Mødedato: 18.08.2025, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Teknik og Miljøudvalgets takstkatalog 2026

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Teknik og Miljøudvalgets takster for 2026 med henblik på, at de indgår i kommunens budgetforslag til Budget 2026. Med takstkataloget indføres ikke nye takster i Budget 2026.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,  

  1. at takster for 2026 i udvalgets takstkatalog jf. bilag 2 indgår i kommunens budgetforslag til Budget 2026.
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at korrigere taksterne med mindre redaktionelle ændringer i takstkataloget.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal hvert år tage stilling til det kommende års takster og gebyrer, som fremgår af udvalgets takstkatalog. Takstkataloget indgår herefter i kommunens budgetforslag til 2026.

Løsning

Udvalgets takstkatalog til Budget 2026 består af 178 takster. Med takstkataloget indføres ikke nye takster i Budget 2026.

Takstkataloget er inddelt i følgende syv takstområder: Miljø og affald, Parkering, Trafik og byliv, Kirkegårde, Renhold, Rottebekæmpelse samt Byggeri. På de syv takstområder er taksterne underopdelt i kategorier. I det følgende gennemgås de væsentligste ændringer fra 2025 til 2026 under hvert takstområde.

Byggeri

I takstkataloget indgår følgende tre takster vedr. byggeri: Administrativ tvangsbøde ved manglende tegning af lovpligtig byggeskadeforsikring, administrationsgebyr til støttesagsbehandling ved tilsagn til almene boliger og til sidst miljøgodkendelser. Der er ingen væsentlige ændringer i niveauet for de tre takster.

 

Trafik og byliv

Der er 40 takster vedr. trafik og byliv. Takstområdet dækker blandt andet taksterne for udeservering, stilladsreklamer mv. 

 

De væsentligste ændringer vedrører taksten for udeservering, hvor der fra 2025 er blevet opkrævet en takst for opstilling på offentlige arealer. Der er forskellige takster er betinget af, hvilken zone virksomheden er placeret i.

 

Der er ingen væsentlige ændringer for det samlede takstområde. Dog sker en forskydning i taksten vedr. udeservering i zone A og B. I 2026 er fordelingen af ressourcerne til tilsynsopgaven tilpasset i henhold til antallet af ansøgninger i hver zone baseret på erfaringer efter det første år med taksterne. Det betyder, at ansøgere i zone B vil opleve en årlig stigning i udgiften på ca. 2.400 kr., mens ansøgere i zone A vil opleve et årligt fald på ca. 2.500 kr. Dette er yderligere uddybet i bilag 3.  

 

Kirkegårdsområdet

Der er 26 takster på kirkegårdsområdet, som blandt andet vedrører erhvervelse og vedligehold af gravsteder, kremering og opbevaring af kister.  Der er ingen væsentlige ændringer i taksterne fra 2025 til 2026. 

Rottebekæmpelse 
Der er tre takster vedr. rottebekæmpelse. Der er ingen væsentlige ændringer til takstniveauet fra 2025 til 2026.Taksterne reguleres efter "hvile i sig selv" princippet, der betyder, at indtægter og udgifter i ordningen skal balancere over en fireårige periode.

Renhold 
Københavns Kommune har ansvaret for renholdelse og vintervedligeholdelse af de offentlige fortove. Ordningen består af fem takster som blandt andet dækker over renhold af fortove, som er inddelt i hhv. A- og B- gader, hvor A-gader er mest belastede og B-gader er mindst belastede. Dette afspejles i taksten, som er højere i A-gader end i B-gader. Herudover dækker takstområder fortovsordningen, der omfatter renhold af fortovet fra husfacade til kantsten. Der er ingen væsentlige ændringer i takstniveauet for området fra 2025 til 2026.

Parkering
Der er 42 takster vedr. parkering. Med takstkataloget korrigeres taksterne alene med pris- og lønindekset. Eventuelle ændringer i taksterne, som vedtages i forbindelse med forhandlingerne om budget 2026, vil efterfølgende blive indarbejdet i takstkataloget frem mod vedtagelsen af budgettet i Borgerrepræsentationen.

Affald
Der er i alt 45 takster vedrørende affaldshåndtering, hvoraf 18 takster vedrører husholdningsaffald. Den gennemsnitlige affaldstakst for en husstand i 2026 er 3.329 kr. I 2025 var taksten 3.608 kr. (2026 pl) og taksten for en gennemsnitshusholdning falder således med 279  kr.  Ændringen skyldes primært lovændringen vedr. nyt producentansvarsgebyr, som træder i kraft 1. oktober 2025. Lovændringen betyder, at producenterne bliver pålagt omkostningerne forbundet med håndtering af emballageaffald.

I taksten er indarbejdet en fireårig afskrivning af balancen jf. princippet om hvile i sig selv. Den aktuelle balance på det samlede affaldsområde er et underskud på 170 mio. kr., hvormed der i taksten er indregnet at indhente underskuddet med 42,5 mio. kr. i 2026.

I affaldstaksten og taksten for jorddeponi skal indregnes et bidrag fra det takstfinansierede område til det skattefinansierede område for at finansiere den administrative understøttelse af affaldsområdet og jorddeponi. Bidraget stiger fra 15,6 mio. kr. til 18,6 mio. kr. i 2025 og 14,7 til 22,2 mio. kr. i 2026 og frigør finansiering på service 3,9 mio. kr. i 2025 og 6,8 mio. kr. i 2026. Som følge heraf tilgår  2,3 mio. kr. i 2025 og 5,4 mio. kr. i 2026 og frem til at den administrative understøttelse af affaldsområdet i forvaltningen. De resterende 1,6 mio. kr. i 2025 og 1,4 mio. kr. i 2026 tilgår kommunekassen. 

Med sagen bemyndiges Teknik- og Miljøforvaltningen til at korrigere taksterne med mindre redaktionelle ændringer i takstkataloget.

Politisk handlerum

Der er et begrænset politisk handlerum for hovedparten af taksterne, som afhænger af, hvilke regler der gælder for det pågældende takstområde.

  • Taksterne må ikke være højere end det angivne beløb i takstkataloget, da indtægterne ikke må overstige de faktiske udgifter, der er forbundet med opgaven. En undtagelse er taksten for betalingsparkering, som gerne må hæves med henblik på adfærdsregulering i forhold til fremkommelighed i byen og miljøhensyn.
  • Udvalget kan beslutte at skattefinansiere udgifterne på følgende område: Kirkegårde, renhold, udeservering. Det forudsætter, at der afsættes finansiering i forhandlingerne om Budget 2026. I så fald skal der fremsættes ændringsforslag herom.
  • Udvalget kan beslutte at indføre nye eller genindføre takster. Det gælder f.eks. følgende områder; vareudstilling, mobilt gadesalg, faste stadepladser og filmoptagelser og reklameskilte. Disse områder er i budget 2025 skattefinansieret frem til 2028. Endvidere er det muligt at indføre gebyr for byggesagsbehandling, som er varigt skattefinansieret. Det forudsætter at det i forhandlingerne om Budget 2026 vedtages at takstfinansiere områderne. I så fald skal der fremsættes ændringsforslag herom.
  • Enkelte takster kan ikke reduceres, da de er underlagt særlovgivning. Det gælder f.eks. taksterne for miljøgodkendelser.
  • Taksterne på affaldsområdet kan ændres, men det forudsætter en ny stillingtagen til indholdet i affalds- og ressourceplan 2030. Endvidere kan der træffes beslutning om at afvikle balancen hurtigere end de forudsatte fire år. Taksterne for erhvervsmæssig brug af genbrugsstationerne er udarbejdet og godkendt af ARC, og det vil kræve en ny aftale, hvis disse takster skal ændres.
  • Taksterne for betalingsparkering fastsættes ud fra niveauet for den adfærdsregulering af bilisterne, der er behov for. Dette prisfastsættelsesprincip er det eneste lovlige i forhold til betalingsparkering

P-afgifter fastsættes ud fra lovgivningen og kan ikke fraviges.

Økonomi

I bilag 2 fremgår et overblik over alle takster under Teknik- og Miljøudvalget. De bevillingsmæssige konsekvenser behandles med sagen om tekniske ændringsforslag på BR den 2. oktober 2025.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen sende udvalgets samlede takstkatalog til Økonomiforvaltningen med henblik på videre politisk behandling. Takstbilaget indgår i kommunens budgetforslag i augustindstillingen til Budget 2026. De bevillingsmæssige konsekvenser indarbejdes i det tekniske ændringsforslag til budget 2026.

Søren Wille  

                                           / Marie-Louise Kudsk Hædersdal

Til top