne forbindelse vil være private arealer med offentlig adgang i København, herunder rekreative arealer, som grundet deres beliggenhed og udnyttelse oplever en meget stort eller ekstraordinært besøgstryk og belastning udover det, der må forventes ud fra områdets indretning og faciliteter/tilbud.

Af administrationsgrundlaget (bilag 2) fremgår beskrivelserne af det juridiske grundlag for hhv. offentlige og private arealer.

Regulering af toiletter i nye lokalplaner
I forbindelse med udarbejdelse af nye lokalplaner – særligt for kommunens byudviklingsområder – bør det for hver plan konkret vurderes, om der bør fastsættes bestemmelser om toiletfaciliteter. Det skal i så fald ske på baggrund af en vurdering af det faktiske behov og kommunalfuldmagtens rammer som beskrevet ovenfor. Der kan på denne baggrund udpeges en placering i lokalplanen, hvor der er mulighed for at etablere toiletfaciliteter.

Politisk handlerum

  • Teknik-og Miljøudvalget kan vælge at ændre eller tilføje andre kriterier for nye permanente toiletplaceringer end dem, der indgår administrationsgrundlaget.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt administrationsgrundlaget, vil det danne grundlag for placeringen af kommende nye toiletter, der senere skal driftes i Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Søren Wille

/ Rikke Skovbølling Brandt

Til top