Mødedato: 18.12.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om støjpolitik for Københavns Kommune

 

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde en drøftelsessag om retningslinjer for støjpolitik for Københavns Kommune, som beskrevet nedenfor. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling medio 2018 og en endelig politik for støjpolitik ultimo 2018.

 Stillet af Radikale Venstre

Motivering

Støjforurening medvirker til dårligere livskvalitet og en række sundhedsproblemer, og WHO placerer støjplagerne som det næststørste miljøproblem efter luftforureningen. WHO har i 2011 estimeret, at mindst 1 mio. sunde år tabes årligt i Vesteuropa på grund af trafikrelateret støj. Derfor har man i en række storbyer som New York, London, Barcelona, Oslo, Amsterdam, Helsinki og Berlin sat ind med strategier og initiativer, der skal nedbringe mængden af støj, beboerne udsættes for. Blandt tiltagene er afdækning af støjproblemet, støjpatruljer, stillezoner, informationskampagner mv.

I København har vi drøftet håndtering af støj fra nattelivet, men vi har endnu ikke adresseret støjproblemet generelt. Udover støj fra nattelivet udsættes københavnerne for støj fra trafik, udendørs arrangementer og fester mv. Radikale Venstre ønsker, at København skal være en levende by med kant, men også med respekt for at nogle københavnere udsættes for så meget støj, at det er sundhedsskadeligt. På den baggrund foreslår vi, at der udarbejdes en støjpolitik for København, som kortlægger de væsentligste støjkilder, og foreslår løsninger til at nedbringe støjen fra disse.

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. december 2017 

Medlemsforslaget blev godkendt uden afstemning.

Til top