Mødedato: 18.08.2025, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forhandlinger med staten om vilkår for overtagelse af Bispeengbuen, Nørrebro og Bispebjerg

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, at Teknik- og Miljøforvaltningen får mandat til at indlede forhandlinger med staten om vilkårene for kommunal overtagelse af hele Bispeengbuen og arealet under, parallelt med de videre undersøgelser af omdannelse af Bispeengen (delvis nedrivning af den sydlige brobue, og trafikken samles på den tilbageværende brobue). Staten kan kun tilslutte sig en finansieringsmodel, hvor Københavns og Frederiksbergs kommuner overtager hele buen og arealet herunder (model 2). Forvaltningerne i de to kommuner fremhæver, at der er væsentlige usikkerheder forbundet med økonomien i overtagelsen, og Teknik- og Miljøudvalget har derfor besluttet, at forvaltningen skal foretage en grundigere undersøgelse af aftalegrundlag og renoveringsoverslag, hvilket dog kræver finansiering i Budget 2026.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende, at Teknik- og Miljøforvaltningen får et mandat til at indlede forpligtende forhandlinger med staten om vilkårene for en kommunal overtagelse af hele Bispeengbuen og arealet under buen parallelt med de videre undersøgelser af omdannelse af Bispeengen, der igangsættes, såfremt der afsættes midler hertil med forhandlingerne om Budget 2026.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen skal på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 26. maj 2025 om undersøgelse af mulighederne for omdannelse af Bispeengen (delvis nedrivning af Bispeengbuen), jf. bilag 1, give forvaltningen mandat til at indledeforhandlinger med staten om vilkårene for en kommunal overtagelse af hele Bispeengbuen og arealet under parrallet med de videre undersøgelser af aftalegrundlag og renoveringsoverslag. På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning 26. maj 2025 udarbejder forvaltningen til Budget 2026 budgetnotat om undersøgelsen af aftalegrundlag og renoveringsoverslag. Med mandatet er der tale om delegation af beslutningskompetence, som forpligter kommunen. Teknik- og Miljøforvaltningen vil forhandle indenfor den budgetmæssige ramme og med henblik på at opnå så gunstigt et resultat for kommunen, henset til de faktiske forhold og projektets realiserbare muligheder. Når de endelige vilkår for overtagelse er kendt, forelægges Borgerrepræsentationen endelig beslutning om aftale med staten om overtagelse af Bispeengbuen. Med denne sag får forvaltningen ikke mandat til at indgå selve aftalen.

Løsning

Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har siden orienteringen om resultat af udvidelse af ideoplæg for omdannelse af Bispeengen (TMU 8. januar 2024) arbejdet på forskellige mulige finansieringsmodeller for en omdannelse af Bispeengbuen. I november 2024 præsenterede kommunerne tre modeller for staten:

  • Model 1 - Kommunerne overtager arealet under buen. Staten forestår delvis nedrivning og ejer fortsat buen
  • Model 2 - Kommunerne overtager hele buen og arealet under
  • Model 3 - Buen og arealet under overdrages til et selskab

Staten meddelte i januar 2025, at det alene er model 2, som staten ønsker. De øvrige modeller vurderer staten medfører unødig organisatorisk kompleksitet og indebærer betydelige merudgifter for staten. Modellerne og statens svar er uddybet i indstillingen fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget den 26. maj 2025.

Teknik- og Miljøudvalget blev den 26. maj 2025 orienteret om usikkerheder forbundet med økonomien i omdannelse af Bispeengen, hvorfor udvalget besluttede at henvise finansiering af en grundigere undersøgelse af aftalegrundlag og renoveringsoverslag til forhandlingerne om Budget 2026. Der er dialog med transportministeren vedrørende adgang til baggrundsdata om buens tilstand. Udvalget besluttede desuden, at Borgerrepræsentationen forelægges en sag, hvor forvaltningen gives mandat til at indlede forhandlinger med staten om vilkårene for en kommunal overtagelse af hele Bispeengbuen og arealet under parrallet med de videre undersøgelser.

Såfremt forvaltningen får mandat til at indlede forhandlinger med staten, og såfremt der afsættes finansiering i Budget 2026 til den grundige undersøgelse af de to modeller, forelægges Borgerrepræsentationen en sag herom forud for forhandlingerne om Budget 2027. Borgerrepræsentationen vil i den forbindelse blive orienteret om de foreløbige resultater af forhandlingerne, og det vil fremgå, hvis der kan henvises finansiering af yderligere tiltag til forhandlingerne om Budget 2027.

Hvis Borgerrepræsentationen vælger ikke at give mandat til at indlede forhandlinger med staten, vil forvaltningen fortsætte arbejdet med at analysere datagrundlaget, såfremt der afsættes midler hertil ved Budget 2026. Forvaltningen forventer at fremlægge resultaterne af analysen medio 2027, afhængigt af, hvornår Staten gennemfører et særeftersyn af broen.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget kan stille ændringsforslag om, at der som hensigtserklæring i det allerede bestilte budgetnotat (TMU 26. maj 2025) til forhandlingerne om Budget 2026 indgår, at parterne er enige om, at der skal arbejdes videre med Bispeengbuen og mulige løsninger herfor, med mindre at aftalen med staten er uhensigtsmæssig.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, og såfremt der afsættes finansiering i Budget 2026 til den grundige undersøgelse af de to modeller, vil Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Frederiksberg Kommune indlede forhandlinger med staten om vilkårene for en kommunal overtagelse af hele Bispeengbuen og arealet under parrallet med de videre undersøgelser. Borgerrepræsentationen vil forud for forhandlingerne om Budget 2027 blive orienteret om resultatet af forhandlingerne.

Såfremt der afsættes finansiering i Budget 2026 til en grundig undersøgelse af økonomien og konsekvenserne ved model 1 og model 2, forventer Teknik- og Miljøforvaltningen at fremlægge resultatet af undersøgelsen medio 2027 afhængigt af, hvornår Staten gennemføre et særeftersyn af broen.

Når de endelige vilkår for overtagelse er kendt, forelægges Borgerrepræsentationen endelig beslutning om aftale med staten om overtagelse af Bispeengbuen.

Søren Wille

/ Peter Højer

Til top