Mødedato: 19.05.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Projektforslag for Mimersgadekvarteret skybrud- og byrumsprojekt, Nørrebro

Se alle bilag
Der skal tages stilling til det samlede projektforslag samt frigivelse af anlægsbevilling til skybrud- og byrumsprojekt i Mimersgadekvarteret. Projektet indeholder blandt andet skybrudssikring af området, genopretning af vejene og etablering af cykelstier på Hamletsgade. Forvaltningen vurderer, at projektforslaget lever op til de politiske målsætninger for projektet samt ønsker fra de lokale borgere. Der nedlægges 64 parkeringspladser i forbindelse med realiseringen af projektet jf. tidligere politisk beslutning (BR 16. december 2021 og BR 6. oktober 2022), og derudover fire yderligere parkeringspladser.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslaget danner grundlag for den videre detailprojektering samt anlæg af projektet Mimersgadekvarteret skybrud- og byrumsprojekt jf. bilag 4.

     

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at bevillingen til genopretning af Slejpnersgade sammenlægges med bevillingen til genopretning af Hamletsgade og Nannasgade under projektet genopretning af Mimersgadekvarteret, jf. økonomiafsnittet og bilag 7.
  3. at der frigives en anlægsbevilling på 17,1 mio. kr. til anlæg af Hamletsgade, cykelstier mv. på Teknik- og Miljøforvaltningens bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 7.

Problemstilling

Skybrudsprojektet i Mimersgadekvarteret indgår i den samlede plan for skybrudssikring af København (BR 26. november 2015). Med skybrudsprojektpakke 2022 (BR 16. december 2021) blev der afsat 27,7 mio. kr. til klimatilpasningsprojektet med henblik på at håndtere skybrudsvand på overfladen frem for en traditionel rørløsning. Borgerrepræsentationen godkendte 14. december 2023 en sammenlægning med restbevillingen på 0,4 mio. kr. fra foranalysen Mimersgade BIR8.3 (BR 20. august 2020). I Budget 2023 (6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev der afsat 19,6 mio. kr. til etablering af cykelstier i Hamletsgade samt en øget begrønning af projektområdet med flere muligheder for ophold. Der blev desuden afsat midler til en 1:1 genopretning af Hamletsgade, Nannasgade og Slejpnersgade ved genopretningsbevillinger (BR 24. august 2023 og 3. oktober 2024).

Løsning

Formålet med klimatilpasnings- og skybrudsprojektet er at forebygge oversvømmelser i projektområdet, herunder særligt på Heimdalsgade, Slejpnersgade og Vulkangade, og derudover at aflaste fælleskloakken for at reducere antallet af overløb fra kloakken. Som en del af realiseringen af masterplan for Haraldsgadekvarteret foreslås det at håndtere regnvand i åbne grønne vejbede samt i underjordiske magasiner (kassetter) og derved tilbageholde op til 1.230 m³ skybrudsvand.

I synergi med skybrudsprojektet begrønnes gaderne med flere gadetræer og plantebede for at skabe et gennemgående grønt udtryk i gaderne. Den øgede begrønning styrker prioriteringen af de bløde trafikanter ved hjørneudvidelser, etablering af hævede overkørsler samt en øget afstand til bilisterne. Der opsættes desuden bænke og cykelparkering enkelte udvalgte steder.

I krydset Hamletsgade, Mimersgade etableres to større terrænbassiner, der er med til at understrege den landskabelige indgang til det nye, klimatilpassede Mimersgadekvarter. På Hamletsgade konverteres eksisterende cykelbaner fra 1,8 meters bredde til 2,2 meter brede cykelstier i begge sider af gaden. Cykelstierne adskilles fra vejbanen ved en variation af grønne bede, gadetræer, og parkering på den vestlige side af gaden mod butikker og andet erhverv. For at give plads til de gode forhold for cyklisterne samt klimatilpasning og begrønning af gaden, indsnævres fortovet særligt på den østlige side mod den gamle tekstilfabrik.

I krydset Hamletsgade, Nannasgade udvides eksisterende helleanlæg. Eksisterende Toronto-anlæg bevares og der etableres en mere trafiksikker cykelkrydsning.

I Heimdalsgade og Nannasgade etableres grønne bede, der øger antallet gadetræer i gadebilledet samt styrker den grønne sammenhæng i projektområdet.

Fortove og kørebaner i Hamletsgade, Nannasgade og Slejpnersgade genoprettes til Københavnerstandard. For at opnå administrative synergieffekter, ønsker forvaltningen at bevillingen ”Hamletsgade og Nannasgade, genopretning” lægges sammen med bevillingen ”Slejpnersgade, genopretning”, jf. økonomiafsnittet.

Klimaflisen fra Tredje Natur vurderes ikke at kunne anvendes i projektet, men den kan anvendes i andre projekter med andre hydrauliske forudsætninger og krav til vandhåndtering.

Parkering

I Skybrudsprojektpakke 2022 blev godkendt, at op til 35 pladser nedlægges i forbindelse med skybrudsprojektet, og i forbindelse med cykelstiprojektet blev det godkendt, at 29 pladser nedlægges, uden at der etableres erstatningsparkering (BR 16. december 2021 og BR 6. oktober 2022). De resterende parkeringspladser i projektområdet optimeres ved omlægning til skråparkering samt hjørneudvidelser ved vejkryds. Forvaltningen har desuden erfaret, at gennemførelse af projektet kræver nedlæggelse af yderligere fire parkeringspladser, da en hensyntagen til det nye lokalplanområde (lokalplan 631 Hamletsgade) er væsentlig for at undgå konflikter med de justerede indkørselsforhold til lokalområdet, hvilket begrænser projektforslagets mulighed for at særligt optimere og projektere skråparkering og grønne bede i den del af Nannasgade. Belægningsprocenten er over 100 % ved Slejpnersgade, Hamletsgade og Nannasgade og under 80 % på Heimdalsgade.

Efter realisering af byggeriet på det nye lokalplanområde foreslår forvaltningen at reetablere seks parkeringspladser i forbindelse med, at eksisterende indkørsler nedlægges, hvilket nedbringer antallet af nedlagte parkeringspladser som følge af projektet til 62.

Projektet forventes at medføre en mindre stigning i antallet af cykelparkeringspladser. Antallet afdækkes i den videre projektering.

Træer

For at opnå projektets formål er det nødvendigt at fælde 19 træer. I projektet fældes 14 træer på Hamletsgade (ét el), 10 røn, to birk samt ét nyplantet tulipantræ). På Slejpnersgade fældes der fem tjørnetræer.

Som en del af projektet plantes 62 træer. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at specificere, hvilke arter, der plantes. Trævalget vil ske i henhold til Københavns Kommunes træpolitik og på baggrund af rådgivers anbefalinger og input fra følgegruppen.

Høring og omverdensinddragelse

Projektforslaget er udarbejdet i dialog med en af projektet nedsat følgegruppe, som består af beboerrepræsentanter og en repræsentant fra Nørrebro Lokaludvalg. Deres forslag og kommentarer er så vidt muligt indarbejdet i projektforslaget.

Projektforslaget har været i høring ved Nørrebro Lokaludvalg, jf. bilag 5, fra den 20. februar 2025 til den 25. marts 2025.

Høringssvar fra lokaludvalg
Lokaludvalg giver udtryk for, at det foreslåede projekt er i overensstemmelse med den udvikling, man gerne ser i kvarteret og lokaludvalget bakker derfor op om det foreslåede projekt. Lokaludvalget er derudover glade for at Torontoanlægget og den fremrykkede cykelsti på Hamletsgade alligevel ikke bliver fjernet, som følger af projektet.

Bemærkninger fra følgegruppen
Følgegruppen giver udtryk for en tilfredshed med projektet samt opbakning hertil. Følgegruppen har kommet med bemærkninger til særligt disponeringen af byrummet, herunder hvordan pladsen prioriteres mellem vejbane, vejbede, cykelsti, parkering og fortovsbredde. Yderligere har følgegruppen kommet med ønsker til en mere trafiksikker cykelforbindelse gennem Nannasgade til og fra Rådmandsgade Skole, samt bemærkninger til, hvordan de trafikale problemstillinger ved krydset Hamletsgade, Nannasgade mest hensigtsmæssigt løses.

Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at projektforslaget lever op til ønskerne fra lokaludvalg og følgegruppen om en øget begrønning af projektområdet, og en øget trafiksikkerhed for særligt bløde trafikanter. I forhold til bekymringerne om trafiksikkerheden på Nannasgade for cyklister til og fra Rådmandsgade, bemærkes det, at projektforslaget tager hensyn hertil så vidt, det er muligt indenfor projektets ramme.  Forvaltningen vurderer desuden, at projektet ”cykelsti på Mimersgade – sikker skolevej og bedre krydsningsforhold”, som er henvist til forhandlingerne om Budget 2026, kan imødekomme nogle af udfordringerne.

Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til yderligere ændringer i projektforslaget udover dem, der løbende er indarbejdet i projektet.

Politisk handlerum

Det kan besluttes, at

  • der indarbejdes fire ekstra parkeringspladser i projektet ved væsentligt at reducere de grønne vejbede fra cirka 134 m2 til 78 m2 i den vestlige ende af Nannasgade mod Hamletsgade. Vandet håndteres i stedet under jorden og den grønne velkomst til Nannasgade bliver mindre signifikant. Der vil således ikke blive nedlagt yderligere parkeringspladser end allerede vedtaget ved tidligere politisk beslutning. Ændringen vil ikke resultere i en overskridelse af budgettet.
  • sende projektforslaget tilbage til forvaltningen med ønske om ændringer. Dette vil betyde, at projektet forsinkes med risiko for fordyrelse, hvis det ikke at opfylder kravet om at påbegynde anlægsfasen inden 2027 og derved mister finansieringen af skybrudsdelen. Et nyt projekt vil derefter skulle udvikles. Skybruds- og klimatilpasningsdelen af projektet finansieres af HOFORs spildvandstakster på Overgangsordningen, der muliggør, at taksterne kan finansiere skybrudssikring, såfremt projektet er gået i jorden inden 1. januar 2027.
  • erstatningspladser for fire eller 68 nedlagte pladser findes blandt de lejede erstatningsparkeringspladser som følge af beslutning om nedlæggelse af 525 parkeringspladser ifm. bevilling til grønne initiativer og byrum (BR 29. januar 2025), som indgik i Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø). Af de 525 pladser forventes 287 nedlagt ifm. initiativer besluttet ved Borgerrepræsentationen den 29. januar 2025, og heraf er 10 pt. nedlagt. Af de resterende 238 pladser er status pt., at der er besluttet nedlagt fire pladser. Der vil kunne henvises til 68lejepladserinden for en afstand på 500 meter fra de nedlagte pladser.
  • finansiering af etablering af fire eller 68 erstatningsparkeringspladser på vejplan i projektets nærområde henvises til forhandlinger om Budget 2026. Forvaltningen vurderer, at der kan etableres op til 36 erstatningsparkeringspladser indenfor 500 meter af projektområdet og yderligere 32 pladser i samme licenszone.

Økonomi

Med denne indstilling skal bevillingen ”Hamletsgade og Nannasgade, genopretning” sammenlægges med bevillingen ”Slejpnersgade, genopretning” under bevillingen ”Mimersgadekvarteret, genopretning” jf. bilag 7. Derudover skal den resterende bevilling til at etablere træer og mere bynatur samt cykelstier på Hamletsgade frigives jf. bilag 7. Nedlæggelse af fire parkeringspladser i gul betalingszone medfører et årligt indtægtstab på 0,02 mio. kr. fra 2029 og frem jf. bilag 7. Mindreindtægterne indgår i beregningen af indtægtsniveauet for betalingsparkering, som bliver fastlagt med førstebehandlingen af budgetforslaget (augustindstillingen). Mindreindtægterne har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter Teknik- og Miljøforvaltningen den videre projektering af projektet, som sendes i udbud i foråret 2026. Det fysiske anlægsarbejde forventes igangsat sommeren 2026, og projektet ibrugtages 2029. Udførelsen af anlægget planlægges sammen med relaterede projekter i området.

Søren Wille

/ Peter Højer

Til top